Gjesteskribent

I både Danmark og Norge opplevde demonstranter som ville vise solidaritet med Israel å bli angrepet av ulovlige motdemonstranter. I København var de rundt 80, i Oslo var de mange hundre og gikk amok. Likevel er det den danske «opposisjon» som stiller det betimelige spørsmål: hva skjer med ytringsfriheten?

Det hjelper ikke å snakke høyt om ytringsfrihet, hvis praksis ute i gatene er at man gjør det med fare for liv og lemmer. Man må personlig gjøre denne erfaring for å forstå hva det handler om, skriver Snaphanen. Det danske Trykkefrihedsselskabet holdt 21. januar et møte om dette temaet. Avstanden er stor. Det i seg selv er illevarslende. Den ene part mener at motdemonstrantenes raseri er forståelig, og anlegger et Gaza-perspektiv. Den annen part er alarmert over volden, hatet og ikke minst jødehatet. Fortsatt hevdes det at muslimene er dagens jøder, en parallell Snaphanen finner absurd.

Han registrerer en stor kløft mellom en akademisk elite som fortolker verden slik de gjerne vil den skal være, og realiteten ute i gatene, der det nå er forbundet med fare å være uenig med, eller trosse mobben.

Man kan undres på om ledende politikere forstår hva som skjer. Byrådsleder i Oslo, Erling Lae, vil bli husket for sin replikk om at også de lovlige demonstrantene må ta ansvar for hva som skjer.

Som enhver, også jeg selv, gennem de seneste uger har kunnet overtyde sig om, er tale og trykkefrihed ikke det samme i Danmark, som det var for bare et, fem og ti år siden. Min ytringsfrihed er modarbejdet af en blanding af overklasse-ignoranter og arabiske gadebøller. Den – ytringsfriheden – er en illusion, der trænger til at børstes grundigt af og generfares af enhver, der sætter den højt. Politisk vold og intimidering er nu konsekvensen af det, vi tidligere tog for givet. Danske skrivebordsgeneraler – Lene Andersen og Michael Rothstein, lever i en verden af igår. Den konverterede jøde Lene Andersen, alias Jesper Knaldhat, vor tids i egen indbildning kvindelige Søren Kierkegaard, sammenlignede i aftes Danmarks muslimer med dets jøder, et intellektuelt humbug-stunt uden enhver forbindelse med virkeligheden og historien, og – pardon my french – simpel svindel. Jeg har kendt danske jøder hele mit liv, – altså rigtige jøder, ikke valgslætsskabsjøder – og ingen har nogensinde truet mig på gaden, som jeg er blevet truet på det seneste, ingen har nogensinde overfaldet mig af politiske grunde. Ingen jøde har anfægtet mit lands værdier eller erstattet argumenter med vold, endsige nedskudt modstandere. Jøderne har været mine landsmænd altid, langt før danske end jødiske. Deres tankegang var demokratisk, vold var ikke et redskab i skuffen. De var os, vi var dem.

Anderledes nu. Farshad Kholgis historie er også erfaringsbaseret. En erfaring, der ikke ganske er trængt igennem i akademia, men som den gemene hob i Danmark, nu bitterligt erfarer hver dag. Man kan spørge sig: hvad skal vi overhovedet med en akademisk humaniora, hvis den bare strider mod sund fornuft og iøvrigt bekriger sine egne landsmænd, som i øvrigt savner sprogets magt? Hvem er deres allierede? Hvem har lyst til at financiere dem? Eliten lever i verden af igår, eller snarere i et Michael Jacksonsk Neverland, et mareridt de vil påføre alle andre. Forskellen er, at Jackson selv betalte for sit drømmeslot, det behøver europæiske universitetsdrømmere ikke. -Farshad Kholghi taler af egen, bitter erfaring, modsat universiteternes gigantiske output af unge, pseudobelæste ignoranter.

Jødernes demonstration på Rådhuspladsen i lørdags, den var lovligt anmeldt. De cirka 70 moddemonstrannter, var ikke lovlige tilstedeværende. Deres demonstration var uanmeldt. Det de sagde – dokumenteret på video – var strafbart. Hvorfor er de ikke blevet retsforfulgt? Politiet rådede de lovlige demonstranter til at forlade pladsen efter demonstrationen, så de ulovlige kunne tage over og andre kunne bjerge sig i sikkerhed. Hersker der en forskellig lov for danske muslimer og alle andre? Andet kan man ikke slutte af forløbet. Hvad siger Hanne Bech Hansen? Hvad siger hendes overordnede, der har holdt i trådene? Vi betaler deres løn, vi vil vide det. Det, der foregik kan kun tolkes som at fanatiske, voldparate muslimer i Danmark, har længere snor end alle andre. Det er ucceptabelt for enhver borger i dette samfund. Som det er nu, opmuntrer myndighederne til den muslimske gadeterror, de allerede klarer så fint på egen hånd. Hvor længe endnu, vil borgere i København financiere sådanne myndigheder? Hvor længe endnu vil et politi implementere deres lov? Det skal myndighederne de spørge sig nu i retrospekt. Der ligger efterarbejdet for politiledelsen og ministeren. Ét land, en lov – eller hur? Hvad siger menige politifolk? De kan ytre sig her. Her ser vi bort fra de tilbagværende Radikale partimedlemmer, der synes at acceptere hvad som helst, vi har allerede svært ved at opfatte dem som samtalepartnere indenfor demokratiets rammer.

Foto og tekst: Snaphanen.