Andre Glucksmann beklager at ikke EU samlet forsvarte Jyllands-Postens soleklare rett til å trykke hva den vil. Beklageligvis forstår man kun i etterkant hvor viktig denne saken er. Han ser den i sammenheng med Rushdie og «Sataniske vers» og drapet på Theo van Gogh. Fienden er den samme, slår Glucskmann fast overfor Weekendavisen, men dessverre, Europa liker ikke å ta konfrontasjoner.

Man må så spørge, om man skal give efter for afpresning fra folk, som ikke engang anerkender vores lovgivning? Var det en god idé at trykke Rushdie, når nu en ayatollah ville dømme ham til døden? Skal man være eftergivende over for den intolerance, vi møder i denne sag? Det her er en umisforståelig opgave for de europæiske regeringer og alle aviser at forsvare retten til at trykke tegninger, billeder og ord, der karikerer.«
…
Politisk set ville den mest virkningsfulde forholdsregel have været, at Europa i samlet flok gjorde gældende, at ytringsfriheden i aviserne og på gaden er umistelig og bør forsvares. Vi er vidne til en gidseltagning, som et forenet Europa ville kunne imødegå langt stærkere end et lille land. Det er uhyre nemt at boykotte danske landbrugsprodukter, hvorimod en boykot af alle varer fra EU ville være en langt sværere beslutning at træffe.

Men her gør jeg mig desværre ingen illusioner. EU har ulykkeligvis for vane ikke at ville føre politik. Det er en stor fejl. For det andet bryder EU sig ikke om direkte at udpege sine modstandere, og endelig er der en kedelig tendens til, at man bekvemt vender ryggen til de store politiske udfordringer udefra i troen på, at det ikke kommer os ved. Det er europæisk passivitet og fejhed, når det er værst, for man modstår ikke afpresning ved at være godmodigt eftergivende.«

Det er sjelden en norsk aviskommentator løfter blikket og ser Muhammed-saken som en sak som berører hele Europa. Da ville man vel bli anklaget for å blåse til sivilisasjonskrig.

Glucksmann roser Anders Fogh Rasmussen for det norske aviser har kritisert ham så ofte for, at han ikke ville møte 11 muslimske ambassadører i oktober 2005. Det var de som var arrogante som mente at statsministeren skulle foreta seg noe overfor pressen, sier Glucksmann.

»Statsministerens fastholdelse af ytringsfrihedens ukrænkelighed har været det eneste mulige svar på det urimelige forlangende, at en statsminister skal sige undskyld på vegne af en fri og uafhængig presse. Tegningernes eventuelle blasfemiske indhold er udelukkende en sag for domstolene.
…
Var det arrogant af statsministeren, at han ikke ville holde møde med ambassadørerne fra de arabiske lande?

»Lad mig vende den om. Jeg synes snarere, det er udtryk for blind arrogance, at man fra de religiøse fanatikeres side vil pådutte os Sharia-lovgivning. Hvis vi virkelig var arrogante i Vesten, skulle vi hver gang, en jøde eller kristen hånes i den muslimske presse, svare igen med boykot. Men det gør vi ikke. Arrogancen fra vores side er det vanskeligt at få øje på. Vi er tværtimod ganske gode til selvransagelse, hvad den konkrete sag også viser.«

Det er et viktig poeng: Vesten foretar seg ikke noe når kristne drepes eller kristne symboler hånes i den muslimske verden. Bibelen er ikke tillatt i Saudi-Arabia. Den arabiske verden flyter over av antisemittiske tegninger. Likevel skjer det ikke noe. Hvem er arrogant?

Og hvem definerer spørsmålene? Er det ikke langt mer blasfemisk å ta profeten til inntekt for halshugging enn å fremstille ham med bombe i turbanen? Det er jo bare en billedgjøring av hva som faktisk skjer. Det er bare i Norge en religionshistoriker kan få seg til å si at det er grovt å antyde noen sammenheng mellom terrorisme og islam, slik Berit Thorbjørnsrud gjorde.

Glucksmann er uenig med Huntington. Det handler ikke om islam og Vesten, eller religion vs. verdslig kultur. Det handler om sivilisasjon vs. nihilisme.

Det handler altså ikke om et »Civilisationernes sammenstød?

»Nej, her er Samuel Huntington virkelig på vildspor. Hans store fejltagelse er, at han hårdnakket fastholder religionens store betydning. Vi befinder os i en post-religiøs periode, hvor de religiøse forklaringer har mistet tidligere tiders styrke.

Efter min mening er det en kamp mellem civilisation og nihilisme. Men Vesten har ikke patent på at være civiliseret. Hvis man tager til slumbyer i Den tedje Verden, ser man allertydeligst forskellen. Nogle tror på uddannelse og oplysning og ønsker at gøre alt for, at deres børn får en ordentlig mental bagage med sig videre i livet. Andre har resigneret og tror, at magten ligger i at eje en Kalashnikov, som man kan true de andre med.«

Moderniteten har gjort det av med Gud

Glucksmann ser intet i veien for at islam kan forenes med moderniteten. Han sier det dummeste ville være å heise det kristne flagget, hvilket noen kristne politikere her hjemme har forsøkt.

Selv om kloden er ramt af disse religionskrige, burde det være tydeligt for enhver, at moderniteten har gjort det af med Gud. Jeg kan kun med glæde konstatere, at Gud er død, og at han ikke længere styrer noget som helst.

Den største dumhed ville derfor være at drage i felten på vegne af den kristne gud. Vi skal i stedet komme til besindelse og indse, at den mest akutte fare for menneskeheden er terroristernes grænseløse og nihilistiske had. Det går ikke kun ud over Europa, men rammer desværre også sagesløse muslimer i den arabiske verden.«

Retten til at gøre grin