Han er docent i litteraturvidenskab ved universitetet i Stockholm og tidligere redaktør af det borgerlige tidsskrift Axess. Nu har Johan Lundberg så skrevet godt 400 sider om «Lysets fjender», og det er ikke danskerne, han hentyder til, men svenskerne. Jeg spørger, hvad der har fået ham til at skrive en bog med så dyster en titel.

»Titlen henviser til, at oplysningstænkningen har fået et dårligt ry i Sverige. Grundlaget for den var ideen om alle menneskers lighed, og at alle mennesker f. eks. skal have samme rettigheder. Takket være en kulturrelativistisk forestilling er man i stedet begyndt at betone forskellene. Man forestiller sig, at mennesker pga. etnisk eller religiøs baggrund eller hudfarve ikke er modtagelige for oplysningsideer, og at vi skal opfatte dem som en ideologi for hvide mennesker i Vesten, hverken bedre eller værre end totalitære ideer.

Men Oplysningen hvilede netop på ideen om individets, forskningens og kulturens autonomi i forhold til stat og religion, dvs. i modsætning til de totalitære ideologier.

« Johan Lundberg, hvor kommer denne kulturrelativisme fra? »Den svenske relativisme kan spores tilbage til 1950′ erne, hvor mange intellektuelle mente, at Sovjetunionen ikke var værre end de vestlige samfund. I realiteten foretrak de Sovjet, på samme måde som deres arvtagere i dag peger på, at den vesterlandske oplysningstænkning er forbundet med kolonialisme, racisme eller andre vederstyggeligheder.

Ligesom man dengang forsvarede kommunistiske diktaturer, forsvarer man i dag politisk islam, der er en totalitær søskendeideologi til leninismen.

Det er grundlæggende de samme mekanismer.« »Den svenske kulturdebat er formet af det kulturrelativistiske verdensbillede fra Den Kolde Krig med Sovjetkommunismen på den ene side, og Nato-venlige folkepartier på den anden. Hermed kunne alt til højre for Socialdemokratiet affærdiges som højreekstremisme, og det har forringet vores evne til at kritisere ekstremistiske synspunkter, når de kommer fra venstre.

Religionshistoriker Mattias Gardells gennembrud de seneste år som ekspert i «islamofobi» er en konsekvens af denne udvikling.

Hans standpunkter præsenteres som videnskabelige sandheder i statslige udredninger og blåstemples af den borgerlige regering.

Men ingen har analyseret, hvad Gardell egentlig siger: At man er islamofob, når man siger, at der findes antisemitisme blandt muslimske grupper. At man er racist, hvis man siger, at der findes islamistisk terror. I store træk ligger det billede, han tegner af, hvordan man i Vesten bekriger islam, tæt op ad det billede, som spredes af islamistiske ekstremister. Det er klart, at en kulturdebat ikke fungerer, når det opfattes som problematisk at kritisere sådan et verdensbillede.

« Er der i dine øjne tale om et vestligt selvhad? »Ja, der findes et selvhad med udspring i selvkritik. Men den vestlige selvkritik er jo ikke som sådan et problem. Evnen til at reflektere kritisk over sin egen kultur er tværtimod forudsætningen for den vestlige kulturs fremgang.

Men samtidig findes der en konservativ tradition fra Romantikken, hvor man vendte sig imod ideen, som tænkningen som almengyldig.

Venstrefløjens identitetspolitik bygger videre på denne reaktionære tradition, men kombinerer den med en selvkritik, som snarere er masochistisk end intellektuelt frugtbar.« Kan man sige, at de revolutionære 68′ ere ikke formåede at afskaffe kapitalen; så nu går de i stedet efter kulturen? »Det er klart, at man med ideen om kultur og identitet har fundet nogle variabler, som for mange føles mere relevante end klassebegrebet.

Paradoksalt hænger det sammen med, at man har overført en amerikansk diskurs til en nordisk kontekst. I USA har den kulturelle baggrund altid spillet en større rolle end klassetilhørsforholdet. Jeg viser i min bog, hvordan det revolutionære venstre i Sverige omkring 1990 begyndte at interesse sig for det revolutionære potentiale i religion, og dette var en direkte konsekvens af kommunismens sammenbrud i Østeuropa.« «Ljusets fiender. Västvärldens självkritik och den svenska idédebatten» udkom 27. september.

Første gang i Jyllands-Posten 27. september