Kommentar

De religiøse minoritetene i Pakistan står aller lavest på rangstigen og ligger dårligst an til å få nødhjelp. Det er slik systemet fungerer. Heller ikke utenlandske hjelpeorganisasjoner gjør noe aktivt for å hjelpe de mest utsatte. Under jordskjelvet i 2005 fikk ikke de kristne noen ting.

Slik beskriver hjelpearbeidere og kristne i Pakistan situasjonen.

Størsteparten av hjelpen kommer fra vestlige land. Hvorfor fokuserer ikke mediene på minoritetenes situasjoner, de er jo så opptatt av minoriteter i eget land? Men ikke i Pakistan. Der kan det by på problemer. De kristne og hinduer er ikke populære.

Den kristne kirke i Pakistan forsøger i øjeblikket febrilsk at hjælpe de kristne og hinduistiske familier, som er ramt af oversvømmelserne. Kirken er opmærksom på, at de religiøse mindretal er i stor fare for at blive overset af de officielle nødhjælpskanaler, fordi de på mange måder betragtes som mindreværdige borgere.

«I en enorm nødhjælpsindsats bliver mindretal ofte overset af regeringen. Under de betingelser er den lokale kirke nødt til at koncentrere sig om de fattige og marginaliserede mindretal,» fortæller Humphrey Peters, der er nyvalgt biskop i Peshawar stift – et af otte stifter under Church of Pakistan, den anglikanske kirke i Pakistan.

Peters har heller ikke megen tillid til de internationale nødhjælpsorganisationer.

«Der er ikke ret meget af den internationale hjælp, der vil nå de kristne. Vi har bitre erfaringer fra jordskælvet. Dengang var der ingen fra udlandet, der gjorde noget for at hjælpe de kristne ofre. Heller ikke de kirkelige hjælpeorganisationer,» siger han til Kristeligt Dagblad.

Kristne og hinduer udgør hver især omkring to-tre procent af den ellers helt overvejende muslimske pakistanske befolkning på omkring 170 millioner. Deres særlige problem er, at kristne og hinduer hører til blandt Pakistans allerfattigste grupper. Mange af dem bor i lerhuse, og de er nu forsvundet i vandmasserne sammen med de husdyr og få ejendele, der måtte have været. Tilbage er kun et lag af mudder og affald. Så behovet for hjælp er enormt. Det ved konsulent Lorens Hedelund, der har arbejdet med Pakistan i mere end 30 år og boet en årrække i landet som missionær.

«Det er mennesker, der stort set intet havde i forvejen. 80 procent af de kristne bor i slum,» siger han.

Lorens Hedelund peger på, at mindretallenes marginalisering hænger sammen med, at de stort set alle har deres rødder i det hinduistiske kastesystem, hvor de tilhørte de kasteløse, før de konverterede til kristendom. Den arv hænger ved, og de kristne betragtes stadig som anden-rangs borgere, der kun får tilbudt de dårligste jobs.

Den britiske organisation Barnabas Fund, der har til formål at hjælpe forfulgte kristne over hele verden, er gået aktivt ind med nødhjælp til de kristne i Pakistan, fordi den frygter, at de kristne vil blive negligeret i den generelle nødhjælpsindsats.

«Vi opfordrer kristne til at være særligt opmærksomme på deres marginaliserede søstre og brødre, når de overvejer at støtte arbejdet i Pakistan,» siger Patrick Sookhdeo, direktør i Barnabas fonden.

Vil norske journalister ringe Kirkens Nødhjelp, Flyktningehjelpen eller Norges Røde Kors og spørre om de har gjort noe aktivt for å nå de kristne og hinduene?

Hvor mange norske medier vil skrive om minoritetenes dobbelt utsatte posisjon: de er både lavest på samfunnsstigen, er blant de fattigste og blir diskriminert.

Nødhjælp går uden om religiøse minoriteter