Hans Rustad Så sent som i september i fjor skrev Politikens sjefsredaktør Tøger Seidenfaden et brev til den saudi-arabiske advokat Faisal Yamani der han kategorisk avviste et krav om tilbaketrekning av turbantegningen og et løfte om «aldri mer».
Seidenfaden skriver at Politiken trykket tegningen som en obligatorisk informasjonsplikt overfor leserne. Avisen har ikke bare trykket tegningen én, men 16 ganger!
– Det ser ud, som om Deres brev hviler på en række misforståelser med hensyn til, hvad der skete i februar 2008. Vi genoptrykte karikaturen i Politiken den dag, men vi gjorde det som en del af en nyhedshistorie, der byggede på udtalelser fra den danske efterretningstjeneste PET vedrørende et mordkomplot mod Kurt Westergaard. Da karikaturen var motivet for de arresteredes mordplaner, var den selvfølgelig en relevant, ja, uundgåelig del af vores journalistiske dækning, står der i brevet fra dengang.
Seidenfaden kalder det i samme brev dét at genoptrykke Muhammedtegningen en «professionel forpligtelse til at informere vores læsere».
Og i en nyhedsartikel den 2. september trak Seidenfaden hovedpointen op:
– Politiken har ikke én gang, men 16 gange siden september 2005 bragt disse karikaturer som en del af vores nyhedsdækning.Det er min hovedpointe i brevet (til advokaten, red.), at det er der ikke noget som helst angribeligt i, sagde Tøger Seidenfaden til sin egen avis den 2. september sidste år.
Det går noen stakkels måneder og Seidenfaden står frem og sier «Unnskyld! Vi mente det ikke!» Hvordan man kan endre syn så diamentralt på så kort tid, fremstår som en gåte. Især hvis man ønsker å beholde sin integritet. Det kniper det hardt med for Seidenfaden.
