Gjesteskribent

Det er merkelig. Ingen snakker om befolkningsveksten, selv om den har sammenheng med klimaforandring, høyere olje- og matpriser, demografiske endringer, og politisk ustabilitet og radikalisering. Drivkraften bak disse fenomener – at det fødes for mange mennesker, blir ikke tatt opp, skriver tidligere sjefredaktør for avisen Børsen, Jan Cortzen, i en kronikk i Politiken.

Hvert døgn øges jordens befolkning med 210.000 mennesker. Hvert år bliver vi 78 millioner flere på kloden. Befolkningsbølgen ruller med en styrke, vi aldrig har set tidligere. Hvis vi ser på tallene for jordens befolkning fra 1800 til i dag, er det en dramatisk udvikling: I år 1800 var der 900 millioner mennesker i verden.

Et århundrede senere var der 1,5 mia. mennesker. I 1990 var tallet øget til 5,3 mia., og i 2007 var tallet 6,7 mia. – og det vokser stadig med voldsom hast, uden at der tilsyneladende gøres bare et enkelt forsøg på at begrænse tilvæksten endsige diskutere mulige løsningsmodeller i internationale fora.

Samtidig er den gennemsnitlige levealder på kloden markant stigende fra 41 år i 1950 til 67 år i 2007, fremgår det af nye tal fra FN’s Befolkningsfond. Energiforbruget og derved udslip af drivhusgasser vil stige enormt de kommende år. Det er ikke mindst i det perspektiv, at det virker absurd og ret beset mindre væsentligt at holde klimatopmøder uden at tage fat omkring den virkelige trussel mod klodens miljø – overbefolkningen.

Forskning i overbefolkningens struktur og de antropologiske og demografiske årsager og virkning halter langt efter forskning på andre humanitære og samfundspolitiske områder. Overbefolkningens skræmmende konsekvenser for mange af jordens folkeslag nævnes knap nok i befolkningsprognoserne, hvorimod emner som den menneskeskabte klimaforandring, forureningen, sult, fattigdom, børnedødelighed osv. konstant er på dagsordenen enten i FN-regi eller i andre fora, uagtet at netop overbefolkningen er den direkte årsag til de nævnte problemer.

….
For øjeblikket er det de skyhøje fødevarepriser, der diskuteres. Eksperter fastslår, at priseksplosionen især skyldes, at korn og majs bruges til produktion af brændstof. Men ingen peger på den egentlige årsag: overbefolkningen i en række ulande, der i kraft af en voldsom befolkningstilvækst for længst er ophørt med at brødføde sig selv og må importere råvarer som korn, ris, majs m.v.

Tallene taler ellers deres tydelige sprog:

I Indien var der for ca. 25 år siden ca. 600 millioner mennesker, i dag er der over en milliard. Tyrkiets befolkning er på 50 år steget fra ca. 20 til ca. 70 millioner indbyggere. I Indonesien, verdens største muslimske land, var der for ca. 75 år siden godt 60 mio. mennesker, i dag nærmer tallet sig 250 millioner. Den egyptiske hovedstad Kairo var oprindelig designet til ca. 250.000 mennesker. Nu bor der over 12 mio. indbyggere i Kairo, der i dag er et sydende helvede af forurening, slum og støj, hvor kampen for overlevelse har sat sit dystre præg på dagligdagen.

Et land som Nigeria er ofte hærget af tørke og mangel på vand. Det skaber hungersnød. Nigeria, der for 75 år siden havde en befolkning på ca. 20 mio. indbyggere, har haft en befolkningsvækst på over 100 mio. Det må betragtes som en katastrofe, at der alene ydes fødevarehjælp, uden at der fra FN’s side indledes en dialog med regeringen om familieplanlægning med grundig information om børnebegrænsning og prævention.

Jemen er blant landene med en rekordartet befolkningsvekst. Der forsøker man noe nytt: For befolkningen har steget fra 7 til 21 millioner på 30 år, og en slik vekst har ikke Jemen sjans til å takle. Man har i stedet innledet et samarbeid med imamene for å få ned fødselstallene.

De første skridt i den retning er dog taget i Yemen. Befolkningen er i løbet af blot 30 år øget fra 7 til 21 mio. mennesker. Her har FN’s Befolkningsfond taget et usædvanligt initiativ: Man har inddraget de muslimske imamer i familieplanlægningsarbejdet. Man har i fællesskab fundet frem til, at Koranen ikke forbyder brug af prævention som kondomer eller p-piller. De religiøse ledere er nu gået i gang med at informere deres menigheder om brugen af prævention, så man ad åre kan opnå en opbremsning af befolkningstilvæksten.

Cortzen mener at man stiller seg blind på de demografiske kurvene i Europa. Er aldringen av befolkningen til å unngå? Er det ikke bare en utsettelse man oppnår ved import av arbeidskraft? Og skyldes ikke fokusering på synkende befolkning en hensynløs opptatthet av vekst for enhver pris?

I Europa har befolkningstilvæksten gennem de seneste årtier været stagnerende. Men dog ikke mere stagnerende end at f.eks. den italienske befolkning er vokset fra ca. 41,5 millioner indbyggere i 1930 til ca. 57,5 mio. i dag, altså en stigning på 16 mio. i løbet af 75 år. Og i Danmark er befolkningen fra 1945 til 2007 vokset fra ca. 4 mio. til godt 5,5 mio. indbyggere, med andre ord 1,5 million mennesker på det samme geografiske areal.

Ikke desto mindre har denne såkaldte befolkningsstagnation fået demografer, politologer og økonomiske vismænd til at slå alarm. De har foreslået en mere effektiv familieplanlægning og ønsket initiativer til fremme af fertiliteten. For dem, der har stirret sig blinde på fortsat økonomisk vækst som det eneste saliggørende, er det derfor vigtigt, at det børnepolitiske område styrkes, ellers går væksten i stå, lyder advarslerne.

Det later til at våre samfunn er i støpeskjeen – demografisk, miljømessig, kulturelt – og likevel reduseres diskusjonen til spørsmål om pensjonsrettigheter og «integrering». Mye mer står på spill.


Vor tids største udfordring

Vi diskuterer terror og klima og fødevarekriser – hvorfor er det et tabu at advare mod overbefolkningen?