Hvert år forlader tusindvis af højtuddannede danskere Danmark. Bjørn Thomassen, der er uddannet antropolog fra Københavns Universitet og redaktør af et internationalt tidsskrift for antropologisk og sociologisk videnskab, er rejst den anden vej.

Efter 16 år i Italien i Firenze, Trieste, Rom og en kort afstikker til Cork i Irland er han vendt hjem til fædrelandet for at undervise på Ruc, og noget af det, der slår ham, er danskernes stærkt negative holdning til Vatikanet og katolicismen i det hele taget.

For nylig så han i DSB’s magasin »Ud & Se« Københavns integrationsborgmester, den radikale Anna Mee Allerslev, lange kraftigt ud efter den katolske kirke.

Borgmesteren oplyste bl.a., at paven i Rom simpelthen er grunden til, at hun er gået ind i radikal politik.

Bjørn Thomassen, hvad er problemet egentlig: At politikeren anklager katolikkerne for alt muligt, eller at hun gør det som integrationsborgmester?

»Borgmesterens fordomme er desværre nok et ganske godt udtryk for vox populi i Danmark. De er jo pinlige i sig selv og et typisk udslag af den dér udbredte form for dansk selvgodhed, som siger: Vi er oplyste og moderne, de andre har endnu ikke forstået, hvordan tingene hænger sammen. Det umuliggør jo faktisk egentlig dialog. Men problemet ligger helt klart i den post, hun bestrider. Når man står i spidsen for integrations- og beskæftigelsespolitik i Danmarks hovedstad, så kan man altså ikke tillade sig at komme med krigeriske kamperklæringer mod en religion.«

Hvorfor ikke?

»Det er simpelthen ikke kompatibelt med hvervet.

Allerslev bør nok begynde tænke en lille bitte smule over, hvordan hun får sit verdenssyn og politiske incitament udbasuneret i det offentlige, for en god del af de borgere, der i årene frem vil skabe beskæftigelse her i byen, og med hvem mangfoldigheden skal udvikles, kommer fra lande som Polen, Spanien og Filippinerne, hvor den for Allerslev meget fremmede religion, katolicismen, er ganske udbredt. Man ser det for sig, kommunens nye slogan for inklusionspolitikken: Her er alle velkomne.

Undtagen rettroende katolikker.«

Kan borgmesterens kritik have noget at gøre med, at katolikkerne er få, tavse og assimilerede, mens muslimer er en hastigt voksende minoritet, som ikke kan eller vil assimileres?

»Det er et godt spørgsmål. Du har ret i, at det er et meget ”radikalt” angreb det her.

Det er først nu, hvor jeg har boet det halve af mit hidtidige liv i katolske lande – Italien, Irland og førhen Spanien – at det for alvor er gået op for mig, hvor nedladende vi er over for katolikker.

Vi passer en lille smule på, når vi udtaler os om andre religioner, for vi ved jo godt, at det rører noget meget dybt. Men når det drejer sig om den katolske kirke, har vi simpelthen ikke noget filter.

Så nej, det er faktisk svært at forestille sig et lignende angreb på for eksempel islamiske eller jødiske trossamfund og deres officielle institutioner.

Katolikkerne er få, men der er altså cirka 40.000 katolikker i Danmark, måske flere.

Vi har faktisk ikke de præcise tal.«

»Vores fordomme har dybe historiske rødder, helt tilbage til Reformationen, hvor der jo pludselig blevet slået meget hårdt og brutalt ned mod de ”pavetro”.

Helt op til grundloven i 1849 var det ulovligt at være katolik. Så fik vi religionsfrihed, men da var katolicismen stort set udryddet, klostrene brændt ned, og fordommene tømret solidt på plads.

Vi beholdt også en folkekirke, der på mange måder flyder sammen med stat og nation.

Og siden har vi udviklet en forherligende og naiv selvforståelse, som ofte handler om, at vi er frigjorte, oplyste og sekulære, og derfor noget så fredelige, åbensindede og demokratiske, mens dem, der hænger fast i den oprindelige kristendom, står for alt det modsatte.

Danskere ved utrolig lidt om deres egen religionshistorie, og uvidenhed er jo altid en god grobund for letkøbte fordomme.«