På de fleste befolkede øyer i det indre Middelhavet ligger byen som en festning på en fjelltopp. Det vil si, det er ofte to byer, en ved vannet, og en på en høyde. Å få et skip i sikte betød uvisshet: ottomanere og pirater gjorde farvannene utrygge. De italienske bystatene, fremst Venezia, var også på erobringstokt.

Men de tok ikke slaver. Det gjorde piratene og ottomannerne. Man fornemmer det i byene/festningene: stenene taler. Hvilke lidelser har de ikke sett, når familier splittes og føres bort. De hvites slaveri har vi hørt svært lite om. Er det fordi det er dårlig dokumentert, eller fordi det ikke passer inn i den store fortellingen om vestlig utbytting og imperialisme?

Tiden må være inne for større nyanser.

Man må som vanlig gå til en utenlandsk avis for å lære nytt. Har det noe med danskenes koloniale fortid å gjøre at de er mer på hugget? Norge flyter på det uskyldsrene. Vi har ingen fortid som kolonisator, heter det. De andres brøde får vår uskyld til å lyse desto sterkere. Er det slik det henger samamen?

De nordafrikanske statene Marokko, Tunis, Algerie drev sjørøveri og slavehandel i århundrer. Omlag 1- ÉN – million hvite bukket under som slaver. Det er nesten ikke til å tro at vi ikke kjenner denne siden av vår egen historie bedre.

Den som kan fortelle den er Giles Milton, som har skrevet boken: The Extraordinary Story of Thomas Pellow and North Africa’s One Million European Slaves

Anne Knudsen har anmeldt den i Weekendavisen. Selv anmeldelsen er rystende lesning.

Skribenten Giles Milton specialiserer sig i velresearchede historiske bøger, og til bogen om de europæiske slaver har han været igennem et stort antal upublicerede breve og dagbøger, ligesom både marokkanske og engelske kilder er inddraget i vældigt omfang.
…
I den gamle, marokkanske kongestad Meknès ligger ruinerne af et palads, som i slutningen af 1600-tallet var verdens største, langt større end det samtidige Versailles. Marokkos konge, der byggede det, sultan Moulay Ismail, var stamfader til det kongehus, som endnu regerer Marokko, og han var helt bevidst om, at hans palads udkonkurrerede Solkongens; det var et af hans mål med byggeriet.

Paladset er udelukkende bygget af europæiske slaver. Marokkanske sørøvere fra havnebyen Salé på Marokkos atlanterhavskyst hærgede Englands kyster og Atlanten helt op til Newfoundlands fiskebanker. I Cornwall plyndrede og brændte de fiskerbyer og tog befolkningen til fange, så hele landskaber lå øde hen ligesom i vikingetiden. Og overalt erobrede de handelsskibe og fiskerbåde og tog mandskab og eventuelle passagerer som slaver. Slavemarkedet i Salé var – akkurat som slavemarkederne i Middelhavskystens øvrige byer – forbeholdt hvide slaver. I tusindvis blev de hvert år udbudt til salg, og i Marokko var det hovedsagelig sultanen, der købte. Man mener, at han på et tidspunkt havde flere end 25.000 europæiske slaver på én gang.

De fleste af slaverne døde i fangenskabet. De levede under de kummerligste forhold i en bevogtet indhegning, hvorfra de ved daggry blev bragt hen til byggepladserne. Her arbejdede de under pisken, til det blev mørkt. Året rundt i al slags vejr. Slaverne havde ingen klæder; de var i lænker, og de fik konstant for lidt at spise. Naturligvis var der ingen lægehjælp, og døden under tortur eller på det mindste lune fra opsynsmændene hørte til dagens orden.
…
Bogen er spækket med direkte citater fra kilderne, og det er i sandhed frygtelige ting, man får at vide. Slaverne blev ubarmhjertigt pryglet, fik bastinado – slag på fodsålerne – til de var bevidstløse eller døde, og en rutinemæssig form for henrettelse bestod i, at Moulay Ismails vagter kastede slaven op i luften og lod ham falde på gulvet. De var eksperter i at kaste manden sådan, at han ramte med hovedet først, og efter nogle kast af denne type var den ulykkelige som regel død. Andre slaver blev offentligt savet i to stykker; som regel begyndte man med hovedet, men undertiden i skridtet. Slaverne levede i konstant rædsel.

Vi har hørt om vikingene som var irske munkers og frankernes skrekk, hvordan de herjet og voldtok. At selv fiskelandsbyene i Cornwall var utrygge for pirater flere hundre år senere, vet de færreste.

Slavehandelen har et klart drag av nettopp den nedvurdering og sortering av mennesker som de hvite med rette lastes for. Det kalles vanligvis rasisme.

Kildene er mange. Boken følger livshistorien til Thomas Pellow, som ble tatt som slave i en fiskelandsby i Cornwall som 11-åring. Han var slave i 22 år, og holdt flere ganger på å dø. Hans tredje fluktforsøk lyktes.

Europeiske land var stort sett maktesløse. Det var svært vanskelig å få kjøpt slaver fri.

Vi kjenner historien til slavene i gulag, for ikke å snakke om det nazistiske KZ-systemet. Hvorfor er denne historien ukjent, hvis det finnes mange skriftlige kilder?

Den er selvfølgelig politisk sensitiv. Den tradisjonelle oppfatning er at islam behandlet dhimmiene pent, bedre enn de kristne i Europa behandlet sine minoriteter. Dette er et altfor generelt utsagn. Hvilken periode snakker vi om? Islams gullalder er tidlig. Fra 1200-tallet går det jamt og trutt nedover.

At nordafrikanske stater har holdt hvite som slaver, truer harmoni-modellen: Den består av en ligning: Vårt, les; vestlig fremskritt og overlegenhet, har en skyggeside, som de andre har betalt. Denne regningen gjør at vi moralsk skylder dem noe. Denne regningen løper helt til vi behandler dem 100 prosent som våre egne, – noen vil si – blir som dem.

Som uuttalte premisser for innvandringsdebatt og integrering ligger en del forestillinger av denne typen. Og den hvite manns skyld er konstant til stede i lærebøkene på skolen.

Historien om f.eks. erobringen av Amerika er forferdelig. Men den skal ikke fremheves slik at «de andres» forbrytelser stilles skyggen, enn si forties.

På vestlig side tar man oppgjør med fortidens synder. Det er lite eller ingen slik bevegelse i den kulturkretsen vi har som nærmeste nabo. Dette opplagte politiske faktum nevner Anne Knudsen.

Det hvide slaveri i Nordafrika stod på i mere end 300 år. I den tid døde mindst en million europæere som slaver. I 1816 angreb den britiske admiral Edward Pellow, en slægtning til vores Thomas, byen Algier og befriede tusinder af slaver. Derefter gik det ned ad bakke med Nordafrikas styrke og derfor med det hvide slaveri.

Hverken Marokko, Algeriet, Tunesien eller Libyen har nogensinde sagt undskyld. Universitetet i nutidens Meknès er opkaldt efter Moulay Ismail.

Giles Milton: White Gold. The Extraordinary Story of Thomas Pellow and North Africa’s One Million European Slaves. 316 s. inkl. noter og kildeangivelser s/h ill. 7.99 pund (paperback) Hodder & Stoughton, London 2004.

artikkelen er sub only