Tre kjente politikere fra det konservative partiet i Danmark går inn for at befolkningskontroll må på agendaen til uhjelpen og klimapolitikken. Kloden kan ikke bære de nye 3 milliarder som er prognostisert de neste 40 år. Derfor vil de tre at kvinners rettigheter skal inn som en vesentlig del av bistanden.

Lene Espersen, Helle Sjelle og Per Stig Møller skal ha ros for i det hele tatt å våge å reise problemstillingen. Få vil se problemene i sammenheng: det er sammenheng mellom demografisk utvikling, befolkninsgvekst i den arabiske verden og Nord-Afrika, ressursmangel og klimaforandringer.

Men heller ikke de tre konservative politikerne tør å uttale seg konkret om hvordan man skal stille krav om befolkningskontroll til feks. Egypt, Eritrea, Jemen og Somalia, eller Gaza.

Man holder seg på det generelle plan.

Demografien er Historiens Store Hjul. Det drejer hele tiden. Hvor der er befolkningstilvækst, ekspanderer kulturerne. Hvor der er befolkningsnedgang, falder kulturerne, og det er det, som rammer Europa for øjeblikket. Den migration, der hele tiden er, og som vil forstærkes af klimaforandringerne, vil stige. Det Store Hjul drejer, og det vil kræve betydelig politisk vilje og handlekraft af os, hvis de negative konsekvenser skal holdes i skak. Det er det, vi lægger op til her.
..
Udfordringen hedder den globale befolkningstilvækst. Den vil i løbet af de næste årtier få Jordens befolkning til at stige fra de nuværende 6,8 mia. mennesker til omkring 9,2 mia. i 2050. En så voldsom forøgelse af befolkningstallet rummer mange risici i form af voksende fattigdom, uoverskuelige folkevandringer, øget forurening og voldelige konflikter om stadig mere knappe naturressourcer. Det kommer til at kræve en kæmpe indsats, hvis de spændinger og trusler, der uvægerligt vil opstå, når så mange flere mennesker kommer til at bo på den samme landmasse, skal veksles til fredelig sameksistens. Det stigende befolkningstal vil få et hav af afledte effekter, som vil præge den internationale dagsorden i de kommende år.

For få årtier siden bestod Jordens befolkning af 4 milliarder mennesker, og i dag er vi cirka 6,8 milliarder. Hvert år vokser den globale befolkning med 78 millioner mennesker, hvilket svarer til et nyt Frankrig og et nyt Holland om året.

Det Konservative Folkeparti vil derfor øge fokus på udfordringerne i forbindelse med befolkningsvæksten de næste årtier og gøre den udfordring til et centralt omdrejningspunkt i vores udviklingspolitik. Nøglen er kvinderne.

Vi har gjort en kæmpeindsats i klimapolitikken, og som konsekvens af den globale befolkningsvækst har vi nu i vores bistandspolitik sat kvinderne i fokus med henblik på, at de får færre børn. Nu går vi et skridt videre.

Vi fremsætter udspillet Konservativ udviklingspolitik – ligestilling i centrum, hvor vi vil sætte ind ved at hjælpe kvinderne i den tredje verden til at få sundhed, til at få en uddannelse, til at få ligestilling og til at få ansvar.

Jo mere kvinder bliver uddannet, og jo længere de bliver uddannet, jo senere føder de børn. Blandt andet derfor støtter vi en social og økonomisk udvikling, der integrerer kvinderne, og som betyder, at børnene ikke er udviklingslandenes alderdomsopsparing, for det er jo en af grundene til, at de fattige i udviklingslandene traditionelt har sat mange børn i verden. Der må vi ind og give dem andre muligheder.
..
Med Konservativ udviklingspolitik – ligestilling i centrum vil vi arbejde for, at Danmark gør en forskel, når det gælder kvinders ligestilling i udviklingslandene. For manglende ligestilling er tæt forbundet med mange af de problemer, som findes i udviklingslandene.

Et helt centralt problem er manglende seksuel og reproduktiv sundhed for kvinder. Reproduktiv sundhed er det korte udtryk for, at kvinder ofte ikke er i en position, hvor de er i stand til at bestemme, om og med hvem de vil have børn, eller hvor mange de vil have, og hvornår de vil have dem.

Mange kvinder lider under gammeldags og undertrykkende værdier. Samtidig kæmper stærke religiøse og politiske kræfter for at få spørgsmålet af dagsordenen. Et andet problem er, at manglende ligestilling og sundhed er en alvorlig barriere for økonomisk udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Et tredje problem er, at den manglende ligestilling og reproduktive sundhed forværrer konsekvenserne af de klimaforandringer, som allerede har ramt mange udviklingslande.
..
Kampen for et bedre klima hænger nøje sammen med, at de udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer fra en hastigt voksende global befolkning ikke får lov at komme ud af kontrol. Intet menneske er CO2-neutralt, og jo flere mennesker vi er i verden, desto mere CO2 vil der blive udledt.

Derfor mener vi, at befolkningsvæksten kan og skal reduceres ved at give universel adgang til seksuel og reproduktiv sundhed baseret på respekt for kvindernes ret til at bestemme over sig selv.

Det er værd at bemærke, at det er verdens fattige, som i fremtiden vil blive hårdest ramt af klimaforandringerne – ikke mindst de fattige kvinder. Den høje befolkningstilvækst i udviklingslandene både forstærker de negative konsekvenser af klimaforandringerne og svækker samtidig befolkningsgruppernes muligheder for at dæmme op for forandringerne. Det er en ond cirkel, vi skal have brudt.

Derfor ønsker vi, at kvinders rettigheder og ligestilling bliver respekteret i det fortsatte arbejde for klimaet og i de forskellige klimaprojekter. Og vi foreslår, at en betydelig del af de midler, som Danmark og EU sætter af til at hjælpe udviklingslandene med at afbøde konsekvenserne af klimaforandringerne, dedikeres til kvindernes muligheder, til familieplanlægning og til reproduktiv sundhed.

Og da kvinderne er nøglen til det hele, er det altafgørende, at kvinderne får lige rettigheder og lige muligheder. Derfor skal vi arbejde for, at piger ligestilles med drenge, hvad angår uddannelse, og at kvinder fuldstændig ligestilles juridisk og reelt med mænd. De skal have retten til uddannelse og retten til at arve. Det er også afgørende, at de får mulighed for at eje og udvikle deres landbrug.

Men denne likestilling er meget omstridt i mange av landene som omgir Middelhavet, og som dermed er de land som avgir en stor del av sine innbyggere til Europa. I stedet for at Danmark og EU påvirker kjønnsoppfatningene i disse landene er det snarere spørsmål om det ikke er omvendt: at de arabiske og nordafrikanske landene har satt sitt preg på likestillingen i Europa. Det er en skremmende, men høyst reell problemstilling.

De tre konservative politikerne ser i riktig retning, men de fokuserer ikke tilstrekkelig: det ER en sammenheng mellom underutvikling og demografi og innvandringen til Europa. Og kvinnens plass er utvilsomt en nøkkel, men hvordan påvirke noe som har med kultursyn og religion å gjøre, dvs. som berører hele samfunnet?

Forfatterne antyder at dette er problematisk også innad i EU:

I EU-regi har det de seneste år vist sig at være vanskeligt at blive enige om at fastholde en fælles holdning til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Et betydeligt pres fra religiøse og politiske kræfter mod bl.a. abort og ugifte kvinders adgang til prævention har forhindret det. Selvom USA nu har skiftet holdning og i højere grad end tidligere støtter en progressiv dagsorden, er det afgørende, at Europa bliver ved med at presse for at få dagsordenen ført fremad.

Vi Konservative ønsker, at Danmark går i spidsen for at etablere en fælles europæisk linje. Vi skal sætte dagsordenen.

At de skal sette dagsorden lyder bombastisk og hult. Kanskje bevegelsen heller går i retning av større konservatisme i Europa, med vekt på økt reproduksjon og familieverdier. Er det ikke en overstretch å tro at Europa skal kunne pådytte kulturene noe så sensitivt som likestilling? Må den ikke vokse ut innenfra?

Kanskje det er større grunn til å se på singel-kulturen i Vesten som ikke bærekraftig. Kanskje Europa på kort sikt må nekte å være ventil for underutviklingen i mange land, og dermed påføre landene større problemer. Kanskje det på kort sikt må bli verre før det kan bli bedre. Ikke fordi det er ønskelig, men fordi problemene er så store og grunnleggende at et ikke er noen annen måte å løse dem på: det må være landenes eget verk.

Men den slags negative opsjoner er fremdeles tabu i den politiske diskurs. Det kan fort endre seg.

Ligestilling skal bremse overbefolkning