Jeg stod hos bageren i Szredskistrasse i Berlin, da jeg så nyheden om, at schweizerne havde stemt nej til mere indvandring via EU. I mit kortvarige fravær fra både Danmark og cyberspace havde jeg ikke hørt det seneste nye og var ikke en gang bekendt med, at schweizerne som det eneste folk i Europa havde haft mulighed for at stemme om sagen.

Nyheden var stadig lun og at finde på forsiden af Berliner Zeitung, som lå fremme på disken, og jeg spurgte ekspedienten på mit gebrokne tysk, om nyheden ikke var større end tyskernes første guldmedalje i skøjteløb ved OL i Sotji?

Hun var enig – og jeg var forelsket.

Siden søndag har den gode nyhed ellers spredt skræk og advarsel i det øvre luftlag i europæisk politik og blandt de nationale eliter, der har gjort det til deres adelsmærke at arbejde målrettet på at udradere alt, hvad der har været med til at gøre Europa til en dundrende succes siden Romerrigets fald – først og fremmest kristendom, nationalstater og sekulær rationalitet. (Det kan man læse mere om i Kai Sørlanders kommende bog, som jeg har været så heldig at have med på turen – fortsættelse følger ved en senere lejlighed).

Disse eliter vil nu bruge de næste måneder på at bagtale og defamere de 50,3 pct. af schweizerne, der pænt, men bestemt har sagt, at indvandringen til deres land skal begrænses.

Hvor meget og hvordan, står endnu uklart. Den siddende schweiziske regering er imod beslutningen, men er tvunget til at sørge for, at søndagens afstemning effektueres i schweizisk lovgivning, sådan at Schengen-aftalens afsnit om EU-borgeres ubetingede og frie bevægelighed ikke gælder i det smukke alpeland. En ting er, at arbejdskraft kan rejse fra land til land; det har mange fordele. Noget helt andet er, at personer kan bosætte sig frit og shoppe rundt i diverse velfærdssystemer. Det har masser af ulemper.

Der må være grænser. En slags mådehold. En slags orden.

Men dén går ikke.

Så vidt er det kommet: Politiske chokbølger går gennem EU, fordi 8 mio. schweizere nu beder om en slags orden og betakker sig for yderligere indvandring. Det er simpelthen tabu. Faux-pas. Verboten. Og i strid med den herskende moral og målsætningen om en mere multikulturel Union. Det er umoralsk. Det er forkert. Det er indskrænket. Det er racistisk. Det er nationalistisk.

Gud er det ej – det er fornuftigt – og hvad alle europæiske lande burde gøre. For deres egen og Europas skyld.

Tænk, hvis andre europæiske folk fik lov at stemme om EU’s vanvittige indvandringskompleks med dertil hørende Menneskerettighedsdomstol?

Olala, das ganze Sweinerei ville bryde sammen. Først ville englænderne sige Up yours, Delors! Derpå franskmændene. Så hollænderne, danskerne, finnerne, flamlænderne, selv tyskerne – ja, mon ikke Italien og Spanien ville følge efter?

Hvis folk fik lov at bestemme selv i stedet for de nedgroede og indbildske politiske klasser, som sidder på magten af andre grunde, så ville de sige som schweizerne: Tak, men nej tak, vi har så rigeligt med indvandring i forvejen. Den er ved at æde vores sekulært-demokratiske nationalstater op indefra.

Det huer naturligvis ikke teknokrater som Europa-Parlamentets præsident Martin Schultz (SPD) og überkommissær Viviane Reding, der som de føderale duracellkaniner, de er, modarbejder alt, hvad der dufter af national selvbestemmelse. Det er akkurat deres opdrag, og hvad de får deres gode løn for: at underløbe det forskelligartede Europa til fordel et konformt og corporate EU.

Forstå det, hvem der kan. Jeg kan ikke. Jeg vil fandme ikke bo et i EU, der er skabt i disse teknokrater og ideologers billede. Jeg vil have Europa tilbage. Mit land ligger ned. Det samme gør Europa.

EU er ved at ødelægge det. Masseindvandringen er ved at smadre det.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 11. februar 2014.