For nyligt havde jeg den fornøjelse at opleve genopsætningen af musicalen Hair på Østre Gasværk i København. Både scenisk, musisk og sangmæssigt en pragtpræstation. En dejlig oplevelse.

Og det fik mig til at tænke på de svar, som fulgte efter min blog om de unges druk-orgie i Prag. Egentlig havde jeg besluttet mig for ikke at svare. Jeg syntes, at de talte for sig selv. Men oplevelsen af denne hippie-musical, hvor 68-bevægelsens prædiken for ansvarsløshed udstilles, får mig dog alligevel til at svare. Siden ungdomsoprøret har det nemlig ikke bare på den politiske venstrefløj, men langt ind i statsadministrationen, uddannelsessektoren, medierne mv. været den gængse opfattelse, at autoriteterne skulle nedbrydes og individet skulle selvrealiseres på egne præmisser.

Politisk medførte det et opgør med universiteternes professorstyre, hvor de studerende med alvorlige konsekvenser for pensum og indlæringskravene kom med i styrelsen. I dag ser vi konsekvensen, at danske kandidater ikke kan leve op til internationale standarder i eksempelvis EU. Men også i folkeskolen slog det igennem ved, at lærerne i dag har mere fokus på pædagogik end egentlig indlæring. Og i familien har den anti-autoritære bølge medført, at kernefamilien med far, (hjemmegående) mor og søskende er blevet en sjældenhed, ligesom alle de grundlæggende institutioner, der tidligere skabte det åndelige sammenhold mellem os danske, er blevet nedbrudt. Jeg tænker på kirken, kongehuset, flaget og fædrelandet, der alle i venstrefløjskredse anses som parfumerede relikvier.

Også internationalt har bevægelsen slået sig igennem, hvor konventioner binder os på mund og hånd. De forbyder, at der tales åbent ud om problemerne med den muslimske indvandring og de forhindrer, at Folketinget kan sige fra over for de millioner, der ønsker en bedre tilværelse her, men ikke vil tilpasse sig den kultur, som er selv grundfordringen for vore bedre livsvilkår.

Alt dette er 68-bevægelsens sejr. Eller rettere: Pyrrhussejr. Man kæmpede for idealer, hvis konsekvenser i dag har vist sig katastrofale. Men også tvivlsom, fordi 68ernes psykedeliske miljø – som i så mange andre revolutioner (1789, 1917 mv.) – blot var dragedukker for den elite, der i dag har placeret sig på samfundets væsentlige poster fra statsadministrationen, over universiteterne til Danmarks Radio. Men denne elite skylder alt til den bevægelse, som allerede ved forrige århundredes indledning stillede spørgsmålstegn ved alle faste holdepunkter i det danske samfund: Det Radikale Venstre.

Ingen anden ideologi end den, som i Danmark blev drevet frem af Brandes, Zahle, Munch og Scavenius har stræbt Danmark som nationalstat på livet. Her er vitterlig fædrelandets banemænd. Og de lever i dag i 17 mindre ånder på Christiansborg, der blot siden seneste folketingsvalg har indført det kønsneutrale ægteskab, igangsat en kirkeforfatning, foreslået kønsneutrale børnehaver, udnævnt en republikaner som grundlovsordfører og ønsket dannebrog sidestillet med andre flag. Forslag, der alle flugter med tidligere tiders opbrud af samfundets traditioner, normer og autoriteter. Heri findes årsagen til ungdommens rodløshed; men også årsagen til det multietniske samfunds katastrofe, begrænsningerne for folkestyret og den almindelige åndelige deroute generelt.

Alt dette kan man ikke bebrejde Hair-musicalen. Tværtimod er den et fremragende billede på det menneskelige sammenbrud, som opstod i 60erne, uden hvilket Det Radikale Venstre aldrig kunne have gjort sig til Danmarkshistoriens mest indflydelsesrige – og skadelige – bevægelse.

Opprinnelig i Jyllands-Posten.