EUs krise tilskrives ofte valutakrisen. Imidlertid har EU også vanskeligt ved at håndtere de geopolitiske udfordringer. EU er nemlig et 1990er-projekt i den forstand, at det lever på ideen om historiens afslutning: at blød magt vil erstatte hård magt, at handel vil sikre freden, at liberalt demokrati og universelle menneskerettigheder vil blive universaliseret i den nye verdensorden efter Murens fald, hvor EU ville spille en hovedrolle. Troede eurokraterne.

Da 1990erne var forbi, vendte historien tilbage i form af stormagtsnationalisme, og historiens genkomst knuste troen på den nye, fredelige verdensorden. Den amerikanske politolog Robert Kagan skriver herom i bogen The Return of History and the End of Dreams (2008):

“Instead of a new world order, the clashing interests and ambitions of the great powers are again producing the alliances and counteralliances, and the elaborate dances and shifting partnerships, that a nineteenth-century diplomat would recognize instantly. They are also producing geopolitical fault lines where the ambitions of great powers overlap and conflict and where the seismic events of the future are most likely to erupt.”

Et af de lande, der tydeligst viste og stadig viser betydningen af disse seismiske begivenheder, er Rusland. Rusland indtog i 00erne rollen som en genfødt politisk stormagt, der under Putins ledelse lagde demokratiseringsprocessen fra 1990erne bag sig. EU og Rusland er geografisk set naboer, men geopolitisk lever de i forskellige århundreder, som Kagan skriver. EU lever i det 21. århundrede, Rusland i det 19.

I en interessant artikel om juni måneds topmøde mellem Rusland og EU, skriver Karsten Jakob Møller, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, om den nuværende politiske og økonomiske elite i Rusland. Møller bekræfter de enorme forskelle mellem EU og Rusland og skriver, at den russiske elite er anti-vestlig og i stigende grad, som USA, orienterer sin primære strategiske interesse mod Kina og Asien.

EU anses nemlig som en partner præget, ikke kun af recession og økonomisk krise, men også af politisk uenighed om den strategiske retning. EU har simpelthen svært ved at omstille sit idealistiske projekt til en verden præget af geopolitiske stridigheder. EU kan ikke længere håndtere de sikkerhedspolitiske udfordringer og synes selv at være løbet over ende af historien. Lad os se lidt mere på den ånd, som EU er besjælet af.

EU er skabt ud af den ædle bestræbelse på at overskride den klassiske magtpolitik og føre verden ind i en ny international orden baseret på universelle love og retfærdige institutioner. Den postmoderne, postnationale ånd, der besjæler EU, er formet af nationalismens rædsler i det tyvende århundrede. Heraf kommer floskler som ”aldrig mere krig”, ”fredens Europa” og den slags. Hvor 1990erne er Ruslands mareridt, tiden hvor landet følte sig ydmyget af Vesten, er 1930erne EUs mareridt, som Kagan pointerer i sin bog.

EUs middel til at skabe varig fred er at overskride nationalstaten og dermed det magtbegær, der er knyttet til en verdensorden bestående af suveræne stater. EU satser på, at handel og velstand vil gøre en ende på krige; geopolitik erstattes af geoøkonomi. Følgelig har de europæiske stater siden Murens fald skåret kraftigt ned på deres forsvarsudgifter i den tro, at blød magt i den nye verdensorden endegyldigt vil triumfere over den gamle, hårde magt.

Det så fornuftigt ud i 1990erne: De østeuropæiske lande, anført af Polen, Ungarn, Tjekkiet og Baltikum ønskede at blive indlemmet i ”det gamle Europa”, hvilket et EU-medlemskab ville sikre. Det fik de da også. Men i dag er EU i krise, og udvidelsen er for længst standset. Udvidelsen skabte nemlig problemer med stormagten Rusland.

Problemerne kunne håndteres, da Rusland stadig var svagt, fattigt og kæmpede med indre problemer. Men i 00erne oplevede Rusland en genrejsning og revitaliserede sin stormagtstatus ved at dominere i landets traditionelle interessesfære, nemlig det vestlige Eurasia. Det har kastet EU ud i en gammel type konflikt, en geopolitisk konfrontation, som det ikke bryder sig om, ja, som det slet ikke er gearet til.

I kraft af sine postmoderne idealer lever EU nemlig paradoksalt nok i fortiden. Topmødet forleden viste det endnu engang. EU er blevet svagt, og de russiske bestræbelser for at udbygge sin position i ”det nære udland” er blevet intensiveret, som Karsten Møller skriver: I takt med at EU viser sine enorme svagheder, er Rusland i færd med at sondere de øvrige strategiske interesseområder.

Opprinnelig som blogg i Berlngske 6. juli. Document.no takker Støvring for generøs tillatelse til republisering.

CV: Kulturforsker ved Syddansk Universitet, ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Har bl.a. udgivet bøgerne ”Villy Sørensen og kulturkonservatismen”, ”Sammenhængskraft” (2010), ”Den borgerlige orden” (sammen med Morten E.J. Nielsen, 2008) og ”Blivende værdier” (2004). Skriver p.t. på en bog om kulturkonflikter. Derudover er Støvring flittig foredragsholder og debattør. Bor til daglig i Sorø på Vestsjælland.

Læs mere på: www.kulturkritik.dk