Franske intellektuelle har en egen evne til å våge å «tenke stort» og filosofisk om sin samtid. Paul Virilio er arkitekt og filosof. I et intervju med Sorbonne-lektor Mads P. Justsen i Weekendavisen fremfører han en del tanker om teknologi og katastrofer, som har en egen resonans i dagens situasjon:

»Vi er vidne til genkomsten af det tragiske. Vi ser det tragiske overalt, men især i byerne og i videnskaben. Vi har altid kendt til det, Aristoteles kalder substantielle ulykker, for eksempel Tjernobyl-katastrofen, men det nye er selve den ulykke, som har ramt videnskabens egen måde at fungere på.
…
Og hvad er problemet? Videnskaben er ude af stand til at tænke endeligheden, men kan på den anden side allerede nu sætte en stopper for menneskeligt liv. Det betænkelige er, at videnskaben er fanget i sin egen fælde. Den kender kun midlerne og vil ikke vide af målene.«
…
Vi fortrænger den ubehagelige viden. Husk at Mohammed Atta, der var hovedmand bag terrorangrebet 11. september, havde en stor viden om bygninger og arkitektur. Han havde læst byplanlægning i Hamburg og skrev et speciale om sin modstand mod skyskrabere og de moderne storbyer. World Trade Center blev ødelagt af en arkitekt. Det er virkelig kontraproduktivt.

Attentatet i Madrid 11. marts 2004 blev styret fra en mobiltelefon. Det har vi stort set aldrig fået noget at vide om. Vi konfronteres kun med de positive fortællinger om mobiltelefoner. Vi skal turde se endeligheden i øjnene. Jeg er bekymret over, at det tragiske altid bliver benægtet. Det er farligt at nærme sig endelighedens problem, men det er vi nødt til.«

FART

ULYKKER og katastrofer betragter Virilio i snæver sammenhæng med modernitetens helt uforlignelige evne til selvdestruktion og de abnormt stigende hastigheder, som er en af historiens store gåder. Ideen om, at alt skal gå hurtigere, bliver sjældent anfægtet og betragtes af de fleste progressive mennesker som et naturligt fremskridt. Hastigheden stiger og stiger og bestemmer på godt og ondt vores oplevelse af virkeligheden. Men hvorfor blev Virilio hastighedsteoretiker?

»De skal huske på, at jeg er et barn af Anden Verdenskrig. Jeg er født i 1932 og voksede op i Nantes, hvor jeg oplevede den tyske Blitzkrieg. Krigen var en speciel og meget ubehagelig oplevelse, hvor vi blev konfronteret med et nyt hastighedsregime. Jeg husker tydeligt, da vi i 1942 blev overrumplet af de tyske tropper. Vi havde i radioen fået at vide, at de befandt sig langt væk, hvilket gav os den fornødne tid til at søge beskyttelse. Pludselig ti minutter senere stod tropperne foran vore huse.

Fart og Hukommelsestap

– De har engang udtalt, at når man arbejder med hastighedens problem, arbejder man også med glemslen.

»Ja, og derfor er jeg her også for at kæmpe mod hukommelsestabet, så vi ikke udleverer os til glemslen. Der er en tendens til, at hastigheden afstedkommer et generaliseret hukommelsestab. Mennesker glemmer, hvad der sker. Derfor skal vi have museer for det, som sker, og for det som finder sted – for ulykker kort sagt.«
…
Tidsalderen med revolution og fundamentale omvæltninger er blevet afløst af pludselige åbenbaringer: de splitsekunder, som det tager en bombe at forårsage enorme ulykker og slå folk ihjel i de store byer.«
..
Albert Camus sagde meget rigtigt, at en mand, som man ikke er i stand til at overbevise, er en angst person. Den, der ligger under for angsten, er paralyseret og kan slet ikke indgå i den dialog, der er fundamentet for demokratiet. Han tør ikke. Og i denne paniske tilstand går tv hen og bliver en erstatning for religionen. Her formidles netop et følelsesfællesskab, men baseret på simultan angst og en nutid uden historisk tyngde. Det er i den situation, vi bliver magtesløse.«

På dansk er det utkommet flere bøker av Virilio. En oversikt står på arkitekturnet.dk

Hysteriets tidsalder (kun ab.)