– Den politiske debatten utspiller seg i et åndelig univers som mer og mer fjerner seg fra det fysiske og biologiske universet vi lever i, skriver pensjonert overlege, sivilingeniør og sekretær i Demografisk Råd og Selskap (DROS) Jens Lintrup i Weekendavisen. Lintrup mener at kvantitative forhold i verdikampen om asyl til flyktninger må tillegges betydning, på bakgrunn av at det materielle universet styres av naturlover som ikke kan påvirkes av politiske beslutninger:

For ædle, uegennyttige mennesker må det kommunistiske samfund være værd at kæmpe for. I praksis har det så vist sig, at kampen om magten i sådanne samfund fører de mest kyniske magtmennesker til tops. Det er ikke så underligt. Hvis den menneskelige hjerne ikke var udviklet til at føre magtkamp i familien og i samfundet, var menneskearten formentlig uddød for 3 millioner år siden. I et kapitalistisk system er det også svært at finde bankdirektører, der ikke identificerer deres personlige succes med samfundets interesser.

Denne uheldige side af menneskets natur har man for længst modvirket ved at vedtage universelle menneskerettigheder og demokrati. Det har virket så godt, at mange nu tror, at man kan indrette samfundet på et grundlag af juridiske love uden hensyn til menneskets biologiske udgangspunkt. Et klart eksempel er værdikampen om asyl til flygtninge, hvor kvantitative forhold ikke må tillægges betydning.

Gjennom de siste 2000 år har befolkningene i Midtøsten og Nordafrika vokst ganske langsomt i takt med den økonomiske utviklingen, men i de 100 årene mellom 1950 og 2050 er befolkningene i ferd med å bli åtte-doblet. Fødseltallene har imidlertid begynt å vise en fallende tendens, men ikke i de minst utviklede områdene som for eksempel på Gaza-stripen. Der er stadig fødselstallene langt høyere enn det samfunnet kan bære.

Erhvervslivet i Mellemøsten og Nordafrika har ikke en chance for at skabe job til alle de unge mennesker. Uanset olieindtægterne vil arbejdsløsheden stige og levestandarden forringes for de kommende generationer. Det Muslimske Broderskab har ingen forståelse for denne baggrund og har alle muligheder for at ophidse til politisk kaos og borgerkrige med enorme flygtningestrømme.

Til gjengjeld ser det ut til at befolkningene i Vesteuropa vil falle med rundt 20 prosent i den samme perioden (1950-2050). Slik er utviklingen i den materielle verden Danmark og det øvrige Vesteuropa befinner seg i.

I 1950 var det nesten tre mennesker i Vesteuropa for hver person i Midtøsten og Nordafrika. I 2050 vil dette forholdet være omvendt. Det er uungåelig at overbefolkningen i Midtøsten og Nordafrika vil gjøre tilværelsen så trøstesløs at borgere i disse samfunnene vil gjøre seg store anstrengelser og ta store risikoer for å få asyl i Vesteuropa. Og det vil de ha god grunn til.

Lintrup mener derfor at det er nærmest ufattelig at det for eksempel i Danmark stadig finnes innflytelsesrike politikere som kaller det paranoid dersom noen frykter et muslimsk flertall i Vesteuropa rundt år 2050. Bare uvitenhet om størrelsen på de demografiske forandringene som venter oss kan forklare en slik holdning, skriver Lintrup:

I betragtning af de kolossale ændringer af det demografiske forhold og dermed også det demokratiske magtforhold mellem de to sider af Middelhavet kan det ikke være fornuftigt at begrænse asyldebatten til en værdidebat. Det kvantitative aspekt må også med.

Georg Brandes var en kulturperson i forrige generation med stor indflydelse på humanistisk ideologi. Samtidig var han en stor realist. Han ville nok rotere hurtigt i sin grav, hvis han skulle høre på alle de velmente, men naive værdipolitiske argumenter, som i dag uimodsagt strømmer ud fra Folketingets talerstol.

Religionsfrihed er godt, men mest i det åndelige univers. I det omfang, religionsfrihed måtte medføre begrænsninger i det fysiske univers med hensyn til kost, klædedragt, ytringsfrihed og seksuel opførsel, er det en tvivlsom velsignelse, der tværtimod kan skabe konflikter. Præstestyret i Iran har begrænset gratis skolegang til de to første børn i en familie. Det strider imod menneskerettighederne. For det er en diskrimination af øvrige børn. Men når det sparer iranerne for den elendighed, som overbefolkning betyder for alle mennesker i arabiske stater, kunne man godt tillade sig at kalde det en velsignelse. På dette punkt udgør menneskerettighederne en barriere for menneskelig velfærd. Hvad der ser smukt ud i værdikampens åndelige univers, kan godt være skadeligt i det fysiske univers, hvor det skal realiseres.

Det kunne vært velgjørende for samfunnet med litt mindre verdikamp og litt mer realisme fra politikere, mener Lintrup. Men man kan ikke bebreide politikerne alene, for de vil vinne valgkamper, og i dem er det gjerne såkalte verdier som teller. Alle velgere har en mening om verdier, men de har ikke nødvendigvis en tilsvarende innsikt i fysiske og biologiske realiteter. Og her lever ikke mediene opp til sitt ansvar; de vil helst selge spennende historier som alle kan forstå. Utviklingen i overordnede data kan virke tørr og kjedelig, og slike fakta har ingen underholdningsverdi. De tillegges derfor ingen verdi i nyhetsstrømmen:

Som eksempel kan nævnes Afghanistan. Her taler både politikere og medier om truslen fra Taleban. Den trussel er ligefrem fotogen på fjernsynet. I virkeligheden er truslen fra overbefolkning langt mere fundamental. Over de 100 år fra 1950 til 2050 ser det ud til, at den afghanske befolkning vil vokse fra 8 millioner til over 80 millioner. Den har allerede nået de 32 millioner. Fra Folketingets talerstol har man flere gange understreget vigtigheden af en civil genopbygning sideløbende med den militære indsats mod Taleban. Denne tale må opfattes som uforpligtende varm luft, så længe man ikke tilføjer, om genopbygningen skal tage sigte mod en stat med 8 eller med 80 millioner indbyggere. Det er ikke nogen hemmelighed, at det gennemsnitlige fødselstal for afghanske kvinder stadig har så høj en værdi som 6,5, der er den højeste værdi uden for Afrika. Men ingen taler om, hvad værdikampen kunne gøre ved det.

Man kan også bebreide forskere ved universiteter, som har innsikt i demografien i Midtøsten, som ikke sier fra når politikere og medier avslører uvitenhet om utviklingen. Demografi er egentlig et fag av fundamental politisk betydning, men har blitt trengt i bakgrunnen ved universitetene som en detalj i forbindelse med faget geografi.

Kort sagt er saken den at kampen mot overbefolkning ikke interesserer noen, da det ikke er en verdikamp som appellerer til befolkningene i Vesteuropa. Ingen politikere blir valgt for å føre denne kampen. Derfor blir den da heller ikke nevnt av verken politikere eller akademikere. Men verdikampen må flyttes fra det åndelige til det biologiske og fysiske univers, og det bør helst skje raskt, avslutter Lintrup:

Politikerne kan leve sig så meget ind i værdikampenes virkelighedsfjerne univers, at tilgangen til materielle problemer i det fysiske univers bliver urealistiske. Således skammer vor klimaminister sig ikke over at organisere et klimatopmøde med fokus på materielle energibesparelser, medens energibesparelsen ved at stoppe væksten i antallet af mennesker slet ikke er taget med på topmødets program. For hvert tiår der går, vokser menneskeheden med et antal, der overstiger tallet af mennesker i Europa fra Atlanten til Ural. Hvor mange tiår kan klodens miljø mon holde til det? Kan kloden i denne situation overhovedet reddes uden en indsats mod befolkningsvæksten, for eksempel i lighed med præstestyrets indsats i Iran? Men hvilken politiker kan slippe godt fra at sige sådan?

Føler man sig hjemme i det fysiske og biologiske univers, ser man klart, at menneskeheden har nået det punkt, hvor der må vælges mellem en vækst i antal og en vækst i velfærd. Værdidebatten i det åndelige univers har ikke nået det punkt endnu – det må ske snart!

Jens Lintrups artikkel «Værdikampen i Folketinget er verdensfjern» sto på trykk i Weekendavisen 13. mars 2009, og finnes ikke på nett.