CBS sitt flaggship-program 60 Minutes har vært i Danmark for å finne ut hva som skjer i H.C. Andersens hjemland. Svaret var ikke spesielt flatterende: Danmark er innadvendt, og har ikke kunnet avfinne seg med en endret verden, hvor fremmede kommer og slår seg ned. Derav Profet-bråket. Det er danskenes egen feil.

Weekendavisen hadde for et par uker siden en artikkel av Jakob Lilleborg som fikk følge i Bob Simon og hans crews arbeid mor å briefe dem om landet. Det ga en litt annen vinkel på Danmark, og tvang frem noen spørsmål, om det kanskje er sider ved dagens Danmark som fortjener et kritisk blikk:

Og hvad var det så for et Danmark, amerikanerne fik at se? Udsendelsen gav ikke et just flatterende billede af os – Vi blev ikke portrætteret som vi ynder at opfatte os selv. Det var ikke et indslag om et veluddannet, åbent og fremsynet land. Ikke de tapre forsvarere af ytringsfriheden eller noget lignende. Det var snarere et billede af et sovende, indadvendt samfund. Et samfund med stærke nationalistiske tendenser. En monokultur tilsyneladende uden evne og vilje til at følge med den stigende internationalisering resten af verden gennemlever.
…
– Var Danmark og danskerne som I havde forventet?

»Jeg har været i Danmark adskillige gange igennem årene. På overfladen ligner alt sig selv, men der var noget der var forandret. Alt drejede sig om Muhammed-tegningerne, direkte eller indirekte. Noget alvorligt havde ramt Danmark og danskerne virkede fuldstændigt uforberedte på at være genstand for al den opmærksomhed. Danmark har levet i en beskyttet skal siden anden verdenskrig. Mange andre europæiske stater blev efter krigen konfronteret med deres koloniale fortid. Derfor havde de langt tidligere et opgør mellem det homogene og det multikulturelle, der på mange felter minder om det man oplever i Danmark i dag.«

…

– EN stor del af diskussionen i Danmark har kredset omkring ytringsfriheden. Er du enig i, at det er ytringsfriheden der er sagens kerne?

Overhovedet ikke. Det er nonsens efter min mening. At have retten til at sige noget indbefatter ikke pligten til at sige noget. Det her handler om simpel og primitiv provokation af minoriteter, og muligvis om avissalg. I denne sag var det jo Jyllandsposten, der var det store og magtfulde organ i forhold til de danske muslimer. Det her handler ikke om at være fintfølende. Jeg betragter mig ikke som fintfølende. Men ytringsfriheden skal efter min mening bruges til at gå efter de store, efter de magtfulde der kun kan rammes på denne måde. Ikke efter etniske eller religiøse minoriteter. Det er direkte usmageligt.«

Her viser vel Bob Simons sitt sanne hjerte som Østkyst-liberaler: ytringsfriheten skal brukes mot de mektige. Ikke til å sparke nedover. Men det er det springende punkt: hvem er de mektige i denne sak? Det slår meg at mange fjernkulturelle innvandrere opptrer med en selvsikkerhet, både basert på umma-følelsen som muslimer, og fordi de kommer fra store land: De beholder sterke bånd både til Pakistan og Tyrkia, som for mange er deres «egentlige» hjemland, selv om de er født i Europa. Mange insisterer på å beholde denne dobbelthet: de er nominelt borgere av Europa, men kulturelt og religiøst er de vel så mye borgere av opprinnelseslandet. Det gir et litt annet perspektiv på minoritet/majoritet og sterk/svak.

I talte med en del danske muslimer. Der i blandt imamen Abu Laban. Hvad er dit syn på ham?

»Ja, vi talte med flere muslimer, deriblandt Kamal Quereshi, der var en meget sympatisk og patriotisk mand, der talte om sin frygt for at denne sag ville føre til forværrede forhold for de mange ganske almindelige muslimske danskere. Vi talte også med Abu Laban. Det var ret interessant, for Abu Laban var bestemt en vidende og lærd mand, der bl.a. citerede Kierkegaard under interviewet. Det indtryk får man jo ikke, når man hører hans ætsende, meget voldsomme prædkener. Jeg er ikke i tvivl om, at Abu Laban var med til at starte balladen og bærer sin del af skylden for eskaleringen. Men i månederne efter at tegningerne var blevet vist, forsøgte muslimerne at få en dialog med både Jyllandsposten og den danske regering. Det lykkedes ikke, og derfor tog Abu Laban til Mellemøsten for at hente støtte. Den danske kommentator, Carsten Jensen, som vi talte med, gav en god analogi på dette: En dreng bliver drillet og holdt udenfor i skolegården, og til slut bliver han så frustreret, at han går hjem og henter storebror. Det var præcis hvad muslimerne gjorde. Og storebror boede i Egypten, Syrien og Palæstina. Det er selvfølgelig ikke en prisværdig måde at løse problemet på. Men frustrationen var egentlig forståelig nok, eftersom en bred del af Danmarks muslimer bliver overhørt eller kun hørt modvilligt. Religiøse mindretal har ikke nemme vilkår i en monokultur, som den danske, og når man skubber dem uden for indflydelse, risikerer man at det er de mere rabiate kræfter, som Abu Laban, der tager over.«

Det var Bob Simons «take» on Danmark. Innslaget på 12 minutter het «State of Denmark». Noe skurret i intervjuet. Abu Laban gled litt for lett ned. Iingen snakk her om hans kontakter med terrorbevegelsen Gamaa Islamiya i Egypt.

Å snakke om Danmark som en monokultur som ikke var innstilt på å dele, hørtes en smule nedlatende ut. Likeledes at muslimer holdes ute og ikke slipper til.

Det er derfor svært interessant å lese hva en erfaren dansk utenrikskorrespondent skriver om innslaget. Samuel Rachlin hadde en anmeldelse i avisen Børsen igår. Den erikke nådig mot Bob Simon: Han beskylder CBS-journalisten for å bryte journalistiske prinsipper. Alle som siterers er mot Fogh Rasmussen og Jyllands-Posten.

The picture of Denmark presented by CBS and its 60 Minutes magazine on American TV as a country of aggrandizing, arrogant bigots, blond models and happy-go-lucky fools out of tune and touch with the real world has nothing in common with the country I call home. Moreover, it is home for immigrants from all over the world of all faiths and cultures who have found happiness and a safe haven for themselves and their families taking full advantage of what Denmark has to offer. They are doing much better than one would think after having watched Bob Simon’s story The State of Denmark on 60 Minutes.

This kind of journalism does not have much in common with the tradition of Ed R. Murrow or what his associate, Fred Friendly, taught me at the Graduate School of Journalism at Columbia University when I took my degree there in the late 70ies. The snide asides and sarcasm that permeated the narrative do not mix with the high quality journalism I have learned to expect from 60 Minutes. What we got was a presentation so biased, distorted and corrupted by so many inaccuracies and innuendos that it was impossible to recognize Denmark. I am sorry to say it, but it is shameful for the profession that both Bob Simon and I belong to.

The Correspondent’s New Clothes: Guest commentary by Samuel Rachlin