Den franske ungdomsbevegelsen Génération Identitaire (GI) skapte en viss oppsikt i 2012 med offentiggjøringen av en video inneholdende en «krigserklæring» mot det multikulturelle samfunnet, etter deres oppfatning skapt ved sekstiåtternes svik, samt ved å okkupere en moské i Poitiers – stedet hvor Karl Martell stanset muslimenes offensiv i 732.

Siden har man hørt lite fra dem. Kanskje er det i seg selv illustrerende for generasjonskløften i Frankrike – og vår tid i sin alminnelighet – at bevegelsen opptrer på areaner hvor de litt eldre ikke følger med. Er den å betrakte som en slags uoffisiell ungdommelig fortropp for et etterhvert noe mer sobert Front National? Holder den seg stort sett på riktig side av loven og samfunnets spilleregler, eller viser den fingeren til alt?

Jyllands-Posten brakte søndag en større reportasje etter å ha oppsøkt bevegelsen i Frankrikes nest største by Lyon. Det første avisen forteller om er boksetrening. Er forberedelse til gatekamper i et voldelig samfunn med uunngåelige sammenstøtet med innvandrere og multikulturalister en viktig del av deres virksomhet?

»Un, deux, trois, quatre,« lyder kommandoen inde i Generation Identitaires lokaler i Lyon, hvor der hver uge er boksetræning. Boksning styrker medlemmernes evner til at forsvare sig selv, men sport giver også en følelse af sammenhold. Derfor bliver boksehandskerne ugentligt trukket frem fra skabet i deres træningssal.

Dette virker nokså fjernt fra f.eks. de katolske bevegelsene som i det stille lenge har fungert som kulturell motkraft mot sekstiåtteriet andre steder i Sør-Europa. Ikke desto mindre er det et katolsk fragment å se:

Generation Identitaires lokaler er dekoreret med billeder eller plakater fra gruppens demonstrationer og arrangementer. Bogreolen bugner af europæisk historie og politiske manifester. En større figur af Jomfru Maria kigger ud over salen med foldede hænder.

Mon tro hva Jesu mor ville ha sagt om boksingen?

Danmarks største avis observerer at GIs medlemmer likevel har en annen bakgrunn enn folk tilhørende English Defence League (EDL). De er gjerne velutdannede og veltalende. Men har åpenbart nese for territoriell dominans:

Damien Rieu, 24 år, er Generation Identitaires talsmand. Damiens seriøse blik og militante kropsholdning gør, at han fremstår som en naturlig leder.

Han bor i Lyon, hvor GI har hovedkvarter og er mest aktiv. Damien kommer fra en venstreorienteret familie, og som ung var han modstander af Front National og den daværende leder, den kontroversielle Jean-Marie Le Pen. Men senere gjorde visse erfaringer, at han ændrede sin politiske bevidsthed.

»Min holdning til indvandring begyndte at ændre sig, da jeg lagde mærke til, at nordafrikanerne styrede skolegården,« siger Damien.

Damien opplevde antihvit rasisme på skolen. Det er det flere som har gjort i Frankrikes belastede urbane områder. Islam er etter hans og mange andres oppfatning en viktig faktor:

»Hvis vi måtte føre statistikker over, hvor mange voldtægter og voldelige røverier muslimer i Frankrig begår, ville den franske befolkning blive så oprørt, at alle indvandrere ville blive sendt hjem i morgen,« siger Damien.

Anklager fra omverdenen om fransk rasisme, besvares på en måte man ikke normalt forventer av folk stemplet som «høyreradikale»:

»Filosofisk set er xenofobi meget svært at forsvare. Men det er en naturlig reaktion, når den franske regering beslutter på vores vegne, at vi skal bo ved siden af voldelige indvandrere. Du kan ikke bede folk om at stikke hånden ind i et bål, og så forbyde dem at sige ”av”, når det gør ondt,« siger Damien.

24-åringen betrakter seg som en liten del av et historisk drama:

»Krig mod islam er en stor del af den europæiske historie. De, der dengang modsatte sig invasionen og kæmpede for Europa, bliver i dag betragtet som helte. Vi kæmper den samme kamp – fredeligt, men af en eller anden grund ser medierne os som ‘de onde’. Lektionen er, at islam ikke kunne overtage Europa med vold. Nu gør de det passivt gennem demografien,« siger Damien.

Jyllands-Posten opplyser at gruppen er lukket, holder en streng indre disiplin, og nøye vurderer hvem de skal alliere seg med.

Medlemmene streber etter å gjenopprette en tapt identitet, og anklager den foregående generasjonen for ikke å ha latt dem få del i den.

»Vi er den første generation nogensinde, som fuldstændig har mistet kontakten til vores forfædres traditioner og deres overleverede viden,« siger Damien og fortsætter:

»68’erne havde masser af penge og gode job. De blev født efter krigen, hvor det begyndte at gå rigtig godt for den franske økonomi. Den generation kom sovende til at den velstand, de havde. Men nu står min generation med alle de problemer, vi har arvet fra vores forældre, der ikke havde overskuet konsekvenserne af indvandringen og deres frigørelsesprojekt.«

Selv virker han ikke interessert i å gjenopprette relasjonen til familien som han, foruten jobben, har mistet gjennom sitt engasjement. I likhet med sosialistene og kommunistene noen tiår før ham, er det bevegelsen som fyller livet hans med mening. Den blir parti, kirke og familie på én og samme tid. Paradoksalt for en bevegelse som hyller det kristne og den tradisjonelle familien som viktige elementer i fransk identitet.

Slik sett ender ungdommene pussig nok opp med å bli noen slags speilbilder av sine egne foreldre. Marx’ forestilte fremtid eller en forestilt fransk fortid – begge er de virkelighetsfjerne utopier, og begge er de uegnet til å kurere noen identitetskrise.

Frankrigs reaktionære ungdomsoprør