Feature

jesus thorsen

Den italienske skuespiller Marco Di Stefano, der spillede Jesus i Jens Jørgen Thorsen ‘s film Jesus vender tilbage fra 1992, fylder 56 år i dag. Filmen handler om Jesus, der efter 2000 år vender tilbage til jorden, men nu i rollen som livsnyder, erotiker og anarkist. Frelserrollen har Thorsens Jesus lagt på hylden. Thorsen fik ideen til en Jesus-film i begyndelsen af 1970erne, men da filmen, der heller ikke var identisk med det oprindelige manuskript, endelig kom ud i 1992, var tiden løbet fra Thorsens provokerende tilgang til emnet. Jesus vender tilbage blev et veritabelt flop. Kun 7451 personer så filmen, som også blev slagtet af anmelderne.

Marco Di Stefano lider som mange andre skuespillere, der har spillet Jesus, under den i filmbranchen såkaldte Jesus-forbandelse, der synes at overgå de fleste af de skuespillere, der har givet sig i kast med rollen som guds søn, og Di Stefano har ikke siden hovedrollen i Thorsens film haft betydende filmroller.

Di Stefano bor i Ardea i Italien med sin russiske kone Tanya Khabarova. Parret arbejder i øjeblikket på en film om den amerikanske billedkunstner Keith Haring ‘s gavlmaleri Tuttomondo (The Whole World).