Nytt

Lørdag anholdt det svenske antiterrorkorps assisteret af lokalt politi fire mænd på Göteborgs hovedbanegård. De fire blev anholdt på en mistanke om at ville forberede et terrorangreb. Når de fire mænd fremstilles i grundlovsforhør senere i dag, vil de blive krævet fængslet for at forberede et drab og ikke en terrorhandling. Anklagemyndigheden oplyser imidlertid, at man stadig mistænker de fire mænd for at forberede et terrorangreb . Mændene fremstilles enkeltvis i grundlovsforhør, og den første har netop fået forlænget sin fængsling.

Sagen har stort set været mørkelagt af myndighederne, og det har givet grobund for spekulationer. I forlængelse af lørdagens anholdelser blev kunsthallen Röda Sten evakueret, og politiet gennemsøgte stedet. Den svenske kunstner Lars Vilks havde nogen dage forinden skrevet på sin blog om en fernisering på Röda Sten, hvilket har udbredt en teori om, at Lars Vilks kunne være målet for et eventuelt angreb. Denne teori synes bestyrket af, at de fire mænd i grundlovsforhøret kræves fængslet for at forberede et drab. Den danske blog Snaphanen spekulerer i, at Älsvborgsbron også kan have været et muligt mål.

Terroristmål

Myndighederne har ikke fundet anledning til at informere Lars Vilks i forbindelse med lørdagens anholdelser, og den svenske kunstner ved ikke om, han eventuelt var terroristernes mål.

”Jeg ved ikke mere end andre, hvad denne sag angår, og alt materialet fra sagen er hemmeligstemplet,” siger Lars Vilks til Document.

Han fortæller samtidig, at sikkerhedsforanstaltningerne omkring hans person ikke er blevet skærpet yderligere.

De fire anholdte – Kulan Mohamud Abel, Mahamud Abdi Aziz, Mahmood Salar Sami og Mohamud Abdi Weli – er mellem 23 og 26 år. Sami er født i Irak og har svensk statsborgerskab. De tre øvrige har somalisk baggrund.

Netop personer med somalisk baggrund er de seneste år sat i forbindelse med flere terrorsager i Norden. I januar 2010 trængte en ung somalier, Muhudiin Mohamed Geele, ind i tegneren Kurt Westergaards hjem og angreb med en økse og en stor kniv. Westergaard søgte tilflugt på sit toilet, der også er indrettet som boligens sikringshjem, og reddede dermed livet.

12. februar 2008 anholdt Politiets Efterretningstjeneste i Danmark blandt andre tuneserne Slim Chafra og Karim Sørensen på en mistanke om, at de ville myrde Westergaard. Karim Sørensen var gift med somaliske Hafsa, og de boede i en periode i Aalborg, hvor også Muhudiin Mohamed Geele var bosat. Karim Sørensen indgik efter sin tilbageholdelse en aftale med de danske myndigheder om at forlade Danmark. Hafsa fulgte i første omgang efter, men vendte siden tilbage til Danmark for at føde parrets barn.

I december 2009 udløste en somalisk statsborger, der tidligere havde opholdt sig i Danmark, en selvmordsbombe i Mogadishu. Aktionen kostede 19 mennesker livet.

Ifølge en rapport fra det danske justitsministerium skrevet af forskerne Michael Taarnby og Lars Hallundbæk er der mellem 200 og 400 somaliere i Danmark, der vurderes at støtte den somaliske terrororganisation al-Shabaab. Hertil kommer en større gruppe sympatisører. Ifølge svensk presse har de fængslede i den svenske sag angiveligt forbindelser til al-Shabaab.