Skadene israelsk bombing har påført Libanon vurderes til 2,5 milliarder dollar. Det er mye, men landet er ikke satt 30 år tilbake. For dem som har mistet hus og hjem derimot, er tapet noe annet. I enda høyere grad gjelder det dem som også mistet sine kjære, eller fikk dem skadet.

Men Libanon må ikke få oss til å glemme at det lenger øst pågår en krig/borgerkrig som er langt verre og dødeligere. Irak er henvist til glemselen av verdensopinionen. Det er for forferdelig og håpløst. Likevel bør vi ha det i bakhodet. Hvis vi går så opp i Libanon at vi mister Irak av syne, er noe galt med empatien.

Den dyktige danske journalisten og forfatteren Henrik Krasnik besøkte den israelske forfatteren Yehoshua under et rakettangrep i Haifa.

»Jeg var imod krigen i 1982,« siger Yehoshua. »Jeg er imod besættelsen af palæstinensisk jord. Men jeg har støttet denne krig. Efter over tre ugers krig er der knap 1.000 dræbte civile libanesere. Det er ikke voldsomme ’drab på civile’. Der er denne ensidige optagethed af kvantitet. Hvis 30 civile dør på én gang, er det altid en massakre, værre end hvis det bare er en enkelt og en til og en til. Hvis vi havde taget de dræbte israelere og puttet dem ind i et lokale og vist ligene til verdenspressen, ville reaktionen måske have været anderledes. Vi kunne gå meget hårdere til værks, men har ikke gjort det. Regeringen holder sig tilbage og tøver, netop på grund af dette hensyn til civile. Jeg accepterer ikke, simpelthen ikke, denne kritik. Uanset hvor meget ødelæggelse, vi har skabt, har vi ikke ønsket at dræbe civile. Hvad ellers? Hvad skulle Israel ellers have gjort?«

Det var en viss dissonans ved Qa’ana: 56 drepte, og journalister som ikke var den minste i tvil om at dette var en massakre. Så viste det seg at det var 28 drepte. Er det fremdeles en massakre? Noen utnyttet åpenbart Qa’ana, og det burde utløst noen selvkritiske spørsmål og betraktninger.

Det kritiske spørsmål er det Yehoshua stiller: Er det kun kvantitet som teller? Liv mot liv. Hvor mange som blir drept på én gang. Eller er det også andre ting? Yehoshua peker på noe: Dette var ikke en krig om moral, men om strategi.

For Yehoshua handler det altså om strategi – ikke om moral. Han reagerer lige som samtlige andre israelere, jeg taler med, stærkt på den internationale kritik af Israels fremfærd. »Hvor vover I at kritisere os,« sagde statsminister Ehud Olmert forleden til europæiske politikere. Hvor vover I, der tøvende gik ind for at redde kosovoalbanerne i 1990erne og dræbte over 10.000 civile med luftbomber, I europæere der ikke engang blev angrebet selv og allerhøjst sendte en forkølet fredsstyrke, men var med til at dræbe 10.000 mennesker – hvor vover I at belære os om proportionalitet og moral?

Strategi vil si at du for å beskytte en gruppe du har ansvar for, må krenke eller tråkke på noen andre. Det er en situasjon som er utenkelig for de som styrer mediene, et flertall av politikerne og NGO’er.

Det er ingen tvil om at det er syn på somaliere. Det utløste nylig sterke protester at UDI og UNE returnerer et lite antall somaliere. De fleste får bli. Skulle Norge ta inn alle somaliere som greide å komme seg hit?

Somalia har hatt borgerkrig i mange år. Det er allerede ca. 12.000 somaliere i Norge. Islamistene har overtatt styringen. Det er ikke utenkelig at enkelte vil kunne være en sikkerhetsrisiko.

Den typen dilemmaer er det andre land står oppe i, og de nøler ikke med å være tøffe. Men vi vil gjerne bevare renheten, vår naivitet og enfoldigheten. Andre kaller det noe helt annet.