Hans Rustad Dagens sitat kommer fra den danske krimforfatter Leif Davidsen, som beundrer Klaus Rifbjerg som forfatter, men ikke som politisk veiviser.
Rifbjerg har aldrig ladet sig påvirke af fakta, når han gennem årene er gået i rette med Danmark og verden i utallige aviskommentarer. Pacifisme var ubetinget godt, krig noget lort, og alle, der mente det modsatte, var nogle vandhoveder fra Møn eller andre steder.
Nutidens fascister
Historiske eller politiske kendsgerninger ændrede ikke på forfatterens meninger. Det minder om de politikere i SF, der lige i øjeblikket opportunt fører sig frem med, at vi bør forlade Hellmann-provinsen efter de to danske soldaters død og efterlade afghanerne til deres egen skæbne. Der skal findes en ‘politisk’ løsning, som om Taleban er villig til at forhandle om noget som helst. Taleban er en bande religiøse fanatikere, der mener det, når de siger, at piger ikke skal have uddannelse, musik er djævelskab og smukke drager over Kabul en vederstyggelighed.
Hvorfor gik venstrefløjen forrest, da det i 30’erne med våben i hånd gjaldt om at bekæmpe fascismen i Spanien, mens man ikke vil bruge våben til at bekæmpe Taleban, der er mindst lige så fascistisk som Francos oprørstropper? Og som lod al-Qaeda bruge sit territorium som træningslejre for terrorister.
Men det er omkostningsfrit at være pacifist i dagens Danmark, fordi man ikke behøver at forholde sig til det faktum, at uden militær er der ingen genopbygning. At uden døden kan livet ikke senere leves under mere normale forhold.
Må jeg anbefale Drageløberen som godnatlæsning eller Weekendavisen i fredags, hvor en kvindelig dansk officer fortæller i sin dagbog om de små skridts vej for kvinderne i et land, hvor de danske soldater gør en afgørende forskel. Det er godt, at et solidt flertal i Folketinget mener det samme.
Venstrefløjen greb til våben mod Francos tropper, men den er berøringsangst over for det fascistiske Taleban
