Nytt

 

Torben Mark Pedersen fra Liberal Alliance er i dag blevet blokeret af Facebook i 12 timer på grund af et billede af Kurt Westergaards Muhammed-tegning, som han postede på sin profil for lang tid siden. Torben Mark Pedersen skriver om sagen på 180Grader:

«Vi har set det mange gange før: At venstrefløjen anvender anmeldelser af helt lovlige ytringer på Facebook til at forsøge at blokere ytringer eller personer, som de ikke bryder sig om, og at overivrige og formentlig venstresnoede Facebookansatte eksekverer blokeringen. Det er bl.a. gået ud over Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt, sidstnævnte pga. et opslag med statistik over østkriminelle. Det endte Facebook med at måtte beklage. Det er også gået ud over dusinvis af andre, der ikke får medieomtale, når de bliver blokeret af Facebook.

(…)

Når Facebook blokerer personer for at gengive Kurt Westergaards tegning, så tager Facebook eksplicit stilling til fordel for modstanderne af ytringsfrihed. Enten lader Facebook sig misbruge af venstreorienterede ansatte, der træffer beslutninger på Facebooks vegne, eller også tager Facebook stilling i kampen for ytringsfrihed til fordel for de kræfter, der ønsker at begrænse ytringsfriheden.»

Blokeringen kommer ironisk nok samtidig med, at Facebook har besluttet igen at tillade videoer af halshugninger, hvis formålet er at fordømme volden. Det skriver Facebook i en udtalelse:

«Brugerne deler videoer af disse begivenheder (halshugninger og vold, red.) på Facebook for at fordømme dem. Hvis handlingerne i dem blev hyldet eller brugt som en opmuntring, så ville vores tilgang være en anden.»

Det fremgår ikke af udtalelsen, hvordan Facebook i praksis har tænkt sig at håndhæve dette regelsæt. I øjeblikket deles en halshugningsvideo fra Syrien flittigt på Facebook. Videoen, der angiveligt er optaget af libyske jihadister, der kæmper i Syrien, ledsages ofte af kommentarer, der støtter handlingerne i videoen.

Facebook har længe straffet brugere, der har postet billeder eller kunstværker, der indeholder nøgenhed. For eksempel fik billedkunstneren Frode Steinicke slettet sin profil efter at have postet et foto af den franske maler Gustave Courbets maleri“L’Origine du monde” (verdens oprindelse, red.) fra 1866 på sin Facebook-profil. Det mest prominente eksempel er forfatteren Peter Øvig Knudsen, der flere gange har været udelukket fra Facebook efter at have delt et billede af nøgne mennesker fra sin bog «Hippie». Men selv billeder af personer i underbukser eller med balloner foran kønsdelene kan føre til blokeringerne på op til 30 dage.

Se også Sort Sonofon censureret efter omtale af koranafbrænding