Nytt

Lørdag afholdt organisationen Danish Defence League (DDL) en demonstration mod islamisering i Aarhus. Hovedtaler ved demonstrationen i Mølleparken var lederen af English Defence League (EDL) – Tommy Robinson. Sideløbende med DDL’s demonstration blev der afholdt en moddemonstration med betegnelsen «Aarhus for Tolerance» få hundrede meter væk på Bispetorv ved Aarhus Domkirke.

DDL’s demonstration var pakket ind af en ring af politi og mandskabsvogne, og på pladsen i Mølleparken var der både posteret uniformeret og civilklædt politi. Der var angiveligt tale om det største politiopbud til en begivenhed i Jylland i 35 år. Presseopbuddet var ligeledes massivt. Samtlige danske og flere udenlandske medier var til stede for at dække de to demonstrationer, og TV2 havde deres helikopter i luften, så det muligt at få et overblik fra oven.

Mens tilstedeværelsen af politi og presse var bastant, var der ikke mange deltagere i DDL’s demonstration mod islamisering. I dagene inden demonstrationen gik der rygter om, at flere hundrede og måske så mange som 2000 højreorienterede fra hele Europa ville valfarte til den jyske hovedstad for at støtte op om EDL’s første deltagelse i en demonstration på det europæiske fastland. Men selvom demonstrationen i Aarhus foruden danskere havde deltagelse af grupper eller enkeltpersoner fra Norge (omkring 10-15 nordmænd (angiveligt fra Stavanger) var til stede i Mølleparken), Tyskland, England, Sverige, Finland, Bulgarien og Polen, var der næppe mere end 200 deltagere ved demonstrationen.

Moddemonstrationen «Aarhus for Tolerance» havde ifølge Dagbladet Politiken anslået 3000-4000 deltagere. Alene seks busser var ankommet fra København, og moddemonstrationen havde også deltagelse af svenske og tyske venstreekstremister.

Uden mikrofon

Trods det fåtallige fremmøde havde talerne ved DDL’s demonstration svært ved at tale tilhørerne op, da demonstrationen ikke havde et ordentligt lydanlæg. Også optakten til demonstrationen virkede kaotisk, da de første talere ved demonstrationens begyndelse klokken 14 talte helt uden mikrofon, og derfor flere gange kom i direkte konkurrence med en højtråbende og bedugget grønlænder, der ville give sit besyv med. Mølleparken i Aarhus er traditionelt hjemsted for mennesker, der sidder på parkens bænke og nyder en øl, og det scenario ændrede tilstedeværelsen af DDL’s demonstration ikke på. Til gengæld havde det massive politiopbud fået parkens hashpushere til at fortrække til mindre udsatte lokaliteter.

Der var en række talere ved DDL’s demonstration. Blandt talerne var repræsentanter for islamkritiske organisationer i Finland, Tyskland og tre talere fra Danmark. Fra Danmark talte blandt andet formanden for Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD), Anders Gravers. Dagens hovedtaler var Tommy Robinson fra English Defence League, der ankom til Mølleparken i en lejet bus omgivet af folk fra DDL og EDL.

Allahu Akbar

Moddemonstrationen «Aarhus for Tolerance» sluttede klokken 16.30, så moddemonstranterne havde tid til at gå de få hundrede meter til Mølleparken og konfrontere DDL-demonstrationen, der var sat til at slutte klokken 17. Men allerede tidligere på eftermiddagen blev DDL’s demonstration angrebet af voldsparate venstreekstremister. Først forsøgte en højtråbende gruppe at trænge ind i Mølleparken fra venstre side. Forsøget blev afvist af politiet. Få minutter senere blev forsøget på at trænge ind til DDL’s demonstration forsøgt gentaget i højre side af Mølleparken. Da det ikke lykkedes, blev der kastet forskellige ting – herunder mindst én brosten – mod DDL’s demonstration.

Kort tid efter trængte en større gruppe af venstreekstremister igennem politiets afspærringer via bunden af pladsen. De blev ganske kortvarigt mødt af en mindre gruppe af demonstrationsdeltagere, inden politiet drev venstreekstremisterne tilbage. En deltager i DDL-demonstrationen blev lagt ned af politiet og slået med knippel, da han efter politiets opfattelse ikke trak sig fra konfrontationen med venstreekstremisterne hurtigt nok.

Senere samledes en større gruppe Allahu Akbar råbende indvandrere med hovedsageligt palæstinensisk baggrund på et plateau overfor Mølleparken, mens grupper af venstreekstremister samledes rundt om Mølleparken. Anslået opsøgte omkring 500 deltagere fra «tolerancedemonstrationen» området omkring Mølleparken.

89 anholdte – heraf 87 moddemonstranter

Da DDL’s demonstration sluttede klokken 17, kørte folkene fra DDL og EDL ud af byen i deres lejede bus med politieskorte. På vej ud af byen bombarderede en gruppe af moddemonstranter bussen med sten. Tilbage i Mølleparken blev en større gruppe demonstrationsdeltagere efterladt uden politibeskyttelse. Enkelte fra denne gruppe kom i konfrontation med gruppen af moddemonstranter, da de forsøgte at komme væk fra Mølleparken. En deltager i DDL-demonstrationen – en 20-årig mand fra Kalundborg – kastede ved denne lejlighed en flaske mod moddemonstranterne og blev anholdt. Han blev i dag fremstillet i Retten i Aarhus og varetægtsfængslet i 14 dage sigtet for vold mod tjenestemand, kvalificeret vold og for overtrædelse af § 134 a i straffeloven vedrørende grov forstyrrelse af ro og orden.

I alt blev 89 anholdt – og fem blev efterfølgende varetægtsfængslet. To af de anholdte var en del af DDL-demonstrationen herunder den 20-årige fra Kalundborg. 87 af de anholdte var moddemonstranter. Omkring halvdelen af disse (41) er af anden etnisk herkomst, 13 var tilrejsende venstreekstreme – Sverige (8), Norge (3), Island (1) og Canada (1).

Udover den 20-årige fra Kalundborg blev tre danske unge – en 17-årig fra Fredericia, en 17-årig fra Skanderborg og en 19-årig fra Aarhus – fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus i dag klokken 12. Alle sigtet for vold mod tjenestemand og kvalificeret vold. Også en 20-årig mand fra Tyrkiet, der var rejst ulovligt ind i Danmark, blev fremstillet i Retten med krav om udvisning af Danmark.

Tre politibetjente måtte på skadestuen (den ene ramt i nakken af en flaske) som følge af venstreekstremister og indvandreres angreb på DDL-demonstrationen.