President Nicolas Sarkozy har gitt innvandringsministeren en kvote på 27.000 utvisninger for i år. Så langt er 17.000 utvist.
17.000 illegale indvandrere er blevet udvist af Frankrig i årets første syv måneder, oplyser immigrationsminister Eric Besson.
Han regner dermed med at nå op på det måltal på 27.000 udvisninger i 2009, som den franske præsident, Nicolas Sarkozy, har fastsat som en bunden opgave for sin minister.
Minister afviser protesterFør udvisningen anbringes illegale indvandrere i særlige, lukkede centre, hvor de har lov til at tage deres børn med. Det har skabt protester fra franske menneskeretsgrupper, men ministeren afviser polemikken.
«De illegale indvandrere har valget mellem at tage deres børn med i centret eller at overlade dem til folk udenfor,» siger Besson i et interview med tv-stationen LCI og tilføjer, at der er indrettet særlige rum i centrene for børnene.
«Alternativet andre steder i Europa er fængsel. Så jeg foretrækker så langt den franske model,» siger Eric Besson.
Metoden med at opstille meget præcise mål gælder flertallet af ministre i den franske regering, der får karakterer af præsidenten. Men den har ikke haft ubetinget succes. Ofte kan virkeligheden ikke omsættes til talkolonner.
Overraskende visit
Statistikker og tal kan dog bruges til konstant at holde ministre og offentligt ansatte i ørene. Onsdag dukkede Sarkozy således overraskende op ved et møde mellem indenrigsminister Brice Hortefeux og ledende franske politifolk.
Med sig havde præsidenten det budskab, at politiet skal sætte alle sejl for at nedbringe kriminaliteten yderligere. Efter et konstant fald fra 2002 til 2008 viser statistikkerne, at kriminaliteten igen er stigende.