Gjesteskribent

Kun sådan kan man karakterisere den “dokumentation”, som Redox har lagt ud på nettet. Jeg linker ikke til den, det må læseren selv finde ud af. At nævne snesevis af personer med fuldt navn og stilling – uden at kunne hæfte dem op på ulovligheder – er grænseløst defamerende og viser med al ønskelig tydelighed, hvem dagbladet Politiken har kastet sig i armene på.
Jeg har ingen anelse om, hvor mange af Redox´ påstande der holder vand. Der er en del billedmateriale, som ser ud til at være autentisk, og hvor jeg kun kan sige, at jeg tager den dybeste afstand og altid har gjort det. Det gælder særligt, hvor der heiles. Problemet med materialet generelt er naturligvis, at der kun følger helt sporadiske kilder med. Jeg har kontaktet Politiken for at høre, om jeg kunne få kopi af det materiale, som Politiken har modtaget fra Redox. Det kan jeg ikke. Det udleverer avisen principielt ikke, hvad jeg for så vidt godt kan forstå. Men det gør det umuligt at forsøge at verificere eller falsificere de mange påstande, der optræder i Redox´ såkaldte dokumentation. Jeg nævnes imidlertid i Redox´ redegørelse, og det kan jeg kommentere, fordi jeg var der selv.

Mit foredrag i Århus i juni 2010 og i København i april i år

Den 15. juni 2010 skulle jeg holde foredrag om udlændingepolitikken i Danmark og Europa for Den Danske Forening på Århus Bibliotek. Den Danske Forening – som jeg ikke er eller har været medlem af – arbejder lovligt og støtter op omkring det danske demokrati.

Jeg ankom i god tid, da jeg på nettet havde læst, at en gruppe fra den yderste venstrefløj ville demonstrere mod mødets afholdelse. Retorikken på nettet var ubehagelig, og betegnelsen den yderste venstrefløj er derfor valgt med omhu.

Som Redox er inde på i sin “dokumentation”, skrev jeg dagen efter på min blog, at der havde været en nazist til stede ved mødet, der var åbent for alle. Han blev effektivt tilbagevist af mødeleder Tomas Kierstein, som jeg har kendt igennem mere end ti år, og hvis demokratiske sindelag jeg aldrig har haft grund til at betvivle. Det er sigende for Redox´ niveau, at de kun gengiver følgende fra mit blogindlæg fra den 16. juni:

“Dagen efter mødet skriver oplægsholderen på sin blog på Jyllands-Postens hjemmeside: »Min gennem snart ti år gamle ven Tomas Kierstein, som jeg første gang mødte på Tidehvervs Sommermøde i 2000, havde i sin egenskab af formand for Den Danske Forening inviteret mig til at holde et oplæg i Smilets By«. Han bruger herefter det meste af sit blogindlæg på at diskutere lødigheden af argumenter om racebiologi fra en nazistisk debatør (»Det er korrekt, at der var en nazist til stede i salen. Om der var flere, skal jeg ikke kunne sige, da de i så fald ikke ytrede sig…«) samt den omstændighed at en gruppe anti-racister synger sange udenfor (»Jeg skal ikke nægte, at jeg var glad for at følges med nogle mennesker, der havde en vis bredde over skuldrene. Da vi nemlig kom ud foran biblioteket noget over kl. 21, var de røde fascister fortsat i høj grad aktive, og de råbte mange opfindsomme slagord imod os«).” (fra Redox´ såkaldte dokumentation)

Her er, hvad jeg skrev om nazisten og det svar, han fik af Tomas Kierstein:

“Tomas Kierstein gjorde det inden mødets begyndelse – en halv times oplæg fra mig om situationen i Danmark og en række europæiske lande om konsekvenserne af masseindvandringen og halvanden times diskussion efterfølgende – klart, at blev der fremført synspunkter af såkaldt racebiologisk karakter, ville der blive lagt afstand øjeblikkeligt, og sådanne synspunkter ville ikke nyde nogen fremme i debatten.
Der var to indlæg fra salen, der havde en ubehagelig karakter, det ene mere end det andet. Det ene satte det etniske som en absolut standard, hvilket i sin konsekvens ville betyde, at perfekt assimilerede mennesker med rødder uden for Danmark ikke kunne accepteres. Synspunktet er helt uacceptabelt og har aldrig og vil aldrig nyde fremme hos denne blogger.

Det andet – og skærpede – syn var det nazistiske. Det er således korrekt, når modkraft.dk skriver, at der var en nazist til stede i salen. Om der var flere, skal jeg ikke kunne sige, da de i så fald ikke ytrede sig. Denne nazist talte om »racen« som noget afgørende. Han forfægtede med andre ord nazismens pseodovidenskabelige påstand om, at der findes racer, og at der mellem disse racer eksisterer et hierarki.

Og dermed er vi nået frem til Tomas Kiersteins forbilledlige mødeledelse og forbilledlige svar til de ubehagelige påstande, der blev fremført. Han svarede nemlig:

»Mennesket er ikke et racevæsen, mennesket er et åndsvæsen«.”

At Redox har en hensigt med sin mangelfulde gengivelse, skal man være ideologisk blind for ikke at kunne se. Hvordan synes læseren selv, at jeg beskrev “lødigheden” af det racebiologiske argument i mit blogindlæg fra den 16. juni? Og hvordan får Redox det til at fremstå?

Efter mødet

Da mødet var slut, var der fortsat omkring 30 unge mennesker tilbage uden for biblioteket. De var meget aggressive og råbte truende slagord. I den situation ville jeg have ønsket, at jeg havde haft mave nok til at gå derud alene og finde min vej hjem igen. Det havde jeg ikke mave til, og jeg blev derfor fulgt på vej af nogle personer, der havde været til stede ved mødet. Hvem de personer var og er, havde og har jeg ikke noget kendskab til. Jeg befandt mig i en situation, hvor jeg ikke af mig selv turde begive mig udenfor efter at have givet et foredrag for en lovlig forening, der støtter demokratiet.
Jeg gentager: jeg kendte og kender ikke de personer, der fulgte mig på vej. Jeg har aldrig kendt nazister eller det, der ligner, og enhver antydning af noget andet er injurier. Læseren bør spørge sig selv, hvad han eller hun ville have gjort i min situation. Skulle jeg have sagt nej til at holde foredrag i en lovlig forening, der støtter op om folkestyret, fordi den yderste venstrefløj i Århus havde varslet en demonstration?

Den 18. april i år holdt jeg på ny foredrag for Den Danske Forening, denne gang i København. Til stede var i øvrigt en journalist fra Berlingske, der stillede mig nogle spørgsmål og refererede mine svar loyalt nogle dage efter. Ved begge møder blev mine foredrag filmet. Jeg fik at vide, at disse optagelser ville blive lagt ud på Den Danske Forenings hjemmeside.

For begge møders vedkommende gælder endvidere, at jeg blev befordret både ud og hjem af personer, jeg ikke tidligere havde truffet, og som jeg talte med under kørslen. Jeg fik på intet tidspunkt indtryk af, at disse personer havde yderligtgående holdninger.

Politikens samarbejde med Redox

At et af landets førende dagblade vælger at samarbejde med en organisation som Redox, er rystende. Redox´ dagsorden er så tydelig, så det næsten gør ondt, når jeg ser på omtalen af min egen person. Redox gør alt, hvad det kan for at kæde mig sammen med ekstremister, skønt min eneste brøde består i, at jeg to gange har holdt foredrag for en forening, der støtter det danske folkestyre, og at jeg i Århus var nødt til at lade mig følge væk fra stedet. Redox´ omtale af mig er måske ikke en overtrædelse af injurielovgivningen, men det snerper derhenad, idet formålet er at fremstille mig som en, der plejer omgang med personer med ekstreme holdninger. Redox kan for min skyld sejle deres egen sø, men dagbladet Politiken har begivet sig ud på journalistisk katastrofekurs ved at indlade sig med Redox.

Debatten her på bloggen

Man kan kommentere alt det, man vil herinde, også på dette blogindlæg. Men enhver injurie vil blive fjernet, så snart jeg ser den. Føler man trang til at aflevere den slags, vil jeg anbefale, at man forsøger sig med at få et læserbrev i en trykt avis. Lykkes man med det, og har læserbrevet et indhold, der på nogen måde kæder mig sammen med ekstreme personer eller grupperinger, kan man få lov at uddybe sine synspunkter i en retssal. Jeg stiller ikke op til en diskussion herinde, hvor man kan aflevere den ene bagvaskelse efter den anden, og hvor jeg så skal forestille at svare på den slags i dette forum.

P.S.
Det lader til fortsat at interessere en del, om jeg kendte til ORG før i onsdags. Jeg gentager: nej, det gjorde jeg ikke.

Første gang som blogginnlegg i Jyllands-Posten 12. august 2011. Document takker Uhrskov Jensen for generøs tillatelse til republisering.

Baggrund:
Morten Uhrskov Jensen er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det national-konservative tidsskrift Nomos.

Andet:
Forfatter til bogen «Et delt folk» om den danske udlændingepolitik 1983-2008.