Nogle mennesker kommer bare aldrig videre i deres liv.
Tag nu f.eks. ansvarshavende redaktør for fagbladet Journalisten, Øjvind Hesselager. I det seneste nummer af bladet afslører han selv, at han stadig er stærkt fortørnet over offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne tilbage i 2005. Godt nok ikke så meget, at han har lyst til at brænde en ambassade af, udløse en bombe på Rådhuspladsen eller efterligne øksemanden fra Hvidovre. Øjvind er efter alt at dømme en fredelig starut, skønt han på sjette år går rundt og er godt sur i skralden over Jyllands-Postens xenofobi. Derfor stiller han i bladets leder det, man kalder et retorisk spørgsmål:

Måske var det i virkeligheden ikke omsorg for ytringsfriheden, der udløste Muhammed-provokationen. Måske var det snarere angst for det fremmede. En angst, som provokationen i sig selv var med til at forstærke.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at Øjvind dropper spørgsmålstegnet. Han kan klare sig uden. Øjvind rejser nemlig slet ikke et spørgsmål; han konstaterer. Lederens rubrik er da også “Grund-angst”.
Se, dette og mere har vi diskuteret med næb og klør i én uendelighed lige siden en flok danske imamer flere måneder efter offentliggørelsen rejste ned til de mest formørkede religiøse bureaukrater i Mellemøsten med et roadshow og formåede at skabe publicity for det synspunkt, at 1,2 mia. muslimer var blevet krænket af 12 tegninger i en dansk avis.

Hvorfor så komme rendende postfestum og plagiere den ene position i debatten til ære for landets journalister, der ellers plejer at prale med, at de kan tænke selv?

Svaret er ligetil: Øjvind har en plan. Øjvind vil gerne have, at der på landets journalistuddannelser indføres kvoter for muslimer alias “ny-danskere”. Efter norsk model, hvor der hvert år uddannes 30 “ny-norske” reportere. Det synes Øjvind er en rigtig god idé.
Norge er som bekendt kvoternes land. Her har de ikke bare kvoter for fisk, men også for kvinder – i bestyrelser, partier, i regeringen osv. – ligesom de nu også har kvoter for muslimer, der gerne vil være journalister. Samtidig er resten af Euroland naturligvis på vej med mere idiotisk lovgivning i samme dur, anført af EU-kommissær Viviane Reding, der til JP tirsdag udtalte i sin vanlige Napoleon-stil:

Jeg vil gerne se selskaberne komme med kreative og troværdige initiativer til at få kvinder ind i ledende stillinger – ellers bliver lovgiverne nødt til at gøre jobbet for dem.

Når jeg vender mig mod alt dette, så skyldes det, at jeg grundlæggende er imod forskelsbehandling af borgerne, især når den begrundes i vilkårlige, politiske hensyn, og især da når køn og etnicitet bliver de afgørende parametre.

Flere muslimske journalister? Gerne. Flere buddhistiske chefredaktører? Keep’em coming. Flere kinesiske reportere på Børsen eller Information? Hvorfor ikke? Flere brasilianere i DR eller TV 2? Jeps. Flere sorte krigskorrespondenter? Endelig. De skal bare kvalificere sig på nøjagtigt samme måde som alle andre – uanset etnicitet.

Journalistik er naturligvis ikke et spørgsmål om etnicitet, men om intelligens, frækhed og hårdt arbejde. Vi kunne jo for sjovs skyld kalde det kvalitet. Det burde Øjvind Hesselager være den første til at vide. Men i sin falden på halen for det synspunkt, at man muligvis kan få en mere medfølende og forstående journalistik ved at lade muslimer skrive om muslimer, afslører han i realiteten, at han egentlig ikke tænker som journalist, men som politiker og socialingeniør.

Ikke at det kan overraske – manden er jo trods alt redaktør for et fagblad for det, der rammende er blevet kaldt Journalistisk Venstreparti. Og dem véd du, hvor du har. Helt ude i hampen.

Opprinnelig på Jyllands-Postens blogg 24. juni 2011. Document takker for tillatelse til republisering.

Mikael Jalving går i kødet på høj som lav, unge som gamle, blå som røde, levende som døde, imamer, kyllinger, kulturpaver og andre skabninger i Danmark og den omkringliggende verden

Baggrund:
Historiker og kommunikationsrådgiver

Andet:
Forfatter til bl.a. Absolut Sverige (2011), Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret (2007)