Gjesteskribent

Slæber EU-forskeren Marlene Wind sine egne holdninger med ind i sine ”ekspert”-udtalelser? Ja, selvfølgelig gør hun det. Wind er også debattør – og kun et menneske.

Er det mærkeligt? Næh, det gør alle forskere. Der kan selvfølgelig være gradsforskelle, men humanvidenskab i bred forstand er ingen eksakt videnskab.

Gør det noget? Nej, ikke så længe man er bevidst om, at ingen er neutrale og objektive.

Er det et problem for Wind? Nej, det er et problem for medierne. De bør selvfølgelig afbalancere Winds udtalelser med andre forskeres udtalelser for at sikre pluralismen. Problemet er, at Wind er overeksponeret i alle medier. Det er forståeligt, hvis hun var det i Politiken og Information. Men i de aviser, som Sass-Larsen kalder borgerlige, bør andre EU-forskere have mere spalteplads.

At Marlene Wind (og adskillige andre) har sit eget særlige perspektiv, kan man især se i forbindelse med synet på det nationale. Wind har bl.a. sagt, at regeringen er i ”grænsepanik”, og hun har kaldt aftalen om øget grænsekontrol for ”valgflæsk”, der appellerer til ”den indre svinehund” (se også Messerschmidts klage). Hun har advaret om, at ”nationalismen er på fremmarch i Europa, og ingen statsministre i de store lande viser lederskab, men lægger sig fladt ned og lefler […]” (Kristeligt Dagblad 8/6).

Men nationalfølelse, ikke den politisk mobiliserede og aggressive-ideologiske nationalisme, er noget meget positivt – set fra en anden vinkel, som jeg vil bidrage med i det følgende.

Det bevaringsværdige ved den danske nationale loyalitet består i, at den ikke er totalitær, abstrakt og politisk dikteret, som f.eks. den tidlige tyske nationalisme og den franske. Endnu i dag frygter tyskere – NB! i eliten – derfor det nationale. Tysklands viceudenrigsminister Werner Hoyer har kritiseret grænsekontrollen med ordene om, at man “leger med nationalismens ild”. Men han burde ikke belære danskerne, for den tyske nationale identitet er forskellig fra den danske; den er i langt højere grad et ”top down”-projekt.

De gensidige bånd mellem danskerne har derimod været civile i deres form, og det har skabt fundamentet for et frit fællesskabsliv, der i høj grad har karakter af at være uformelt og ikke-selvhævdende.

I Danmark er dette civile engagement historisk kommet til udtryk i et velorganiseret og selvbevidst folkeligt fællesskab. Det har bl.a. bygget på en lang række civile bevægelser. Her kan man nævne sådan noget som andels-, idræts-, husmands-, bonde- og arbejderbevægelserne, det grundtvigske højskoleliv samt frikirke- og friskolelivet.

Borgernes indflydelse på staten er også tydelig i Danmark. I en nationalstat som den danske er de politiske og retslige institutioner netop forankret i den nationale kultur. Institutionerne har i vidt omfang en særlig national mentalitet, implicitte normer og uskrevne regler.

Derfor oplever borgerne, at institutionerne så at sige er udtryk for dem selv og deres værdier. Borgerne kan om institutionerne sige, at de er ”vores” institutioner. Det skaber en frugtbar grobund for borgernes villighed til at adlyde love og acceptere beslutninger, der ikke umiddelbart er i deres egen eller deres nærmestes interesse.

Kort sagt: Især, men ikke kun, i Danmark er nationalfølelsen noget meget positivt. Den har ganske vist udviklet sig historisk fra at være bundet til pietet til at blive mere værdiorienteret. Men nationalfølelsen er stadig enorm vigtig for at skabe åbenhed, identitet og loyalitet. Man kan her henvise til de bøger, som bl.a. Peter Gundelach har skrevet og redigeret, der dokumenterer danskernes positive nationalfølelse. Eller man kan henvise til Roger Scrutons bøger om det vestlige nationsbegreb.

Den stærke danske folkelighed giver kort sagt frihed i fællesskab. Det har at gøre med, at det især var bønderne, ikke borgerskabet som i Frankrig, der prægede den civile, nationale idé, der overskrider de sociale skel og også mindsker skellet mellem elite og folk. Især én mand kan vi takke for den særlige danske nationale identitet, nemlig Grundtvig. Man kan frivilligt vælge at være national, hvis man har øre for modersmålet og ild for fædrelandet, som den gamle kæmpe skrev.

I dagens debat skal man huske, at det er kulturelt homogene nationalstater, der skaber fred. Ikke det imperiale, multikulturelle EU. Liberale demokratier går ikke i krig med hinanden. Så lad den nationale glød flamme op!

Opprinnelig som blogg i Berlingske 15. juni.

Document takker for tillatelsen til republisering.

Kasper Støvring skriver om kultursammenstød, sammenhængskraft og værdipolitik herhjemme og i udlandet.

CV: Kulturforsker ved Syddansk Universitet, ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Har bl.a. udgivet bøgerne ”Villy Sørensen og kulturkonservatismen”, ”Sammenhængskraft” (2010), ”Den borgerlige orden” (sammen med Morten E.J. Nielsen, 2008) og ”Blivende værdier” (2004). Skriver p.t. på en bog om kulturkonflikter. Derudover er Støvring flittig foredragsholder og debattør. Bor til daglig i Sorø på Vestsjælland.

Læs mere på: www.kulturkritik.dk