Gjesteskribent

Osama bin Ladens død er ikke blot dagens eller ugens begivenhed. Hans død i en søvnig pakistansk bjergby er dette års hidtil største begivenhed, en på alle måder glædelig sådan – og så på en 1. maj.

Død og død er måske for pænt sagt. Den islamiske seriemorder, prinsen af Sudan og Afghanistan, Osama bin Laden (1957-2011) blev myrdet, og tak for det.

Tak til det amerikanske folk for eminent udholdenhed.
Tak til den amerikanske hær for det beskidte arbejde i løbet af alle disse år. Tak til CIA hvis renommé ellers kunne ligge på et knappenålshoved. Tak til de skarpe Navy Seals, der udførte operationen i Pakistan, og tak til præsident Barack Obama for at autorisere det mord, som hele verden har ventet på i mindst ti år.

Lad os holde fast i kernen: mordet. Osama bin Laden blev myrdet. Berettiget, på høje tid osv. Men myrdet.
Der er dem, der mener, at historien går fremad – helt af sig selv – som et slags schweizisk urværk, og at det bedste, vi kan gøre, er at gøre ingenting og lade historien udspille sig efter sin egen logik, købe og sælge og spise os fede. Som Marx – bare omvendt. Til sidst vil alle være som os.

Lad mig hurtigt indskyde, at jeg ikke køber denne optimisme.

Hvor målet for Marx var det klasseløse samfund, har store dele af offentligheden i dag fået et andet ord på hjernen: demokrati. Det særlige ved vores forhold til og opfattelse af demokrati er, at mange af os tror, det kommer helt af sig selv. Som ukrudt. Eller smil på en sommerdag.
Men det gør det gode ikke. Demokrati, hvis det er et gode – og det mener jeg stadig, at det er – har brug for lidt førstehjælp her og dér. I Afghanistan, f.eks. Irak. Pakistan, Libyen – Mellemøsten. Man kan diskutere arten og størrelsen af denne førstehjælp, men i mine øjne ikke intentionen.

Derfor kan vi ikke bare vende os væk og lade skurkene udkæmpe deres isolerede slag. Eller rettere: Det kan vi godt, hvis vi altså er parate til at betale prisen på lang sigt.

En gang imellem skal der mord – vores mord – til for, at de værste skurke ryddes af banen, og sådan at det, vi tror på, får en chance for at spire.

Osama er død, og jeg sidder og svælger i detaljerne. Læser f.eks., at en kvinde blev forsøgt brugt som menneskeligt skjold af Osamas sikkerhedsfolk. Alene dét er et mord værd.

Der er talrige ubesvarede spørgsmål, herunder de pakistanske myndigheders rolle, al-Qaedas fremtid etc. Nyhedsmedierne verden over er allerede fyldt til randen med analyser og scenarier.

Det er alt sammen for tidligt at spå om, men tilbage står, at Osama bin Laden har forladt fabrikken.

Længe leve hans død.

Mikael Jalving er en av Danmarks fremste politiske kommentatorer, har nylig utgitt en bok om Sverige som har sjokkert det pene borgerlige Sverige, og skriver faste blogginnlegg i Jyllands-Posten der denne sto 3. mai.

Document takker for anledning til å benytte hans stoff.