Gjesteskribent

”Holdningen til arbejde risikerer at ændre sig, når man opbygger en velfærdsstat. Den første generation vil stadig have en fornemmelse af, at arbejde er vigtigt og at man så vidt muligt skal klare sig selv. Men de efterfølgende generationer, der vokser op i velfærdsstaten, risikerer at få en anden holdning til arbejde. At det ikke er en selvfølgelighed, at man forsørger sig selv, når man egentlig godt kan arbejde.”

Sådan udtaler professor i økonomi Nina Smith til dagens JP (6/1 2011), og det er vise ord fra en tidligere vismand. Det svarer til de erfaringer, som vi gør os i det danske samfund. Vore forældres og især bedsteforældres generationer tog ikke skade af offentlig velfærd, tværtimod var den en kærkommen og fortjent hjælp efter et langt livs hårdt arbejde.

Problemet er velfærdsstatens moralske bivirkninger over tid.

For velfærdsstatens børn og børnebørn bliver den en given sag, og dens goder kan så vælges fra og til.

Samtidig har skolerne i 20-30 år indoktrineret på livet løs, om alle de rettigheder man som borger har i velfærdsstaten. Og hvad man har ret til, skal man selvfølgelig kræve.

Det eneste, man kan glæde sig over, er at udviklingen ideologisk har kulmineret. I 1977 udkom bogen ”Oprør fra midten” med ideen om borgerløn til alle. Den mest tåbelige og ødelæggende ide nogensinde. Og i min studietid i 1980erne kunne der stadig diskuteres den slags tåbelige ideer, som i sin effekt bedrog borgerne. For hvis man i en ung alder indstiller sit liv på ”borgerløn”, og der til sidst ikke er mere i statskassen (hvis mange vælger samme vej), er borgerne jo blevet holdt for nar af falsk ideologi. Borgerløn er død som vision, men lever i praksis som et residual, det er svært at komme til livs.

I Socialdemokratiets partiprogram fra 1913 står der som punkt 15 af 18: ”Offentlig vederlagsfri Sygepleje. Human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsudygtige ved Staten. Forsikring mod Arbejdsløshed. ”

Socialdemokraterne gik ikke ind for storstilet kollektiv forsørgelse som efterløn og kontanthjælp. De ægte svage, som skulle hjælpes, blev præciseret: syge, gamle og uarbejdsdygtige. Og så skulle man forsikre sig mod arbejdsløshed.

I dag ville Socialdemokratiets program fra 1913 ligge kilometer til højre for den politiske konsensus: ”Arbejdet er Kilden til al Værdi, og Arbejdets udbytte bør tilfalde dem, som arbejder”. Ja, sådan lyder første sætning i 1913. Hvilken provokation! Dem, der arbejder, skal have frugten af arbejdet. Hvad med alle dem, der ikke arbejder?

I dag elsker danskerne at holde fri på naboens regning, siger Nina Smith i dagens JP.

Men det værste er bivirkningerne: at pligtfølelsen overfor at arbejde er blevet undermineret af velfærdsrettighedernes sejrstog. Kan vi ikke blive enige om det i dag? – når nu hver dansker er en underskudsforretning på 850.000 kr. Og at det det kan være nødvendigt – for moralens skyld – at lukke kasserne til i et omfang, vi ikke har været vant til. Og så begynde at lære børnene i skolerne, at vejen til et godt liv går gennem at gøre sig nyttig for andre på markedet. Og man må gerne lære frygt at kende, som kan anspore til at yde det ypperste i konkurrencen.

Velfærdsstaten er kun succesrigt som et one shot. Det er Nina Smiths pointe. Den kan virke efter hensigten på første generation med arbejdsdisciplin og offervilje i behold, men når dens ideer går i blodet på børn og børnebørn, går det galt. I disse år plages kommuner af børn og unge fødte af forældre, der har været på overførselsindkomst hele livet. Dyre anbringelser og disciplinproblemer i skolerne er følgen. Selv hvis der skulle være økonomisk råd til at videreføre velfærdsstatens status quo, skal der af moralske grunde markeres, at velfærden ikke kommer af sig selv.

Da jeg gik i folkeskole på Fyn fra 1966, var der klassekammerater fra hjem med lokum i gården og uden varmt vand og uden fjernsyn, fattigt ville man sige i dag, men forældrene arbejdede og børnene var velopdragne og med ordentlige manerer. Arbejdsomheden blev overført til næsten generation. Vi legede og så Laredo hos mig om lørdagen – efter skole!

Gør din pligt, sagde gode socialdemokrater engang og gid de kunne genfinde noget af arven og vove at sige det med den koldblodighed, der skal til at holde det danske samfund i gang hinsides velfærdsstaten.

Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi, projektleder ved tenketanken CEPOS, bokanmelder i Jyllands-Posten og mangeårig bidragsyter i den offentlige debatten i Danmark. Gade Jensen har den faste spalten Slip friheden løs i Jyllands-Posten.

Artikkelen Velfærdsstatens moralske bivirkninger ble først publisert i Jyllands-Posten 6. januar 2011 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.