Gjesteskribent

Med Margrethe Vestagers melding om, at Det Radikale Venstre under ingen omstændigheder vil støtte et pointsystem, er der igen åbnet op for debatten om politik og moral i forbindelse med regeringens nye udlændingeaftale.

Spørgsmålet er: Skal alle ikke have lov til at komme ind i landet? Er det ikke en moralsk ret? Skal politik ikke være båret af en moralsk indignation?

Politik er beslutning

Det korte svar er: Nej, politik er ikke moral. Politik skal sikre samfundets stabilitet, orden og sammenhængskraft. Moral er en sag for enkeltpersoner. Derfor kan alle ikke bare komme ind i landet, hvis de har lyst. Politik er pragmatik, forhandling, diskussion – og beslutning. Tænk hvis alle havde krav på at komme ind, hvis bare de nævnte ordet kærlighed. Det ville medføre kaotiske tilstande.

Så er der andre, især fra Liberal Alliance, der argumenterer, at problemet løses med det, der – hvis man ikke udformer det meget nøje, og det vil i praksis ikke sige åbne grænser – i virkeligheden er et kultur- og samfundsopløsende princip. Nemlig princippet om åbne grænser og lukkede kasser.

De overser blot, at der findes mange desperate mennesker, som vil tage chancen og søge at udnytte de åbne grænser. Kort sagt vil modellen højst sandsynligt føre til mere kriminalitet og flere konflikter. Så hellere holde de ukvalificerede udlændinge, der ikke kan eller vil integrere sig i landets kultur, ude én gang for alle; så kan vi sørge for dem, der allerede er her, og undlade at chikanere dem.

Sorteringssamfundet

Lad os bare gøre det klart, som flere kloge hoveder da også har udtalt for nyligt, at selvfølgelig må og skal vi sortere i indvandringen, herunder familiesammenføringerne. Økonomen Niels Kærgård, som dog fejlagtigt taler om etik, udtaler således:

“Et etisk argument for en stram indvandrerpolitik er hensynet til velfærdsstaten og vore svage medborgere. Vi er et lille land og kan ikke ubegrænset vælge at være rare. Så bliver vi tossegode. Der må være grænser for godheden […] En velfærdsstat som den danske tiltrækker indvandrere, som er dårligt uddannede eller har helbredsproblemer. I et land, hvor vi med glæde synger med Grundtvig: ‘Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt’, er der godt at være, hvis man har brug for lidt hjælp. Men der er grænser for, hvad vi kan klare som et lille land med fem millioner indbyggere”.

Hertil supplerer historiker Uffe Østergaard:

“Danmark skal lære at se sig selv som indvandringsland. På sigt kan vi ikke reproducere os selv og får derfor brug for en indvandring, og indvandringslande stiller krav til de mennesker, som de vil have ind i landet. Det er ikke rart at sætte ord på, og det er ikke med begejstring, jeg siger det. Men vi skal have et sorteringssamfund, for ellers kommer den store danske mellemklasse til at betale for en ikke-gennemtænkt praksis over skatten.”

Nationalstaten og EU

Helt overordnet har en nationalstat som den danske både ret og pligt til at regulere indvandringen og befolkningssammensætningen. Vi lever jo netop i en nationalstat, ikke i en værdi- eller kulturneutral stat eller i en multikulturel stat, hvor alle kulturer er ligestillede. Nej, nationalstaten er, følgelogisk, forankret i en kulturnation, som staten må understøtte og videreføre. Deri ligger tillige dens legitimitet.

Så har vi bare ét alvorligt problem: EU. Banden af moralister “dernede” har for nylig fremsat denne kritik af udlændingeaftalen. Det er det mindste. Moralister bør man bare grine ad.

Langt vigtigere er det, at regeringen tager et opgør med EU. Hele diskussionen om udlændingelovgivningen, ja, lovgivning i det hele taget, bliver meningsløs, hvis det ikke sker. Opholdsdirektivet samt hele institutionen, især domstolen, må afvises, fordi nationalstatens suverænitet ellers undermineres. Morten Uhrskov har utrætteligt påpeget dette i forbindelse med udlændingepolitikken.

En mulighed er at forhandle sig frem til at kompromis. Men det har vist sig at være meget svært. En anden er at tage et totalopgør, hvilket p.t. synes urealistisk. En tredje er at afvise eller ignorere kendelserne fra dette domstolsstyre.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk, og er aktuell med boken Sammenhængskraft, som nylig er utgitt på Gyldendal. Støvring har også hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Politik, moral og udlændingeaftalen ble første gang publisert i Jyllands-Posten 26. november 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.