Hva vil beredskap si? Hva vil det si å være beredt? Det handler i det minste om å være klar over konsekvensene av sine handlinger. Er det ikke det all oppdragelse går ut på?
Hva kan det da komme av at voksne mennesker - politikere og samfunnseliten - fører en politikk som de nekter å se konsekvensene av?
Norge er sjokkert over at politikerne frem til 22/7 bare pratet sikkerhet, men ikke gjorde noe. De ville ikke ta inn over seg at det kunne skje her. Noen forsøker til og med å fremheve denne enfold/troskyld som en dyd.
Roy Jacobsen har flere ganger fortalt om hvor skuffet han ble da han møtte mennesker under rettssaken som sa de ikke orket mer. Han sier nordmenn lider av det som kalles “normalcy bias”, en insistering eller klamring til en normalitet, selv der hvor den er pulverisert av en katastrofe. Man vil hurtigst mulig tilbake til slik tingene var. Jakobsen frykter derfor at bak ordene om at terroristen ikke skal få forandre Norge, ligger en slik normalitetsavhengighet. En benektelse av det som har skjedd. En fortrengning.
Her krysser flere linjer hverandre, og kan føre til stor forvirring.
For å kunne føre en meningsfylt samtale må vi vite hva folk legger i ordene. Hvis de sier at vi ikke vil ha et overvåkingssamfunn, nikker vi, hvis de sier at det per definisjon er umulig å forhindre terror i et åpent samfunn, synes vi også det lyder tilforlatelig. Men hvis man samtidig sier at Norge ikke må forandres, er det grunn til å spisse ører. Kan det da være at man egentlig mener at Norge skal fortsette som før 22/7?
Da er vi over i fortrengingssporet, og det er den fremste forutsetning for at en ny terrorhandling vil skje igjen, at det kan bli en ny katastrofe.
22/7 viser at det også kan skje her.
Hvis det åpne samfunn skal kunne bevares, må man ta det inn over seg.
I Danmark har overfallet og vandaliseringen på legevakten på Odense universitetssykehus sjokkert hele nasjonen. Både pasienter og personale ble slått med skrekk da 70-80 menn med køller stormet inn på legevakten og ville ha tak i en skuddskadet 26-åring. Bare det å ville hevne seg på en såret, er en tanke som er totalt fremmed for dansker flest.
Politikerne, inklusive regjeringen, fordømmer volden. En forhenværende politimester, Svend Aage Jensby, og nå medlem av Folketinget for Venstre, skriver i Jyllands-Posten at regjeringen burde gå i seg selv. De samme partier ga i 1992 asyl til flere hundre palestinere til tross for avslag fra danske UDI, til tross for at de visste at mange av dem var dømt for kriminalitet. De fikk rett til familiegjenforening, også for foreldre over 60.
Det er velkendt, at begivenheder, der sker i nutiden, ofte trækker lange spor tilbage til fortiden.
Et eksempel herpå er de uhyrligheder, som grupper af såkaldte flygtninge fra Odense-kvarteret Vollsmose har demonstreret på det seneste, da personer, som det danske samfund har givet opholdstilladelser, bolig og sociale ydelser, på fuldstændig uacceptabel vis har skabt frygt hos personale og patienter samt udøvet grov hærværk ved hospitalet.
Hvorfor skal disse begivenheder ses i et historisk lys?
Med spinkelt flertal
Jo, fordi de tre partier, der i dag har regeringsansvaret, Socialdemokratiet, (bl.a. repræsenteret af nuværende overborgmester i København, Frank Jensen) SF og De Radikale i 1992 med et spinkelt flertal tvang den daværende regering til at give opholdstilladelse til ca. 450 palæstinensere fra Libanon, selvom Flygtningenævnet havde afvist, at de pågældende havde krav på asyl i Danmark. Det stod klart for de tre partier, at hver enkelt af de pågældende palæstinensere herefter havde krav på at invitere børn, ægtefæller og forældre over 60 år til Danmark, hvor alle så ville få varigt ophold.
De tre partier vidste også, at talrige af de personer, der var omfattede af deres forslag, var straffede personer.
Man må vel også tro, at de havde gjort sig klart, at der med deres beslutning i løbet af få år ville ske en tilvækst på flere tusinde palæstinensere i Danmark. At omkostningerne ved forslaget endelig ville koste de danske skatteydere mange, mange mio. kr., gjorde heller ikke indtryk.
Har slækket på kravene
Den danske befolkning har nu i årevis været vidner til, at palæstinensere fra Mellemøsten især på Nørrebro, i Aarhus og i Odense på urimelig vis har begået kriminelle handlinger, skabt frygt for den danske befolkning og beslaglagt uhyrlige politiressourcer.
En væsentlig årsag hertil skyldes følgerne, herunder familiemæssige, af den såkaldte palæstinenserlov, jeg har nævnt.
Historien har trukket sit spor.
Og når justitsministeren nu toner frem på TV for at fortælle, at politiet og alle andre vil gøre alt mod dette uvæsen, lyder det hult.
Han skulle gribe i egen (sit partis) barm og lære af fortidens synder.
Det næste bliver nemlig nu, at vi skal tage imod et uhyrligt antal syrere, og det frygter jeg, at regeringen er parat til. Man har jo allerede trods løfter under valgkampen slækket på kravene.
Når så man en presse som gikk politikerne på klingen og spurte om de ikke snart har lært? Det handler ikke om den enkelte palestiner, det handler om at politikerne nekter å se konsekvensene av sine handlinger. Det er også en form for manglende beredskap. Den som nekter å lære, vil det føre eller senere gå ille med. Det er folkelig visdom.
For Norges del kan man si at pressen har en god del av skylden for at folk ikke orket ta inn over seg rettssaken. Pressen overfokuserte på personlig lidelse, som de fleste bare greier inntil et visst punkt, og unnlot å gjøre rettssaken til en erkjennelsesprosess. Det skapte en ubalanse. Pressen kunne tatt leserne med på en reise inn i Breiviks mørke, men turde ikke. I stedet drev de kampanje mot psykiaterne som forsøkte. Disse inkonsistensene reagerte folk på med å snu seg vekk.
Beredskap starter her og nå. Det handler om villighet til å lære. Ellers vil fortidens feil gjenta seg. Derfor er koblingen 9. april og 22/7 så potent: Begge handler om uvillighet til å ta verden inn over seg.
En usvikelig forutsetning for å kunne lære er evne og vilje til sannhetssøken. Derfor gjorde 22/7-rapporten så sterkt inntrykk, den bar preg av å ville trenge inn til sannheten på vesentlige punkter.
Men for at dette skal være mulig må det skapes et offentlig rom som har en grunnleggende forståelse av nødvendigheten av sannhetssøken. Ikke bare “åpenhet” i generell og uforpliktende forstand.
Dessverre tror jeg vår evne til å finne frem til sannhet er blitt vesentlig svekket, og det er det alvorligste anslaget mot vår beredskap.
