Mediokratiet sår tvil og skepsis til politiet, men hva skjer hvis politiet skulle miste motet og handlekraften? Under fjorårets opptøyer i London og andre engelske byer var politiet siste skanse mellom samfunnet og mobben.
Norske medier var mest opptatt av å finne unnskyldninger for at mobben gikk amok. De glemte å spørre hva som ville skjedd om politiet hadde stukket halen mellom bena?
Mediene synes å glemme at politiet trenger moralsk oppbacking. De trenger å føle at de har mandat til å gjøre jobben, og til å bruke de metoder som situasjonen tilsier. I stedet er mediene som regel opptatt av overtramp.
Opptøyene i London og andre byer var noe mer enn spontan plyndring og ødeleggelseslyst. De var omfattende og destruktive. Demonstrantene gikk etter politiet. Har mediene reflektert dette? Hva vil skje i det flerkulturelle samfunn hvis politiet trekker seg unna?
Flere politifolk har beskrevet sine opplevelser fra ifjor. Det sto om livet.
Politibusserne har kørt 32 kilometer fra Sutton i det sydvestlige London, da de uforvarende havner direkte i centrum for optøjerne på Tottenham High Road.
»Pludselig hagler det ned over os med mursten, flasker og stilladsdele. Og vi var ligesom … For fanden mand, okay, det sker rent faktisk nu.«
Busserne kører videre, passerer flere udbrændte politibiler og en dobbeltdækkerbus, der er omspændt af flammer. »Der blev bare ved med at være smadrede vinduer og sten, og jeg tænkte: ’Det her er ikke virkelighed, det er som en filmoptagelse’.«
Betjenten – en af de 130 politifolk, som The Guardian og London School of Economics har interviewet til en undersøgelse af sidste års engelske optøjer – var på vej mod en oplevelse, han aldrig vil glemme.
»Jeg tænkte bare: Hvor meget længere kan det her blive ved? Det er jo det rene helvede,« siger en 52-årig inspektør, som blev slået bevidstløs kort efter sin ankomst til Tottenham. »Hvis nogen af mine betjente går i aktion nu, løber de os over ende. Og myrder os.«
Optøjerme i Tottenham har varet fire timer. En protest over politiets nedskydning, to dage tidligere, af en lokal borger, Mark Duggan, har udviklet sig voldeligt. Der er plyndringer i gang tre kilometer mod vest i Wood Green. Stadig ved hjælp af sin iPhone guider betjenten politibusserne gennem brun røg og forbi flammende bygninger ad gader, der er oversået af sten og andet kasteskyts.
Ved et Aldi-supermarked må politibusserne at stoppe. »Alle indkøbsvognene var trukket ud i en stor kæde og væltet om, så de kunne bruges som barrikade,« siger han. »Man kører ikke bare hen over indkøbsvogne. Så vi gjorde holdt. Alle tjekkede, at de havde spændt deres hjelme fast og havde deres grej parat.«
Da bussens dør åbnes op, bliver han først overrumplet af larmen. »Uromagerne råbte og skreg og smed med brosten, imens politisirener gjaldede i det fjerne.« Han og hans kolleger slutter sig til en kæde af 10-12 urobetjente, der kæmper med 300 uromagere. »Det er svært at trække vejret i røgen. Og hjelmens glasvisir dugger til med det samme, så jeg næsten ikke kan se, hvor jeg går.«
Indkøbsvognene danner en naturlig skillelinje, og luften er tyk af kasteskyts. Politiet forsøger gentagne gange at komme op over vognene, men da det endelig lykkes for betjenten og en håndfuld af hans kolleger, må de konstatere, at de er isolerede og under angreb.
Der er ikke andet at gøre end at foretage et omgående tilbagetog. Betjentene klatrer tilbage over vognene med undtagelse af én.
»Jeg kommer ikke helt over, fordi jeg hænger fast i et eller andet,« siger han.
»Pludselig mærker jeg hænder, der tager fat i mig og prøver at trække mig tilbage. Det farer igennem mit hoved, at hvis får de fat på mig, er det slut. De var en hel flok. Den var ophidset, det var mørkt, og det var kaotisk – så det ville jeg ikke overleve.«
Hændelsen finder sted 500 meter fra det sted, hvor politibetjent Keith Blakelock blev stukket ihjel under Broadwater Farm-optøjerne 26 år tidligere.
.….….…
På tredjedagen i Hackney i det østlige London er en 25-årig civilklædt betjent i knibe. Uden hjelm, skjold eller træning i urobekæmpelse er han i en sårbar position. »Jeg husker en eller anden sagde til mig: ’Så bliv dog hos din chauffør’ – ’jamen, hun er allerede væk’. En anden kollega trækker staven, og jeg tænker: ’Åh ja, min stav, hvor kunne jeg godt bruge den nu’. Uromagere lige foran ham brækker brosten op og bruger dem som kasteskyts. Andre har fastgjort knive til spadeskafter, som de svinger truende. ’Hey, hvad fanden har I gang i?’ sagde jeg og tænkte: ’Bare jeg dog havde et skjold’. En brosten flyver gennem luften og splintres i to. Da den lander – fra en eller anden mærkelig skæv vinkel – ryger den ene halvdel lige ind i ansigtet på mig. Jeg bliver slået omkuld, men kommer på benene igen.«
På dette tidspunkt er titusinder af mennesker på gaderne i de engelske storbyer i fuld gang med at lave hærværk, tænde bål og plyndre, de fleste af dem i London. Indsatte betjente fra hovedstadspolitiet bruger udtryk som »i undertal«, »frustreret«, »skræmt« og »overvældet« om den kritiske situation.
Men hvor uromagerne reelt har overtaget dele af London, har de mindre succes i Liverpool. Trods vedholdne forsøg gennem 48 timer lykkes det dem aldrig at trænge ind i bymidten. Med disciplinerede kæder formår politiet at holde uromagerne i områderne omkring Toxteth i det sydlige Liverpool.
Men volden mod politiet er lige så intens som i London. Politiet bliver angrebet med golfkøller og benzinbomber. En kvindelig betjent ser uromagere trække ejendomsmæglerskilte op af jorden og bruge de spidse ender til at angribe politiets heste. Hadet mod politifolkene er indædt.
’De hader os helt vildt’
Et år efter de værste optøjer i Englands nyere historie giver 130 engelske politifolk deres version af fire rædselsdøgn, hvor de måtte kæmpe mod tusindvis af uromagere, der i en voldsrus plyndrede butikker, brændte biler af og hærgede i London, Birmingham, Liverpool og andre byer