Der er nok at skrive om, så hvorfor ikke slå et par delemner sammen? Søreme om ikke det ser ud til, at antallet af ghettoer er på vej til at vokse, ikke falde, som regeringen ellers har lovet, at det ville. I 2016 skulle der i stedet for 28 ghettoer - nå nej, “udsatte boligområder” - have været 21 og i 2020 skulle tallet have heddet 14. Nu viser det sig, at 14 nye boligområder er tæt på at kunne kalde sig ghettoer. Sikke da noget.
Jeg har skrevet om den kuldslåede greencard-ordning før, men nu foreligger der opdaterede tal. Da jeg skrev om emnet i september 2011, var det kun 29 procent af de påståede højtkvalificerede, der rent faktisk arbejdede inden for deres område. Og i dag er tallet så 30 procent, ikke den største stigning, der er set.
De to emner, ghettoer og greencard, hænger givetvis kun i meget begrænset omfang direkte sammen, så hvorfor bunke dem sammen under én hat?
Alt sejler, og vi holder kursen
De to eksempler, der er stort set uden indbyrdes forbindelse, viser, at vi ledes af en flok alternativt begavede politikere. Katastroferne står i kø for at komme til, og vejen fremad er så at blive ved med at hælde flere og flere lavt kvalificerede ikke-vestlige ind i landet. I den linkede artikel til greencard-ordningen nævnes det f.eks., at “Lige nu er der mere end 300 vidensarbejdere fra Bangladesh med mindst én kandidatgrad, men kun fem af dem er i betalte job, der matcher deres kvalifikationer. Det samme forhold gør sig gældende for dem fra Nigeria, Pakistan, Nepal, Iran og Ghana.”
Tør man på baggrund af viden om, hvordan også ikke-vestlige efterkommere klarer sig i uddannelsessystemerne, gætte på, hvorfor personer fra Bangladesh, Nigeria, Pakistan, Nepal, Iran og Ghana ikke klarer sig synderligt godt i Danmark?
Ganske uanset om Danmark modtager flygtninge eller såkaldt arbejdskraftindvandring fra den ikke-vestlige verden, er resultatet det samme: Danmark bliver fattigere, jo flere der kommer. Danmark opsplittes langs etniske, religiøse og kulturelle skillelinjer.
Det er ganske vist, at det forholder sig, som jeg her beskriver, og alligevel fortsætter festen. Hvis ikke der gribes ind politisk, vil festen fortsætte, indtil Danmark kun er en smule mindre fattigt end de lande, hvorfra vi modtager.
Sådan er nemlig virkeligheden. Der er ikke noget fortryllet over det landområde, som vi kalder Danmark. Det er menneskene på stedet, der afgør graden af fortryllelse.
“Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark (2012,
