Konservatisme er et opgør med ethvert ideologisk sværmeri. Modstykket til konservatismen er således ikke bare socialismens kollektivistiske menneske- og livsanskuelse, men også liberalismens dyrkelse af det individuelle og markedet som hævet over alle andre hensyn. Det er midt imellem disse to abstraktioner af menneskelivet, at vi finder konservatismen. At favne mellem troen på, at den enkelte kan udrette og skabe for sig selv, med og for sine; bevidstheden om den nødvendige stat til at opretholde orden, social balance og sikre, at alle har de samme muligheder for at leve et godt liv; og i næsegrus beundring for det, vi har fået af generationerne før os – demokratiet, frihedsrettighederne, vor kultur, vore traditioner og troen på den barmhjertige Frelser. »Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod«, skrev Johannes V. Jensen befriende og klart. Vi skal leve og forme vores egen tilværelse, men med bevidsthed, kløgt og respekt for det, som er blevet os givet. Og det starter med os selv som en del af det folkelige fællesskab, vi udgør med generationerne før os. Vi er ikke produktionsenheder på et kapitalistisk marked eller partikler i et folkelegeme. Vi er mennesker og skal behandles sådan.
I EU er det lykkedes at forene socialisme med liberalisme, så styreformen og strukturerne indeholder alle socialismens kendetegn, mens den udførte politik er inspireret af det liberalistiske. Det eneste, de to har til fælles, er åndløsheden og den historisk manglende berettigelse. Med en præcision, der ville glæde DDR’s tidligere kommissærer, er EU’s institutioner indrettet med et dybt skel til befolkningen. Kommissærer uden folkeligt mandat har initiativretten til nye love. Europa-Parlamentet, der uden noget europæisk folk eller sprogfællesskab er sammensat af grupper uden folkelig fælles forankring. En domstol, der kun er bundet af sin egen vilje. En omfordelingspolitik, som vækker mindelser om Stalins forsøg på at styre landbrugsproduktionen. Således er traktaten bygget op. Og således cementeres det – uagtet hvad folket ønsker.
I Italien og Grækenland har premierministre måttet træde tilbage – ikke som følge af den italienske og den græske befolknings demokratiske erklæring, men efter ønske fra Tysklands kansler Merkel og EU’s præsident van Rompuy efter så upassende forslag som folkeafstemning om fortsat græsk deltagelse i euroen. I Irland formastede man sig til at kræve en ny folkeafstemning om Lissabon-traktaten, fordi der blev stemt forkert første gang. Og i Danmark sendes der kontrollanter fra Bruxelles for at undersøge, om den indførte grænsekontrol nu også var passende. Den allestedsnærværende kontrol, fraværet af demokrati og ophævelsen af de nationale fællesskaber er kodeordene. Unægtelig en melodi, der minder om, hvad vi troede i 1989 var dødt og borte – den socialistiske sørgemarch.
Vender vi da blikket mod den politik, som disse institutioner og embedsmænd vedtager, bevæger den ideologiske pil sig i en anden retning – nemlig mod liberalismen. I tilbedelse og tro på markedet skal eurolandene nedbringe deres produktionsomkostninger, uanset hvilken forarmelse af befolkningen det medfører. Men ikke bare eurolandene skal tilpasse sig markedet som herre. Landenes produktionsapparat skal tvangsliberaliseres. Fra postvæsen over arbejdsmarkeder til indvandringspolitikken skal liberaliseres. Og konsekvenserne er til at føle på.
I England er Royal British Mail gået fra at være en overskudsforretning til nu at give enorme tab. I de nordiske lande presses overenskomsterne, lønningerne og arbejdsmarkedslovene for at sikre ens konkurrencevilkår. Og i syd ses konsekvenserne af den løsagtige – liberale – indvandringspolitik, hvor alt skal være åbent og frit. Grænserne er åbne. Bevægeligheden er fri – for penge, mennesker, virksomheder og varer. Globaliseringen kender ingen grænser, siger man. Men det er et forsøg på at dække over viljen til at fjerne grænser.
Hvad skyldes denne forening af de socialistisk styrede institutioner og den tvungne liberalisering? Hvad har socialisme og liberalisme til fælles? Svaret er åndløsheden. Men hvor ånd- og rodløsheden er et biprodukt af liberalismen, er det selve forudsætningen for socialismen. Kun i et fragmenteret samfund, hvor der slås ned på nationale og andre sammenhold, hvor den kulturelle samhørighed fjernes, og hvor alle værdier ligestilles, vil mistilliden brede sig, og troen på det autoritære – det udemokratiske – vil kunne rodfæste sig. Efter 1989 tror ingen i Vesten længere på den planlagte økonomi. Femårsplaner og økonomisk demokrati er smidt over bord og rammer kun den offentlige debat som strandede, viljeløse vragstumper. Men det totalitære som styretøj er ikke forsvundet efter 1989. Tværtimod har det vundet frem. Se Kina, hvor kommunismen som styreform i dag forenes med rendyrket økonomisk kapitalisme. Eller se i EU, hvor de tidligere kommunister – i tillid til, at ethvert spor fra fortidige fortrædeligheder bliver slettet af PET – har bemandet de europæiske institutioner og med hensynsløs totalitarisme lader hånt om kontinentets demokratiske traditioner.
Medlemslandenes folkevalgte regeringer spiller end ikke en birolle i Bruxelles, men må i de fleste tilfælde glædes ved blot at se til, mens en kommission af embedsfolk og et ikke-parlamentarisk parlament, hvis sammensætning befolkningerne kun har minimal indflydelse på, vedtager direktiver og forordninger. Og som crescendoets afslutning har vi i Luxembourg domstolen, der til enhver tid er klar til at sikre »den stadig snævrere union«, som siden Romtraktaten har været formuleret i traktaten. Hundredvis af gange har domstolen henvist til disse ord for at retfærdiggøre sine politiske afgørelser – om forrang, om magtfordeling osv.
I min dagligdag har jeg således lejlighed til at betragte Den Europæiske Union indefra. I Europa-Parlamentet – den demokratiske verdens eneste parlament uden parlamentarisme – er den største partigruppe The European People’s Party (EPP). Med over 300 medlemmer er denne konservative gruppe den klart væsentligste for institutionens arbejde og tæller da også indflydelsesrige medlemmer. Man skulle tro, at en sådan konservativ mastodont kunne give EU modspil. At der ville blive taget opgør med den socialistiske magthaver og liberalistiske tvangsreformer. Men det sker ikke. Tværtimod. Der er ikke mange grupper i EU-Parlamentet, som er mere forelsket i tanken om mere og dybere integration. Senest har Hans-Gert Pöttering fået penge til at oprette et hus for den europæiske historie til glorificering af Unionen. EPP-gruppen har været toneangivende ved udformningen af den hedengangne Forfatning for Europa, som i dag er fiflet igennem med Lissabon-traktaten som dæknavn. EPP-gruppen er formodentlig det tætteste, man kommer på en ophavsmand til hele EU’s nuværende konstruktion.
Hvad har dog afstedkommet dette paradoks, at en organisation funderet på selve modstykket til konservatismen alligevel forsvares måske allermest indædt af dem, der kalder sig konservative? Fred i Europa vil nogen sige. Men det stikker dybere. Svaret er, at Europas konservative ganske enkelt er holdt op med at være konservative. Det klinger pænt som navn og minder om tiden, der var.
Men af gavn er hverken det konservative parti i Danmark eller Det Europæiske Folkeparti konservativt.
De er blevet en del af den moderne tids, internationalistiske sværmeri, hvilket vi i Danmark så senest i folketingsvalgkampen med Lars Barfoeds frieri til Det Radikale Venstre. I EU får jeg det bekræftet dagligt, hvor liberale ordførere over en bred kam støtter liberaliseringen af arbejdsmarkeder, af infrastrukturvirksomhed, de frie markedskræfters hærgen, EU’s teknokratstyre og misforvaltningen af skatteydernes penge. Burke, Elliot og såmænd også den danske Johannes V. Jensen ville vende sig i deres grave, om de kunne.
Men heldigvis er der håb. Andre grupper har i dag taget kampen mod ideologierne op og kæmper langt mere alvorligt for den konservative sag. Det sker fra London, hvor Cameron klogt holdt sit land uden for finanstraktaten. Det sker i Prag, hvor præsident Klaus modigt kæmpede imod Lissabon-traktaten.
Og det ses i fragmenter over hele Europa, hvor partier som Dansk Folkeparti med en grundlæggende modstand mod abstraktionen vinder frem.Der er stadig håb for Burkes banemænd.
