Det er ekstremt at være kristen på Langeland
Artikel af Mikael Jalving
Efter at den langelandske sognepræst Helle Frimann Hansen i Sappho offentliggjorde sit åbne brev om muslimers behandling af kristne konvertitter på et lokalt asylcenter, forsøger kommunen at få hende til at klappe i. Samtidig får de fire konvertitter at vide, at de skal undgå at tiltrække sig opmærksomhed på asylcenter Holmegaard. Rådet kommer fra centerets daglige leder – på en hemmelig lydoptagelse.
Helle Frimann blev kontaktet af kommunedirektøren, fordi hun havde tilladt sig at kritisere forholdene for kristne konvertitter på det lokale asylcenter. Foto: Steen Raaschou.
“Hvordan kan jeg forkynde om søndagen, at vi skal tage vare på hinanden, og så vende ryggen til om mandagen?”
Det er sognepræst i Humble på Sydlangeland, Helle Frimann Hansen, der spørger, men der er ingen, der svarer, så hun sætter selv tingene på plads: ”Det kan jeg naturligvis ikke.”.
Helle Frimann Hansen føler sig forpligtet af sit kristne præsteløfte, der ikke skelner mellem hendes funktion som præst i folkekirken og hendes menneskelige samvittighed, og det er derfor, hun igennem flere måneder har huset fire kristne konvertitter i privaten på præstegården i Humble – og mere alvorligt, viser det sig – skrevet og talt offentligt om det.
Særligt det sidste lader til at være en sten i skoen for René G. Nielsen, direktør for borgere, børn og unge i Langelands Kommune, og for den daglige leder på asylcenter Holmegaard på Langeland, Jens Brandt.
Mail fra direktøren
Kort efter Helle Frimann Hansens beretning i Sappho den 7. maj, begynder hendes telefon at kime. Det er journalister fra både landsdækkende og lokale medier, der vil vide, hvad der foregår på præstegården og asylcenteret.
Overfor dem gentager Helle Frimann Hansen sine iagttagelser og forklarer, hvorfor hun har valgt at huse og dermed beskytte de fire konvertitter, som har følt sig truet og chikaneret af andre asylanter på asylcenteret, men det er åbenbart for meget for direktøren for borgere, børn og unge på Langeland.
Den 15. maj sender René Nielsen en mail til sognepræsten og hendes foresatte, provst Trille Brink Westergaard med cc til bl.a. Jens Brandt fra asylcenteret. I mailens emneboks står: ”Opfølgning på artikler om kristne asylansøgere ved asylcenter Holmegaard.”
Kommunedirektøren undrer sig i mailen over, hvorfor han ikke er blevet kontaktet direkte, før han kan læse om sagen i medierne, og hæfter sig ved, at Helle Frimann Hansen har udtalt sig som sognepræst og ikke som privatperson.
”Hvilket”, som René Nielsen skriver, ”naturligvis gør, at jeg i denne henvendelse ligeledes skriver til provst Trille Brink, der er den nærmeste leder for sognepræsten i Humble, da jeg gerne vil have en afklaring på, hvorvidt der er opbakning til udtalelserne i det kirkelige bagland.”
Provsten vil ikke inddrages
Til slut i mailen indkalder direktøren parterne til en drøftelse af sagen på sit kontor.
Denne mødeindkaldelse falder dog på stengrund, idet provsten straks dagen efter i et svar med cc til Helle Frimann Hansen svarer, at sognepræsten udelukkende har udtalt sig som privatperson, og at provsten derfor ikke ønsker at deltage i en fælles drøftelse.
Dette svar lader imidlertid til at stille direktøren for borgere, børn og unge tilfreds, idet han den 21. maj kvitterer for provstens svar og skriver: ”Det glæder mig, at det ikke er sognepræsten, men privatpersonen Helle F. Hansen, der udtaler sig.”
Direktøren indskærper dog kort efter, at denne præcisering er vigtig i den offentlige debat: ”Ærligt sagt ønsker jeg ikke at blive bragt i en situation, hvor jeg på baggrund af denne besked må skærpe pressens opmærksomhed på det.”
Direkte adspurgt, hvad han mener med denne betroelse, forklarer René Nielsen, at det ikke er hans bord, hvis Helle Frimann Hansen har udtalt sig som privatperson, men alene hendes anliggende.
Offentligt ansattes ytringsfrihed
Forelagt sagen fra Langeland stiller professor i forvaltningsret og centerleder for Offentlig Regulering og Administration under Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Michael Carsten Henrichsen, sig uforstående overfor kommunens fremgangsmåde.
Kommunen har ifølge juraprofessoren ikke beføjelse til at rette direkte henvendelse til en embedsmand, således som direktør René Nielsen har gjort, men skal gå den formelle vej via biskoppen.
Michael Carsten Henrichsen understreger, at det kan virke stærkt intimiderende, at lederen af en offentlig myndighed skriver en personlig mail til en offentligt ansat, der kan have svært ved at gennemskue kommunens kompetencer og sanktionsmuligheder, og indkalder til et møde i direktørens regi.
Juraprofessoren forklarer, at tvister om offentlig ansattes ytringsfrihed ofte kommer til at handle om, hvorvidt udtalelser er givet i en tjenstlig sammenhæng eller som privatperson, men at det i tilfælde med en embedsmand, der henholder sig til sit præsteløfte, bliver yderligere kompliceret.
Retningslinjerne pålægger dog især de offentlige myndigheder, i dette tilfælde direktøren for borgere, børn og unge, at gå den formelle vej for ikke at misbruge sin magt.
Stik piben ind
Den juridiske side af sagen interesserer endnu ikke sognepræst Helle Frimann Hansen.
I lyset af ex-muslimernes problemer med flere af deres forhenværende trosfæller på asylcenter Holmegaard opfordrer hun de fire konvertitter til at mødes med centerets daglige leder Jens Brandt, der har en fortid som leder i sikkerhedsbranchen.
Pastor Helle Frimann i samtale med Sapphos udsendte. Foto: Steen Raaschou.
Gennem længere tid har Helle Frimann Hansen været ærgerlig over ikke at kunne trænge igennem til asylcenteret efter gentagne forsøg på gøre opmærksom på de særlige problemer, som frafaldne muslimer kan komme ud for.
Nu håber hun, at de fire selv kan trænge bedre igennem under et lukket møde. Men i stedet opfordrer centerlederen på det møde, som snart kommer i stand, de fire til at stikke piben ind og ligge fladt ned for at undgå andre muslimers vrede.
På en lydoptagelse fra mødet med Jens Brandt på Holmegaard, som en af de fire konvertitter foretager hemmeligt med sin mobiltelefon, fordi de ikke længere har tillid til Jens Brandt, og som Sapphos udsendte medarbejder har haft lejlighed til at høre, gør Jens Brandt fra første øjeblik de fires offentlige handlinger til et problem for dem selv.
Asylcenterets daglige leder sammenligner de fires situation med Muhammed-krisen og uddyber, at det i denne periode heller ikke var klogt for en dansker at vifte med Dannebrog i Mellemøsten.
”I skal være forsigtige og tænke på jeres familie derhjemme,” indskærper Jens Brandt flere gange under mødet, som varer ca. 40 minutter, og hvis baggrund er, at konvertitternes familier i deres mellemøstlige hjemlande er blevet genstand for chikane og overfald på grund af deres konvertering til kristendommen. Rygtet om apostasi, dvs. frafald, har spredt sig via Facebook og klanernes jungletrommer.
”Low profile” i limbo
På det, der i bedste fald må betegnes som et manglefuldt engelsk, fremhæver Jens Brandt, at de fire gør bedst i at holde en ”low profile” for ikke at støde eller provokere andres ”kultur” – et udtryk han bruger om andres sociale kontrol og intimidering.
Under mødet minder asylcenterets leder desuden konvertitterne om, at sognepræst Helle Frimann Hansen er en velkendt ”prædikant” og af nogle bliver anset for at være ekstrem, ligesom hendes synspunkter vedrørende muslimer i Danmark ikke møder tilslutning alle vegne i det danske samfund.
Jens Brandt konkluderer, at de fires ”støtte” til Helle Frimann Hansen risikerer at tiltrække for megen interesse, ikke blot fra centerets ca. 300 asylansøgere, men også – takket være internettet – i deres hjemlande.
Lidt senere på mødet indvender den ene af konvertitterne, den 32-årige iranske asylansøger og journalist Sadegh Hamzeh, at han havde forstået det sådan, at han nu var kommet til et frit land, hvor man kunne sige og gøre, hvad man ville – inden for lovens grænser – men Jens Brandt gentager sit råd om, at de fire gør klogest i ikke at tiltrække sig opmærksomhed fra de andre asylansøgere.
”I befinder jer i et limbo,” udtaler han, dvs. mellem himmel (opholdstilladelse) og helvede (hjemsendelse), og bør ikke provokere de andre ved at stikke ud.
Nedslåede konvertitter og nyt møde
Konvertitterne går nedslået fra mødet med Jens Brandt og føler sig slet ikke forstået. Samstemmende beretter de over for Deres udsendte, at de oplevede det som om, at alle deres bekymringer blev fejet af bordet, og at de bare skulle gå i ét med tapetet, så ville alting blive godt igen.
I deres øjne udviser Jens Brandt som leder en eksemplarisk mangel på empati og et lige så ringe kendskab til, hvilke dramatiske forhold og udsigter der gør sig gældende for frafaldne muslimer selv i et fjerntliggende land som Danmark.
Det eneste, konvertitterne på præstegården kan nikke genkendende til, er betegnelsen ”et limbo”, om end helvedet snarere er de andre muslimers konkrete trusler end en mere abstrakt frygt for hjemsendelse.
Efter dette møde foranstalter Helle Frimann Hansen et møde med René Nielsen og Jens Brandt, denne gang på præstegården.
Her giver sognepræsten nok engang sin beskrivelse af forholdene på Holmegaard og for de fire konvertitter, men mødet ender i mundhuggeri mellem sognepræsten og centerets leder Jens Brandt, hvorefter kommunens repræsentant konkluderer, at striden må opfattes som påstand mod påstand.
Alligevel går René Nielsen med til at love, at kommunen gennem asylcenteret vil finde en alternativ bopæl til de fire ex-muslimer på Langeland, sådan at de ikke skal fortsætte med at bo på præstegården.
I disse EM-tider ville man nok sige, at bolden er skudt til hjørnespark, men bag myndighedernes håndtering af balladen på Holmegaard hviler et gammelt mundheld om, at tavshed er guld – og muligvis også en mere moderne konstatering af, at i konsensussamfund er konflikter farlige for dem, der deltager i dem.