Nedenstående er et sammendrag af de vigtigste pointer i min bog Indvandringens pris. På vej mod et fattigere Danmark.
“Gid du må leve i interessante tider”, hedder en gammel kinesisk forbandelse. Danmark, og den vestlige verden lever i sandhed med udfordringer af hidtil uset karakter. Vi skal efter 500 års dominans vænne os til at være blot én af spillerne ved det globale bord. Europa trak fra engang i 1400-tallet med de store opdagelser, som vi kalder dem, og nu skal vi til at omstille os til nye tider. Vores kompas er imidlertid stadig alt for dårligt fungerende, og derfor sejler vi på en kurs, der er gal. Lad mig tage læseren på en tur gennem det landskab, der skal forandres, hvis Danmark og Europa også i det 21. århundrede skal kunne sige, at vi er med på den globale vogn.
Europa skal snarest skaffe sig af med forestillingen om, at Europa og Vesten generelt er noget som helst andet end en partikulær kultur blandt mange på kloden. Universalismen må ud fra alle erfaringer erklæres for død og begravet. Ideen om universelle rettigheder som noget, der er ønsket af alle etniske og religiøse grupper - i hvert fald tilstrækkeligt store flertal blandt disse hver især - viser sig mere og mere absurd. I lige dele selvovervurdering og selvpineri bilder Vestens ledere sig ind, at lande som Afghanistan og Irak og ligefrem Kina har befolkninger, der af hjertet ønsker at blive nøjagtig som os. Dosér den rette medicin af militær handlekraft og moralsk indignation, og de vil omfavne vores såkaldte værdier: Det liberale demokrati og de universelle menneskerettigheder. Hvor længe endnu kan vestlige statsledere udholde at høre sig selv messe om en saliggørende universalisme, som ikke rokker sig ud af stedet? Ikke meget længere, er mit bud, og godt det samme. Det er på tide at begrave den sidste rest af den radikale oplysningstid og i stedet erkende denne verdens mangfoldighed, hvor det ikke-vestlige trænger frem på bekostning af netop den mest tåbelige del af Oplysningstiden.
Den næste kursændring består i at erkende den ikke-vestlige indvandring til Europa som den katastrofe, den vitterligt er. Kulturelt, men først og sidst økonomisk. Jeg har for snart noget tid siden opgivet at tale kultur (og religion) som determinerende faktorer, der bestemmer (uoverstigelige) forskelligheder mellem grupper. “Man” vil ikke høre. Men økonomi bør selv den mest politisk korrekte, velfærdsglade dansker kunne forstå. Den ikke-vestlige indvandring er en økonomisk belastning for de vestlige modtagerlande. Intetsteds - jeg gentager: Ingen steder - kan der findes eksempler på, at den gennemsnitlige ikke-vestlige indvandring er til økonomisk gavn for det vestlige modtagerland. Vær venlig at bemærke, at det eneste tidens talere har at gøre godt med, er antallet af indskrevne efterkommerkvinder på de videregående uddannelser. Festen stopper lige her. Resten er stilhed. De 15-16 årige efterkommerpiger og de 30-årige efterkommerkvinder fra de ikke-vestlige lande viser langt svagere tal for henholdsvis kundskaber (de 15-16 årige ifølge PISA Etnisk) og for kompetencegivende uddannelser (de 30-årige ifølge Danmarks Statistik). Alt hvad tidens modeskabere inkarneret i uddannelsesminister Morten Østergaard kan hænge deres hat på, er deres held med at gøre det muligt for efterkommerkvinderne at få adgang til de danske uddannelsesinstitutioner. De kan intet sige om, hvordan det så går for disse studerende, der med tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs ord “er så dygtige og disciplinerede, at det bør stimulere danske studerende.” Det er det rene sludder. Tallene for de 15-16 årige og tallene for de 30-årige beviser min påstand. Danmark og Europa bør med andre ord øjeblikkeligt standse enhver yderligere ikke-vestlig indvandring. Jo flere ikke-vestlige, jo mere fattigdom i Danmark på grund af lavere gennemsnitlige kompetencer.
EU er godt tænkt og elendigt udført. EU er i selveste nerven udemokratisk med så mange mellemled, der skal udpeges, før vi præsenteres for den “politiker” - de facto en teknokrat - der træffer beslutninger for øjnene af os med konsekvenser, som forvandler Europa til noget, Europa aldrig har været, nemlig ikke-europæisk. Metockdom, og jeg skal komme efter dig, EU sørger for, at medlemslandene får indskrænket spillerummet for standsning af ikke-vestlig indvandring til et minimum, spillerummet altså, ikke indvandringen. Det er kedsommeligt kendt, at de danske “stramninger” af udlændingeloven i 2002 i betydeligt omfang er omgået af EU´s gale idé om, at den fri bevægelighed trumfer alt andet, inklusive f.eks. Danmarks ret til at forsøge at stoppe den uendelige strøm af ikke-vestlige til landet.
På den anden side er EU rigtigt tænkt, organisationen skal såmænd bare vendes fuldstændig på hovedet. Europæisk samarbejde må der til. Det skal blot være med målsætningen om at bevare, ikke opløse, Europa og Europas folk.
Det er usmageligt at vælge omgangskreds efter hudfarve, det ved vi alle. Hvordan kan det så være, at de mennesker, der gennemsnitligt ønsker den mest liberale udlændingelov - de højtuddannede - samtidig er dem, der i størst grad praktiserer uddannelse, arbejdspladser, boligområde og skolevalg efter lige nøjagtig pigmenteringsgraden hos deres medmennesker? De liljehvide eliter har jeg døbt dem. Bogstavelig talt er disse eliter, de politiske, kulturelle og økonomiske, selv altovervejende hvide, og de ser kun sjældent andre end hvide mennesker. De ikke-vestlige, som oftest har mørkere lød, klarer sig nemlig så tilpas ringe i gennemsnit, så eliterne ikke behøver at omgås dem, og eliterne ønsker det heller ikke. Det er en videnskabeligt undersøgt kendsgerning, at eliterne er hurtigere til at tage deres børn ud af Folkeskolen, når andelen af ikke-vestlige når et vist niveau. Eliternes hykleri er af en kaliber, der savner sidestykke. Hvis racisme handler om hudfarve, er de danske eliter gennemsnitligt betydeligt mere racistiske end dem af deres landsmænd, der fra tid til anden protesterer over at se deres lokalområde omdannet til en anden virkelighed, en ikke-vestlig virkelighed. Der skal herfra lyde en opfordring til de liljehvide om at sætte skik på eget hus, før end de liljehvide retter skytset mod deres ringere stillede medborgere.
De liljehvide har i hele den vestlige verden ikke noget at lade hinanden høre. Forbløffende i øvrigt som den vestlige verden går i takt. Men selvfølgelig er der gradsforskelle. I f.eks. Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Sverige letter eliterne i endnu højere grad end i Danmark ben op ad landenes oprindelige indbyggere, der betaler en stadig højere pris for de liljehvides drøm om det multikulturelle og multietniske. Frankrigs zones sensibles er de vel nok værste i Europa. Antallet af disse ghettoer vokser ikke, det tør de franske myndigheder trods alt ikke lade ske. Til gengæld vokser antallet af ikke-vestlige i de allerede eksisterende mindst 700 ghettoer, og ifølge en fransk regeringsrapport kan der i Frankrig nu være op imod 19 procent af befolkningen med ikke-vestlig baggrund. I Storbritannien førte den tidligere Labourregering en formentlig bevidst masseindvandringspolitik, skal man tro en af Tony Blairs tidligere rådgivere, Andrew Neather. I Tyskland har Thilo Sarrazin med tal dokumenteret, at især den muslimske indvandring til Tyskland er en økonomisk katastrofe for landet. Og endelig i Sverige, landet med kriminalitetsrater, der er uhørt høje i europæisk sammenhæng, sidder et politisk kleresi, der leder tanken hen på en de facto enevælde.
Er det monstro blevet bemærket, at jeg systematisk har anvendt betegnelsen “ikke-vestlig” i stedet for “muslimsk”? Det er der en grund til. USA har næppe meget over én procent muslimer, og alligevel går supermagten hastigt mod en status som et land med en enorm underklasse. Andelen af latinamerikanere vokser med stor hast, fra en 3-4 procent i 1965 til i dag 16 procent og ifølge prognoser til 30 procent i 2050. Hertil skal til den tid lægges op imod 15 procent amerikanere med afrikansk baggrund. Begge grupper klarer sig forfærdende ringe i det amerikanske uddannelsessystem. Latinamerikanerne - eller hispanics/latinoer, som de sædvanligvis omtales - lidt bedre end de sorte, men langt efter de hvide og især de knap 5 procent med asiatisk baggrund, der klarer sig bedst af alle. Alt sammen i gennemsnit naturligvis. USA går imod et samfund med en stadigt større ulighed og med tiltagende spændinger mellem de to højtpræsterende grupper, hvide og asiater, og de to lavt præsterende grupper, sorte og hispanics. Man mister fokus, hvis man kun fokuserer på den muslimske indvandring. Det er fuldt ud muligt at omdanne et velfungerende land til et konfliktfyldt samfund, hvor en kæmpestor gruppe vil føle sig udsat for alskens diskrimination, hvor forklaringen i virkeligheden “blot” er den, at bestemte grupper klarer sig ringe på uddannelserne og derfor også på jobmarkedet. Jeg behøver ikke at nævne, at der er en næsten fuldstændig sammenhæng mellem uddannelseslængde og indkomst, vel?
Var det muligt, at de liljehvide eliter snart kom til fornuft og for stedse får standset den ikke-vestlige indvandring til de vestlige lande?
Opprinnelig i Jyllands-Posten.
