Hæderværdige Højesteret
Min forsvarer har fremdraget de juridiske argumenter, der taler for, at jeg skal frifindes, og dem skal jeg ikke yderligere kommentere.
Jeg kan dog ikke tilbageholde en stille undren over, at nogen kan påstå, at det skulle have været min hensigt at beskylde samtlige muslimske fædre verden over for at misbruge deres børn – ganske særligt i lyset af, at jeg omhyggeligt har forklaret, at det naturligvis ikke er min opfattelse, og at jeg ikke har haft forsæt til at udbrede sådanne absurde påstande.
Netop fordi det aldrig har været min hensigt kollektivt at sværte op mod to milliarder mennesker, ville jeg have sat pris på at få de udtalelser, jeg nu står anklaget for, til godkendelse, før nogen sendte dem ud på nettet.
Havde intervieweren opfyldt denne basale journalistiske forpligtelse, ville jeg naturligvis have forlangt, at min udtryksform blev korrigeret, og anklagemyndigheden kunne have sparet hele besværet med at trække mig i retten.
Endnu mere må jeg undre mig over de påstande om min person, der har vundet udbredelse i forbindelse med denne sag, især at jeg skulle være racist.
Jeg har aldrig været, er ikke og bliver aldrig racist.
Tværtimod har jeg hele mit liv bekæmpet racistiske anskuelser, hvormed jeg mener had mod eller nedsættende tale om mennesker på grund af deres afstamning, hudfarve eller andre såkaldte racekendetegn.
Altså antipati mod eller ilde behandling af mennesker for omstændigheder, som de pågældende ikke har haft indflydelse på.
Islam er ikke nogen race, og kritik af islam kan derfor ikke være racisme.
Islam, som jo spøger bag hele denne proces, er blevet beskrevet ud fra mange synsvinkler.
Nogle siger, at det er en religion, andre, at det er en altomfattende ideologi, som i sig rummer en religion, andre igen lægger mere vægt på kulturelle normer og nedarvede vaner og handlemønstre.
Der er også nogen, der siger, at islam er så mangfoldig, at man ikke kan beskrive den som et konsistent fænomen.
Men uanset hvordan man vil stille sig til disse og andre indfaldsvinkler, står det klart, at islam ikke er en medfødt egenskab.
Hvis vores vestlige frihed overhovedet skal betyde noget, så må vi holde fast i, at voksne mennesker hver især står til ansvar for deres tro, deres meninger, deres kultur, deres vaner og deres handlinger.
Vi har politisk frihed og vi har religionsfrihed. Det betyder, at man har lov til at udbrede sine politiske anskuelser og sine trosforestillinger stort set uden begrænsninger. Og sådan skal det være.
Men den pris, som vi alle må betale for denne frihed, er, at andre har ret til at kritisere vores politik, vores religion og vores kultur.
Islamiske talsmænd har således frihed til at agitere for deres samfundsopfattelse, som indebærer indførelse af et teokrati styret af gudskabte love, eller sharia, som det hedder, afskaffelse af menneskeskabte love og dermed afskaffelse af ytringsfriheden og demokratiet.
De har også frihed til at mene, at kvinder står under mænd, hvad angår rettigheder og livsmuligheder. De har tilmed frihed til at udbrede disse opfattelser.
Jeg er i hvert fald ikke bekendt med, at nogen herboende talsmand for islam skulle være blevet retsforfulgt for at sige, at shariaen naturligvis vil blive indført som statsform og retssystem, når de politiske og demografiske magtforhold gør det muligt, selv om der er flere eksempler på bl.a. imamer, der åbent har vedstået sig, at dette er den religiøse pligt, som islams helligskrifter pålægger de troende.
Til gengæld må disse teokrati- og sharia-fortalere tåle, at tilhængere af demokrati, frie institutioner og menneskelig ligeværd kritiserer islam og modarbejder dens udbredelse og de atavistiske kulturnormer, som nogle muslimer praktiserer.
Det er denne ret – jeg vil endda sige pligt – til at beskrive, kritisere og modarbejde en totalitær ideologi, som jeg efter bedste evne har prøvet at udøve og efterkomme.
Min tale og mine skrifter har ikke haft andet formål end at gøre opmærksom på den fare, som islamisk stats- og retsopfattelse udgør for ethvert menneske.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg anser netop denne kamp for bevarelsen af vore frihedsrettigheder for vor tids vigtigste politiske kamp.
Jeg ville ikke kunne leve med min dårlige samvittighed, hvis jeg af hensyn til min personlige bekvemmelighed eller af frygt for offentlig fordømmelse eller latterliggørelse undlod at sige sandheden, som jeg ser den.
Og uanset hvordan denne sag falder ud, agter jeg at fortsætte min kamp for ytringsfriheden og mod totalitære anskuelser af enhver art.
