Tale i Højesteret

Lars Hedegaard

Hæder­vær­dige Højesteret

Min for­sva­rer har frem­dra­get de juri­diske argu­men­ter, der taler for, at jeg skal fri­fin­des, og dem skal jeg ikke yder­li­gere kommentere.

Jeg kan dog ikke til­bage­holde en stille und­ren over, at nogen kan påstå, at det skulle have været min hen­sigt at beskylde samt­lige mus­limske fædre ver­den over for at mis­bruge deres børn – ganske sær­ligt i lyset af, at jeg omhyg­ge­ligt har for­kla­ret, at det natur­lig­vis ikke er min opfat­telse, og at jeg ikke har haft for­sæt til at udbrede sådanne absurde påstande.

Netop fordi det ald­rig har været min hen­sigt kol­lek­tivt at sværte op mod to mil­li­ar­der men­nes­ker, ville jeg have sat pris på at få de udta­lel­ser, jeg nu står ankla­get for, til god­ken­delse, før nogen sendte dem ud på nettet.

Havde inter­viewe­ren opfyldt denne basale jour­na­lis­tiske for­p­lig­telse, ville jeg natur­lig­vis have for­langt, at min udtryks­form blev kor­ri­ge­ret, og anklage­myn­dig­he­den kunne have spa­ret hele besvæ­ret med at trække mig i retten.

Endnu mere må jeg undre mig over de pås­tande om min per­son, der har vun­det udbre­delse i for­bin­delse med denne sag, især at jeg skulle være racist.

Jeg har ald­rig været, er ikke og bli­ver ald­rig racist.

Tværti­mod har jeg hele mit liv bekæm­pet racis­tiske ansku­el­ser, hvor­med jeg mener had mod eller nedsæt­tende tale om men­nes­ker på grund af deres afstam­ning, hud­farve eller andre såkaldte racekendetegn.

Altså anti­pati mod eller ilde behand­ling af men­nes­ker for omstæn­dig­he­der, som de pågæl­dende ikke har haft ind­fly­delse på.

Islam er ikke nogen race, og kri­tik af islam kan der­for ikke være racisme.

Islam, som jo spø­ger bag hele denne proces, er ble­vet beskre­vet ud fra mange synsvinkler.

Nogle siger, at det er en reli­gion, andre, at det er en alt­om­fat­tende ideo­logi, som i sig rum­mer en reli­gion, andre igen lægger mere vægt på kul­tu­relle nor­mer og ned­ar­vede vaner og handlemønstre.

Der er også nogen, der siger, at islam er så mang­fol­dig, at man ikke kan beskrive den som et kon­sis­tent fænomen.

Men uan­set hvor­dan man vil stille sig til disse og andre ind­falds­vink­ler, står det klart, at islam ikke er en med­født egenskab.

Hvis vores vest­lige fri­hed over­ho­vedet skal betyde noget, så må vi holde fast i, at voksne men­nes­ker hver især står til ansvar for deres tro, deres menin­ger, deres kul­tur, deres vaner og deres handlinger.

Vi har poli­tisk fri­hed og vi har reli­gions­fri­hed. Det bety­der, at man har lov til at udbrede sine poli­tiske ansku­el­ser og sine tros­fore­stil­lin­ger stort set uden begræns­nin­ger. Og sådan skal det være.

Men den pris, som vi alle må betale for denne fri­hed, er, at andre har ret til at kri­ti­sere vores poli­tik, vores reli­gion og vores kultur.

Isla­miske tals­mænd har såle­des fri­hed til at agi­tere for deres sam­funds­op­fat­telse, som inde­bæ­rer ind­fø­relse af et teokrati sty­ret af guds­kabte love, eller sha­ria, som det hed­der, afskaf­felse af men­neske­skabte love og der­med afskaf­felse af ytrings­fri­he­den og demokratiet.

De har også fri­hed til at mene, at kvin­der står under mænd, hvad angår ret­tig­he­der og livs­mu­lig­he­der. De har til­med fri­hed til at udbrede disse opfattelser.

Jeg er i hvert fald ikke bekendt med, at nogen her­bo­ende tals­mand for islam skulle være ble­vet rets­for­fulgt for at sige, at sha­riaen natur­lig­vis vil blive ind­ført som stats­form og rets­sys­tem, når de poli­tiske og demo­gra­fiske magt­for­hold gør det muligt, selv om der er flere eksemp­ler på bl.a. ima­mer, der åbent har ved­stået sig, at dette er den reli­giøse pligt, som islams hel­lig­skrif­ter pålægger de troende.

Til gengæld må disse teokrati- og sharia-fortalere tåle, at til­hæn­gere af demo­krati, frie insti­tu­tio­ner og men­nes­ke­lig lige­værd kri­ti­se­rer islam og mod­ar­bej­der dens udbre­delse og de ata­vis­tiske kul­tur­nor­mer, som nogle mus­li­mer praktiserer.

Det er denne ret – jeg vil endda sige pligt – til at beskrive, kri­ti­sere og mod­ar­bejde en tota­li­tær ideo­logi, som jeg efter bedste evne har prø­vet at udøve og efterkomme.

Min tale og mine skrif­ter har ikke haft andet for­mål end at gøre opmærk­som på den fare, som isla­misk stats- og rets­op­fat­telse udgør for ethvert menneske.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg anser netop denne kamp for beva­rel­sen af vore fri­heds­ret­tig­he­der for vor tids vig­tigste poli­tiske kamp.

Jeg ville ikke kunne leve med min dår­lige sam­vit­tig­hed, hvis jeg af hen­syn til min per­son­lige bekvem­me­lig­hed eller af frygt for offent­lig for­døm­melse eller lat­ter­lig­gø­relse und­lod at sige sand­he­den, som jeg ser den.

Og uan­set hvor­dan denne sag fal­der ud, agter jeg at fortsætte min kamp for ytrings­fri­he­den og mod tota­li­tære ansku­el­ser af enhver art.


Om du ikke følger Document på sosiale media kan du følge oss på e-post.

Donere engangsbeløp?Kan du forplikte deg til fast betaling?

Penger kan også doneres til kontonummer 15030249981.

Leserkommentarer på Document er gjenstand for moderering, som ikke skjer kontinuerlig og under enhver omstendighet ikke om natten. Vi ønsker en respektfull tone uten personangrep, sleivete språk eller flammende retorikk. Vis særlig nøkternhet når temaet er følsomt. Begrenset redigering av skjemmende detaljer kan finne sted. Skriv til debatt@document.no dersom du ikke forstår hvorfor en kommentar uteblir. Se her for nybegynnerhjelp.