Lars Christiansen: Hvidsten-gruppen ville aldrig have bekæmpet besættelsesmagten, hvis de havde vidst, at Danmark bare er en social konstruktion. Landet er dog stadig så frit, at det er tilladt at latterliggøre det frie og det danske.
Erkan Özden, DRs udmærkede korrespondent i Washington, er et offer »assimilation«. Det sagde min ven, ’K’, som underviser indvandrere i dansk. Han havde hørt det på et efteruddannelseskursus i »kulturforståelse« på Københavns Universitet. Det assimilatoriske overgreb bestod i, at Özden har lært at tale rigsdansk, så man ikke kan høre hans oprindelige identitet. Dermed har majoritetsdanskerne presset deres normer for godt sprogbrug ned over hovedet på ham.
Min ven var lidt paf, som sproglærer havde han forsøgt at lære indvandrere så godt dansk som muligt, men kulturforskerne fortalte ham, at selve forestillingen om, at noget er »bedre« eller »mere dansk« end andet, er betændt, ja, undertrykkende.
’K’ har altid været glad for at arbejde med folk fra andre lande, men det var først på universitetet, han fandt ud af, at man ikke er rigtig tolerant og inkluderende, før man har taget afstand fra sit eget og indset, hvor megen såkaldt »strukturel racisme«, der findes i Danmark. Eksamen bestod således i, at kursisterne skulle finde eksempler fra danske medier på stigmatiserende fremstillinger af indvandrere.
Hensynet til mit blodtryk forbød mig at tage med og selv overvære undervisningen/propagandaen, så jeg lånte i stedet ’Cs’ kursusmateriale, der bekræftede mine bange anelser: Kurset tog udgangspunkt i Iben Jensens Grundbog i kulturforståelse (Roskilde Universitetsforlag 2011, 5. Oplag). Dens forsideillustration viser en farvet mand, der siger: »Jeg er fra Afrika«, hvortil en hvid mand replicerer: »Cool! Så er du skide god til at danse og synge og spille trompet og hænge på gadehjørnerne«. Denne bovlamme pointe - at »vi« har generaliserende og nedladende fordomme om »dem« - er dækkende for bogens generelle tendens og niveau: Lixtallet er som en pixibog og ærindet - opgør med nationalstaten, fremme af multikulturalisme - fremføres lige så subtilt som når Jehovas Vidner fisker efter nye medlemmer.
Grundbog i kulturforståelse må være vor tids politisk korrekte grønspættebog, den ideelle mandelgave til alle dengsedrengene og ug-pigerne, der har lært de moderigtige akademikerfloskler om at national identitet er en »social konstruktion« fra 1800-tallet; at national identitetsdannelse bygger på en farlig skelnen mellem »os« og »dem«, som vi må se at komme ud over i en global tidsalder, der kalder på det post-nationale, fordomsfri og inkluderende homo multiculturalis.
Er jeg paranoid? Det håber jeg. Jeg kan bare ikke blive fri for mistanken om, at despekt for egen kultur ofte maskeres som respekt for fremmede kulturer.
Forskningen lærer os altså, at dansk identitet er farlig og kunstig. Af det, vi plejer at kalde »kulturlivet«, kan vi lære, at den tilmed er latterlig. For nylig sendte DR1 Cirkusrevyen 2011, der indeholdt en sketch om pointsystemet. Den blev fremført af de yderst assimilationsvillige ’Fatima’ og ’Ahmed’, der » mangler 10 point for at indgå i den danske sammenhæng «, som refrænet lød. De har ellers gjort alt for at blive rigtig danske, f.eks. har de købt »en klaphat og en Bibel«, de har »væggen fuld af juleplatter« og de vil gerne »se pornofilm på nettet og lade os skille« osv. Satiren er so last Millenium, men Ditte Hansen og Niels Ellegaard gjorde deres bedste.
Man kunne også tage vor laurbærkransede (misantro)poet Henrik Nordbrandts Vi danskere, der spidder vores selvtilfredshed noget så forudsigeligt og især latterliggør svineproduktionen, folkekirken og kongehuset. Igen: Der er noget last Millenium over foretagendet, men Nordbrandts uomtvistelige lyriske talent redder ham på målstregen.
Nu vi er i gang: På biblioteket fandt jeg et katalog fra Københavns Universitet over kurser i »Danish Culture« for udenlandske studerende. Katalogets forside gengiver Peter Carlsens virtuost udførte maleri Danmark 2009, der er en pastiche over Delacroixs berømte revolutionsbillede, Friheden fører folket på barrikaderne. Carlsen forener det latterlige og det farlige, han udstyrer danskerne med attributter som bajere, pattegris, Ekstra Bladet og fastfood, der tilsammen signalerer det middelmådighed, tarvelighed og småborgerlig forbrugerisme. Men i baggrunden står en roligan med et baseballbat og en pøbel, der er klar til lynchning. »Welcome to Denmark!«
Jeg er sikkert en indebrændt, humorforladt stivnakke, men nogle gange tvivler jeg på, hvor udbredt den postulerede danske selvtilfredshed egentlig er, og om revserne af danskheden nu også er så kontroversielle som de selv tror. Min beskedne pointe er bare, at mens selvkritik er en dyd, så er selvhad en ynk.
I kølvandet på filmsuccesen Hvidsten Gruppen er de afdøde frihedskæmperes breve blevet genudgivet. Det er bevægende læsning, måske selv for socialkonstruktivister og kritiske kulturforskere. Det fremgår klart, at Marius Fiil og de andre hverken kæmpede for demokrati, velfærdsstat eller menneskerettigheder, men for folkets og fædrelandets frihed (undskyld min patos). Til deres forsvar må man sige, at moderne kulturforskning var lige så ukendt for dem som for Saxo, da han skrev om Danernes bedrifter. Staklerne kunne ikke vide, at de gav deres liv for en repressiv social konstruktion. Det fremgår ikke, om de skammede sig over kongehuset, folkekirken og svineproduktionen, men jeg tror det næppe.
Hvidsten-gruppen må være guf for kulturforskere, der leder efter eksempler på fuldfed nationalisme.
De kunne også se nærmere på DSB, der næppe rådførte sig med eksperter i interkulturel kommunikation, da det IC3-tog, jeg kørte med i påsken, blev døbt Niels Ebbesen. For det var jo ham, der ifølge folkevisen »vog den kullede greve« engang i middelalderen, en dansk helt fra en tid, hvor det nationale endnu ikke var opfundet. Men det vidste han lige så lidt om som Marius Fiil. Indvendigt var toget i øvrigt udsmykket med Sven Havsteen Mikkelsens illustrationer fra Martin A. Hansens kristelig-nationale (gys!) storværk, Orm og Tyr.
Når det famøse IC3-tog er omdøbt til noget, der signalerer inklusion og mangfoldighed (f.eks. John Lennon eller Gandhi), kunne de professionelt indignerede tage fat på Højskolesangbogen, der er fuld af arisk-nationalt kulturgods som Den danske sang er en ung blond pige.
Er jeg paranoid? Det håber jeg. Jeg kan bare ikke blive fri for mistanken om, at despekt for egen kultur ofte maskeres som respekt for fremmede kulturer som når skoleledere aflyser juleafslutning i kirken af hensyn til tosprogede elever. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at dem, der taler mest om mangfoldighed og inklusion, i praksis står for det modsatte, udjævning af nationale kulturforskelle og intolerance over for alt det, de af politiske grunde ikke bryder sig om.
Jeg glemmer ikke det forældremøde på min datters skole, hvor jeg spurgte, om skolen overvejede at indføre morgensang, hvortil en indigneret far lod mig forstå, at hans søn ikke skulle udsættes for den slags »kristne propaganda«. Farvel, Ingemann. Nu synger de Tyggegummikongen Bobbel. Den er hverken ekskluderende, kristen eller national. Den handler nemlig ikke om noget som helst.
Alt dette får mig til at tænke på de folk, jeg har talt med, der slap ud af Østblokkens kummefryser under den kolde krig.
De var glade for at komme til den frie verden, men de mest progressive af deres nye landsmænd kunne fortælle dem, at Danmark var et undertrykkende senkapitalistisk samfund. Heldigvis var landet stadig så frit, at de havde lov til at nedgøre det, og heldigvis var flertallet af danskere heller ikke dengang progressive socialkonstruktivister.
Opprinnelig som kronikk i Berlingske
