Begrundelsen for Landsrettens dom over Trykkefrihedsselskabets formand var forkert, erkendte anklageren, der ikke desto mindre opfordrede Højesteret til at stadfæste afgørelsen.
Lars Hedegaards sag for Højesteret den 13. april kom mest til at dreje sig om juridiske detaljer om forsætbegrebet – altså om det havde været den anklagedes hensigt at udbrede de bemærkninger om voldtægter i muslimske familier, som Østre Landsret den 3. maj 2011 idømte ham en bøde på 5000 kr. for at have fremsat.
Det er tvivlsomt, om de godt 50 tilhørere, der var mødt op i Højesterets fornemme sal bag Thorvaldsens Museum i København, forstod meget af de indviklede begreber og præcedensafgørelser, som de to procederende advokater jonglerede med.
Et spørgsmål om “burde”
Til gengæld leverede anklageren, Alessandra Giraldi, der mødte for Rigsadvokaten, en mindre sensation, da hun åbent erkendte, at begrundelsen for Landsrettens dom var fejlbehæftet.
I Landsrettens dom hed det nemlig, at den anklagede “burde” have vidst, at hans udtalelser var til offentliggørelse i den form, de fik, hvorfor han blev kendt skyldig i overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf 266 b, stk. 1.
Alessandra Giraldi måtte indrømme, at formuleringen “burde” jo logisk set måtte indebære, at Lars Hedegaard ikke vidste det og derfor ikke kunne have haft til hensigt at udbrede sine betragtninger i offentligheden. Og et sådant forsæt er en betingelse for, at nogen kan dømmes efter 266 b.
Hun foreslog Højesteret den løsning at holde fast i Landsrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet, men komme med en bedre begrundelse. Alessandra Giraldi krævede derfor Landsrettens dom stadfæstet.
Uagtsomhed
Den mulighed afviste Lars Hedegaards advokat Karoly Németh, der fremhævede, at det ikke tilkommer Højesteret at dømme på andet grundlag end de bevisligheder, der allerede blev fremlagt under sagen i Retten på Frederiksberg i januar 2011, hvor Lars Hedegaard blev frikendt, og senere i Østre Landsret.
Hans argument var, at når Landsretten på grundlag af de fremlagte beviser var kommet til den konklusion, at Lars Hedegaard ikke vidste, at hans udtalelser var til offentlig udbredelse, men at han blot “burde” have vidst det, så må det danne grundlag for Højesterets afgørelse.
Og så kan der, fremhævede han, højst være tale om uagtsomhed fra den anklagedes side, hvilket ikke rækker til nogen domfældelse.
“Gendigtning”
Ligesom under sine tidligere procedurer i byretten og Landsretten rettede Karoly Németh en sønderlemmende kritik mod selve anklageskriftet, som han hævdede byggede på udsagn, der var taget ud af sammenhæng, og således ikke på, hvad den anklagede faktisk havde sagt, men på en “gendigtning” af et betydeligt længere udsagn.
Flere af de syv højesteretsdommere fik travlt med at notere, da Németh beskyldte anklagemyndigheden for at have afskrevet anklageskriftet fra formuleringer, den havde hentet fra Politiken og webstedet 180Grader.
Alene det fejlbehæftede og mangelfulde anklageskrift måtte medføre, at hans klient skulle frikendes, sagde Karoly Németh.
Der falder dom i sagen fredag den 20. april.