Tiden er 1600-tallet. En ung jente fra Jylland bryter opp og reiser alene til Nederland, hvor det finnes en dansk koloni.
Hennes navn er Elsje Christiaens. Hun faller på dårlige tider, og utleieren vil kaste henne ut. Det kommer til en konfrontasjon der utleieren dør. I de dager betød det dødsstraff.
En stakkarslig, elendig død. En ung jente blir hengt langt hjemmefra.
Vi kjenner historien til denne unge jenta, for en kunstner kommer forbi. Hans navn er Rembrandt og han bevarer Elsje Christiaens’ død for ettertiden.
Max Pedersen skrev om den rørende historien i Jyllands-Posten: Rembrandts jyske model
I begyndelsen af 1640’erne havde Rembrandt van Rijn alt, hvad en kunstner kunne drømme om. Penge. Kunder. Berømmelse. Et stort hus i Amsterdam. En lækker kone af det bedre borgerskab. Og en fremtid, der tegnede lys og løfterig. 20 år senere havde han mistet det hele. Og den eneste fremtid, der ventede ham, var en kort alderdom, hvor ulykkerne haglede ned over hans hoved med voldsom kraft.
Men der var en ting, Rembrandt aldrig mistede i sit frie fald fra tinderne: sin skaberkraft. Den bevarede han forbløffende nok igennem alle sine trængsler. Og vel at mærke ikke i en kuet eller udvandet udgave. Nej, Rembrandts skaberkraft var potent og grænsesøgende helt til hans død i 1669.
Et godt eksempel på vitaliteten i den aldrende Rembrandts kunst er den lille tegning, han lavede i foråret 1664 af en ung, fattig kvinde, der hang på en pæl på Amsterdams galgeplads. Set med nutidens øjne forekommer tegningen af den døde kvinde godt nok ikke særlig grænseoverskridende. Vores medier bringer næsten dagligt billeder, der er langt mere sindsoprivende. Men på Rembrandts tid var motivet enestående.
For det første var det usædvanligt, at en kunstner overhovedet opsøgte en galgeplads for at tegne et portræt af en gemen forbryder. Men endnu mere usædvanligt var det, at Rembrandt skildrede pigen med sympati. Normen i datidens billedkunst var, at forbrydere automatisk blev afbilledet på måder, der fik dem til at fremstå som afskyvækkende karikaturer. Men Rembrandt valgte at gå den modsatte vej. Han dæmoniserede ikke pigen. Han tegnede hende derimod som et menneske, der udstråler skrøbelighed og barnlig uskyld. Ikke ondskab og moralsk fordærv. Det i sig selv var unikt i en tid, da borgerskabets medmenneskelige forståelse kun sjældent omfattede de laverestående klasser og da slet ikke gemene forbrydere.
Tegningen af den unge kvinde er en af Rembrandts mest berømte tegninger. Den har været udstillet flere gange og er gengivet i talrige udenlandske kunsthistoriske bøger. Derimod leder man forgæves efter tegningen i dansksprogede bøger. Det kan man kun undre sig over, for den unge kvinde på tegningen var dansk. Hendes navn var Else Christiansdatter. Hun kom fra Jylland og var kun 18 år, da bødlen fra Haarlem den første lørdag i maj 1664 kvalte hende på skafottet foran Amsterdams nybyggede rådhus.
Der melder sig en masse spørgsmål efter Rembrandts tegning af Else Christiansdatter. Et af dem er: Hvad i alverden lavede en jysk teenagepige i Amsterdam i 1664? Det spørgsmål får man ikke svar på, hvis man søger hjælp i et danmarkshistorisk oversigtsværk. Det er nemlig gået i historiens glemmebog, at titusinder af danskere i 1600-tallet og 1700-tallet udvandrede til Holland, der på den tid var en økonomisk supermagt, der i lange perioder var dybt afhængig af billig arbejdskraft fra især Tyskland og Skandinavien.
Det er umuligt at sige, hvor mange danskere der udvandrede til Holland. Men det har næppe været under 40.000-50.000 mennesker. De fleste udvandrere var jyder og kom fra samfundets nedre lag. Langt størstedelen var mænd, men flere tusinde unge, ugifte kvinder rejste også til Holland. Typisk til Amsterdam, hvor de drømte om at få et velbetalt arbejde som tjenestepiger. Else var en af disse unge kvinder, der var på jagt efter en bedre fremtid end den, der ventede hende i Danmark.
I 1660’erne boede der omkring 1.000-1.500 danskere i indvandrerghettoen i den østlige del af Amsterdam, men det var ikke der, Else søgte hen, da hun ankom. Hun kom til byen i midten af april 1664 og indlogerede sig på et tarveligt pensionat i havneområdet ikke langt fra nutidens hovedbanegård. Umiddelbart efter ankomsten begyndte hun at søge arbejde, men det lykkedes hende ikke. Efter en uges tid løb hun tør for penge og kunne ikke betale sin regning på pensionatet. Det blev værtinden så opbragt over, at hun gav sig til at tæske løs på Else med et kosteskaft. Den jyske pige greb en økse, der lå på en køkkenskammel, for at forsvare sig, og i den efterfølgende tumult kom hun til at dræbe værtinden.
Det var i hvert fald Elses egen forklaring. Myndighedernes efterforskning af mordet åbner for andre fortolkninger af handlingsforløbet, men det var næppe helt løgn, når Else hævdede, at hun handlede i selvforsvar.
Dommerne gjorde intet ud af at undersøge de formildende omstændigheder og dømte uden tøven den fattige indvandrerkvinde til døden. Henrettelsen fandt sted ved middagstid den 3. maj 1664. Cirka tre uger efter at den jyske teenager var ankommet til Amsterdam, optændt af drømmen om at skabe sig et bedre liv.
I rettsprotokollene heter det at Else er fra Sprouwen i Jylland. Ingen har ennå klart å finne ut hvor det er. Pedersen bruker plass på å lete, men denne søken interesserer en utenforstående mindre.
Det er skjebnen til den unge jenta som gjør inntrykk.
