Imamer, skægaber og andre islamister

Mikael Jalving

Hvis man vil vide besked med, hvor­dan det er at bo i en såkaldt sen­si­tiv byzone omkring Paris – omgi­vet af ima­mer, emi­rer, skæ­ga­ber og andre isla­mis­ter – kan jeg anbe­fale en ny roman af den alge­riske for­fat­ter Boualem San­sal med tit­len Tys­ker­nes landsby. Eller brød­rene Schil­lers dag­bog, der udkom­mer om et par dage.

Det er et godt spørgs­mål, om roma­nen er vel­lyk­ket; i mine øjne ikke. Roma­nen er, hvad man kunne kalde en idé­ro­man, hvor så godt som alting bli­ver for­kla­ret og nær­mest pæda­go­gisk gennem­gået via to brød­res dag­bø­ger med et spec­i­elt for den ene brors ved­kom­mende ual­m­in­de­ligt højt lix­tal. For kon­stru­e­ret til min smag.

Ikke desto mindre kas­ter roma­nen lys over en side af det urbane Fran­krig, som medierne sjæl­dent tør give sig af med – enten på grund af regu­lær frygt eller af angst for, hvad og hvem og hvilke kræf­ter bud­brin­gerne i givet fald bli­ver associe­ret med.

Når jour­na­lis­ter beret­ter fra Malmø eller Mar­seil­les, får vi blot lako­niske oplys­nin­ger om endnu et skuddrab eller kniv­drab; nye loka­li­te­ter, endnu en politi­ko­mis­sær på bar bund, endnu en lam­slået fami­lie. Res­ten må vi gætte os til. Af samme grund er vi para­dok­salt over­ladt til roma­ner og fik­tion, hvis der skal fakta på bor­det, når det gæl­der det nye Europa, der vokser frem omkring stor­byer som Paris, Lon­don, Rot­ter­dam, Köln, Liège og Genova.

Måske er det fordi, vir­ke­lig­he­den er for over­væl­dende for euro­pæiske main­stre­am­me­dier. Eller også er det fordi, samme medier er kom­met til at for­veksle deres egen søde lille vir­ke­lig­hed med den lidt mindre søde vir­ke­lig­hed, der befin­der sig derude i metro­po­ler­nes ghettoer.

Roma­nens ghetto benæv­nes blot “kvar­te­ret”; det kunne være hvor som helst. Volls­mose, Gel­le­rup, Nørre­bro. Her er det vig­tige de nære kon­tak­ter til ven­ner og til­li­den eller det mod­satte mel­lem dem. Mikrokosmos.

Roma­nens hoved­spor er en slags eksis­ten­tiel detek­tiv­his­to­rie, hvor først den ene bror, siden den anden bror, sæt­ter sig for at finde ud af, hvor meget nazist, deres kære og els­kede far var under Anden Ver­dens­krig. Og jeg kan roligt afsløre: Han var tem­me­lig meget nazist.

Detek­tiv­his­to­rien begyn­der, da faren og moren myr­des af isla­mis­ter i en lille alge­risk landsby, og da farens sol­da­ter­bog duk­ker op fra gem­merne. Den ene bror går psy­kisk kon­kurs, den anden kom­mer vist­nok igennem kri­sen, mere vil jeg ikke afsløre.

Side­his­to­rien er den om kvar­te­ret, for­mid­let gennem den mindste brors dag­bogs­op­teg­nel­ser, der har, synes jeg, et langt mere rea­lis­tisk præg end store­bro­de­rens mere intel­lek­tu­elle overvejelser.

Det er isnende. Ikke bare på grund af den men­tale tem­pe­ra­tur, der lig­ger under fryse­punk­tet ude i beton­si­loerne og elen­dig­he­den. Men også på grund af, hvad læse­ren tyde­ligt for­nem­mer mel­lem lin­jerne: Det bli­ver ikke bedre, det bli­ver værre. Isla­mis­terne og deres alli­e­rede tager stille og roligt kon­trol over kvar­te­ret, byg­ning for byg­ning, zone for zone. Imens sam­ar­bejde poli­tiet med de stær­keste gang­stere – kol­la­bo­ra­tion – i et for­søg på at stække deres magt, men selv poli­tiet aner, at de kæm­per en despe­rat og illu­so­risk kamp. De er ved at tabe. Fran­krig taber. Repub­lik­ken taber. Den vol­de­lige multi­kul­tur vin­der over den civile kul­tur. Netop ikke i et stort og pran­gende slag, men gli­dende, hver dag sit lille ryk, sit lille nøk.

Alt dette er nok til at anbe­fale roma­nen, der har vun­det flere tyske bog­pri­ser, endda skre­vet af en for­fat­ter, der ikke tøver et skund med at side­stille nazis­ter og isla­mis­ter, og af samme grund lever i skjul et sted i Algier og ikke tør stille op til inter­views, lige­som hans bøger har været for­budt i Alge­riet siden 2006.

Modig mand.

Boualem San­sal: Tys­ker­nes landsby. Eller brød­rene Schil­lers dag­bog, over­sat af Lars Bon­ne­vie, 220 sider, 299 kr., Tur­bine. Udkom­mer den 24. februar.

 

Opp­rin­ne­lig i Jyllands-Posten 20. februar 2012. Mikael Jal­ving har en av Dan­marks beste og skar­peste pen­ner. Document.no er stolte og takk­nem­lige over å få gjengi hans blogg­inn­legg i JP.




Om du ikke følger Document på sosiale media kan du følge oss på e-post.

Donere engangsbeløp?Kan du forplikte deg til fast betaling?

Penger kan også doneres til kontonummer 15030249981. Du kan også støtte oss ved å kjøpe bøker eller varer.

Leserkommentarer på Document er gjenstand for moderering, som ikke skjer kontinuerlig og under enhver omstendighet ikke om natten. Vi ønsker en respektfull tone uten personangrep, sleivete språk eller flammende retorikk. Vis særlig nøkternhet når temaet er følsomt. Begrenset redigering av skjemmende detaljer kan finne sted. Skriv til debatt@document.no dersom du ikke forstår hvorfor en kommentar uteblir. Se her for nybegynnerhjelp.