Bekymringsfull utvanning av menneskerettighetene

Nina Hjerpset-Østlie

For menneskerettighetsbevegelsen synes menneskerettighetenes kvantitative utbredelse å ha blitt et mål i seg selv. Følgelig blir menneskerettighetenes suksess i stadig økende grad målt i antallet konvensjoner og resolusjoner, heller enn hvorvidt menneskerettighetenes grunnleggende formål om å sikre menneskelig frihet og verdighet faktisk blir fremmet. Sett i dette lyset er det derfor alltid godt jo flere konvensjoner en stat ratifiserer, og jo flere avgjørelser som treffes av internasjonale domstoler og organer heller enn av nasjonale parlamenter og domstoler, skriver sjefjurist i tenketanken Cepos, Jacob Mchangama.

Ser man på antallet menneskerettighetsorganisasjoner, komiteer, domstoler, resolusjoner, konvensjoner og innflytelse på lovgiving, rettspraksis og universitetskurs har menneskerettighetene aldri stått sterkere, men deres allestedsnærværende dominans dekker over en alvorlig krise som truer med å gjøre menneskerettighetsbegrepet irrelevant. Denne krisen har sammenheng med at menneskerettighetene er blitt ofre for egen suksess og det markante skiftet i den internasjonale maktbalansen som den europeiske og amerikanske gjeldskrisen brutalt utstiller.

Men når menneskerettighetsbevegelsen i så stor grad støtter stadig mer internasjonalisering av menneskerettighetene, skyldes dette bla at menneskerettighetsorganisasjoner har stor innflytelse på de internasjonale standarder i motsetning til hva de har på de nasjonale, fortsetter han:

Særligt ”soft law” instrumenter og fortolkninger af konventioner, som ofte anvendes af organer i eksempelvis FN. Den fortolkning, man ikke kan overbevise en dansk eller britisk domstol om at anlægge, kan man så få et FN organ til at støtte og på den vis søge at opnå den bredere anerkendelse. En anden medvirkende faktor til denne udvikling er, at menneskerettighederne udgør et særdeles attraktivt sprog for særinteresser. Formelt set fungerer menneskerettigheder som en slags trumfkort, der sætter grænser for, hvad en stat kan udsætte sine borgere for – og i moderne fortolkning – i stigende grad også bestemmer, hvilke tiltag en stat skal iværksætte. I det omfang en særlig politisk agenda anerkendes som værende udtryk for menneskerettigheder, vil dens tilhængere kunne iklæde denne agenda et ”apolitisk” og afvæbnende sprog og kræve, at deres menneskerettighedsanerkendte interesse skal veje tungere end konkurrerende hensyn. Et godt eksempel er, da udviklingslande fik anerkendt en ”ret til udvikling” (der dog ikke er juridisk bindende), som i virkeligheden blot handler om at maskere kravet på vestlig udviklingsbistand. En sådan ”menneskerettighed” tilkommer stater snarere end individer, og hvis indhold både er uklart og svævende.

Der findes også konventioner for vandrende arbejdstagere, kvinder og handicappede. Og i FN diskuterer man nu både en ”ret til fred”, et rent klima og en særlig menneskerettighedskonvention, der skal beskytte de ældre. Kvinder, vandrende arbejdstagere og handicappede er allerede dækket af de grundlæggende menneskerettigheder, og derfor bliver der her reelt tale om tildeling af særrettigheder. Det er således allerede forbudt at diskriminere kvinder, men kvindekonventionen påbyder positiv særbehandling. Ifølge den ansvarlige FN-komité bør Danmark derfor også indføre kønskvoter i forbindelse med folketings- og kommunalvalg for at leve op til konventionen. Men når specifikke befolkningsgruppers behov, hele stater eller bestemte ydelser ophæves til menneskerettigheder, udvander man samtidig selve menneskerettighedsbegrebet og risikerer dermed, at de traditionelle og vigtigere frihedsrettigheder kommer til at stå i skyggen heraf. Det så vi bl.a. herhjemme, da Institut for Menneskerettigheder i forbindelse med offentliggørelsen af regeringsgrundlaget offentliggjort i oktober 2011 var ude og rose regeringen for at ville ”gennemføre en reform af kontanthjælpen, som afskaffer de særligt lave ydelser i kontanthjælpssystemet – kontanthjælpsloft, timeregler og starthjælp”.

Illustrerende for denne tankegangen er også det norske Menneskerettsutvalget, som ønsker å innskrive såkalte 2. generasjons menneskerettigheter (økonomiske, sosiale og kulturelle rettigheter) inn i Grunnloven og således grunnlovsfeste bla. rett til tilfredsstillende levestandard og helse og rett til et sunt miljø.

Mer alvorlig enn utvanningen av menneskerettighetsbegrepet er forskyvningen i den internasjonale maktbalansen, som innebærer en sterkt dalende innflytelse til Vesten, og da særlig Europa, samt en sterkt stigende innflytelse til BRIK-landene, særlig Kina. Selv når man tar med Vestens koloniale fortid, støtte til dikaturer i Midtøsten og ofte hyklerske og dobbeltmoralske utenrikspolitikk med i beregningen, er det Vesten som har vært pådriver for grunnleggende frihetsrettigheter og demokrati internasjonalt.

Det har afspejlet sig i de forrige årtiers verdensorden hvor markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder var den givne styreform, som udviklingslande og nye uafhængige stater søgte at implementere. De såkaldte demokratiseringsbølger i Sydeuropa, Latin-Amerika, Afrika og senest i Central- og Østeuropa viser, at Europa og Vesten var det naturlige fikspunkt, og at projiceringen af værdier som demokrati og menneskerettigheder havde en stærk afsmittende effekt. Men et forgældet Europa på tiggerfødder har slet ikke samme tiltrækningskraft eller påvirkningsevne som tidligere.

Man ser det i Afrika, hvor flere og flere stater orienterer sig mod Kina, der i modsætning til EU ikke kræver respekt for menneskerettigheder i retur for investeringer og bistand. Vi ser det også i Centralasien, hvor Rusland og Kina konsoliderer deres interessesfærer på bekostning af Europa og USA og frihed og demokrati. Den amerikanske NGO Freedom House har fem år i træk kunnet rapportere, at personlig og politisk frihed globalt set har lidt tilbageskridt. Helt tydeligt bliver det i FN-regi. Tænketanken European Council on Foreign relations har i en række reporter siden 2008 dokumentet, hvordan EU gradvist har mistet indflydelse i FNs Generalforsamling og Menneskerettighedsrådet, hvor man ikke i samme omfang som før er i stand til at få lande fra andre dele af verden til at stemme med sig. Omvendt er Kina og Ruslands indflydelse steget.

En international nyskabning, som mange menneskerettighedsaktivister har sat lid til, er det såkaldte Universal Periodic Review (UPR), hvor alle FNs medlemsstater får gennemgået deres menneskerettighedsefterlevelse. Men også her ses kløften mellem Vesten og andre stater – herunder BRIK-landene – og relativiseringen af menneskerettighederne.

Men mens vestlige land ofte har benyttet UPR-prosessen til å legge vekt på borgerlige og politiske frihetsrettigheter som ytringsfrihet, forbud mot tortur og retten til personlig frihet, har ikke-vestlige land hatt et helt annet fokus. En gjennomgang av en rekke lands intervensjoner i forbindelse med UPR siden 2008 avslører følgelig at BRIK-landene i stor grad bruker økonomiske, sosiale og kulturelle rettigheter til å rose noen av verdens mest undertrykkende regimer, mens Kina og Russland hovedsakelig bruker dem til å kritisere vestlige land for å “misbruke ytringsfriheten”, fortsetter Mchangama, som mener at kombinasjonen av menneskerettighetenes utvanning og forskyvningen av den internasjonale maktbalansen har skapt en giftig cocktail:

Lande som Kina og Rusland vil nemlig kunne rejse flertal til at dominere dagsordenen og indholdet af de menneskerettigheder, som fylder stadigt mere. Den indflydelse vil man bruge til at trække tænderne ud på klassiske frihedsrettigheder til fordel for vage rettighedstyper, som ikke kan bruges til at kritisere regimer for undertrykkelse af deres befolkninger.

I det omfang Kina og Rusland bliver mere direkte indblandet i at genrejse Europa økonomisk, vil politisk og individuel frihed i endnu højere grad blive sat under pres. I så fald skal man ikke blive forundret, hvis europæiske lande ikke blot afstår fra at kritisere Kina og Rusland men også begynder at slå ned på kritik af Kina og Rusland i deres egne befolkninger. Desuden vil det blive dødsstødet til Europas ambitioner om at sprede demokrati og menneskerettigheder via internationale organisationer, da økonomisk hjælp fra lande fra BRIK landene vil være gratis i politisk forstand.

Hvis Vesten derfor vil have kvalitative snarere end kvantitative forbedringer af menneskerettighederne, må man besinde sig og reorientere fokus mod de rettigheder, som folk bliver anholdt eller dræbt for at udnytte lige nu i Syrien, Rusland og Bahrain. Ikke for retten til et rent klima eller kontanthjælp. I sidste ende afhænger Vestens menneskeretlige gennemslagskraft dog af, at man kommer på økonomisk fode igen. Og det uden at give køb på de mest grundlæggende principper.

 

Menneskerettigheder i krise




Om du ikke følger Document på sosiale media kan du følge oss på e-post.

Donere engangsbeløp?Kan du forplikte deg til fast betaling?

Penger kan også doneres til kontonummer 15030249981. Du kan også støtte oss ved å kjøpe bøker eller varer.

Leserkommentarer på Document er gjenstand for moderering, som ikke skjer kontinuerlig og under enhver omstendighet ikke om natten. Vi ønsker en respektfull tone uten personangrep, sleivete språk eller flammende retorikk. Vis særlig nøkternhet når temaet er følsomt. Begrenset redigering av skjemmende detaljer kan finne sted. Skriv til debatt@document.no dersom du ikke forstår hvorfor en kommentar uteblir. Se her for nybegynnerhjelp.