Bekymringsfull utvanning av menneskerettighetene

Nina Hjerpset-Østlie

For men­neske­ret­tig­hets­be­ve­gel­sen synes men­neske­ret­tig­he­te­nes kvan­ti­ta­tive utbre­delse å ha blitt et mål i seg selv. Føl­ge­lig blir men­neske­ret­tig­he­te­nes suk­sess i sta­dig økende grad målt i antal­let kon­ven­sjo­ner og reso­lu­sjo­ner, hel­ler enn hvor­vidt men­neske­ret­tig­he­te­nes grunn­leg­gende for­mål om å sikre men­nes­ke­lig fri­het og ver­dig­het fak­tisk blir frem­met. Sett i dette lyset er det der­for all­tid godt jo flere kon­ven­sjo­ner en stat rati­fi­se­rer, og jo flere avgjø­rel­ser som tref­fes av inter­na­sjo­nale dom­sto­ler og orga­ner hel­ler enn av nasjo­nale par­la­men­ter og dom­sto­ler, skri­ver sje­f­ju­rist i tenke­tan­ken Cepos, Jacob Mchangama.

Ser man på antal­let men­neske­ret­tig­hets­or­ga­ni­sa­sjo­ner, komi­teer, dom­sto­ler, reso­lu­sjo­ner, kon­ven­sjo­ner og inn­fly­telse på lov­gi­ving, retts­prak­sis og uni­ver­si­tets­kurs har men­neske­ret­tig­he­tene aldri stått ster­kere, men deres alle­steds­nær­væ­rende domi­nans dek­ker over en alvor­lig krise som truer med å gjøre men­neske­ret­tig­hets­be­gre­pet irre­le­vant. Denne kri­sen har sam­men­heng med at men­neske­ret­tig­he­tene er blitt ofre for egen suk­sess og det mar­kante skif­tet i den inter­na­sjo­nale makt­ba­lan­sen som den euro­pe­iske og ame­ri­kanske gjelds­kri­sen bru­talt utstiller.

Men når men­neske­ret­tig­hets­be­ve­gel­sen i så stor grad støt­ter sta­dig mer inter­na­sjo­na­li­se­ring av men­neske­ret­tig­he­tene, skyl­des dette bla at men­neske­ret­tig­hets­or­ga­ni­sa­sjo­ner har stor inn­fly­telse på de inter­na­sjo­nale stan­dar­der i mot­set­ning til hva de har på de nasjo­nale, fort­set­ter han:

Sær­ligt ”soft law” instru­men­ter og for­tolk­nin­ger af kon­ven­tio­ner, som ofte anven­des af orga­ner i eksem­pel­vis FN. Den for­tolk­ning, man ikke kan over­be­vise en dansk eller bri­tisk dom­stol om at anlægge, kan man så få et FN organ til at støtte og på den vis søge at opnå den bre­dere aner­ken­delse. En anden med­vir­kende fak­tor til denne udvik­ling er, at men­neske­ret­tig­he­derne udgør et sær­de­les attrak­tivt sprog for sær­in­ter­es­ser. For­melt set fun­ge­rer men­neske­ret­tig­he­der som en slags trumf­kort, der sæt­ter græn­ser for, hvad en stat kan udsætte sine bor­gere for – og i moderne for­tolk­ning – i sti­gende grad også bestem­mer, hvilke til­tag en stat skal iværksætte. I det omfang en sær­lig poli­tisk agenda aner­ken­des som værende udtryk for men­neske­ret­tig­he­der, vil dens til­hæn­gere kunne iklæde denne agenda et ”apo­li­tisk” og afvæb­nende sprog og kræve, at deres men­neske­ret­tig­hed­s­aner­kendte inter­esse skal veje tun­gere end kon­kur­re­rende hen­syn. Et godt eksem­pel er, da udvik­lings­lande fik aner­kendt en ”ret til udvik­ling” (der dog ikke er juri­disk bin­dende), som i vir­ke­lig­he­den blot hand­ler om at mas­kere kra­vet på vest­lig udvik­lings­bi­stand. En sådan ”men­neske­ret­tig­hed” til­kom­mer sta­ter sna­rere end indi­vi­der, og hvis ind­hold både er uklart og svævende.

Der fin­des også kon­ven­tio­ner for vand­rende arbejds­ta­gere, kvin­der og han­di­cap­pede. Og i FN dis­ku­te­rer man nu både en ”ret til fred”, et rent klima og en sær­lig men­neske­ret­tig­heds­kon­ven­tion, der skal beskytte de ældre. Kvin­der, vand­rende arbejds­ta­gere og han­di­cap­pede er alle­rede dæk­ket af de grund­læggende men­neske­ret­tig­he­der, og der­for bli­ver der her reelt tale om til­de­ling af sær­ret­tig­he­der. Det er såle­des alle­rede for­budt at dis­kri­mi­nere kvin­der, men kvinde­kon­ven­tio­nen påby­der posi­tiv sær­be­hand­ling. Ifølge den ansvar­lige FN-komité bør Dan­mark der­for også ind­føre køns­kvo­ter i for­bin­delse med folketings- og kom­mu­nal­valg for at leve op til kon­ven­tio­nen. Men når spec­i­fikke befolk­nings­grup­pers behov, hele sta­ter eller bestemte ydel­ser ophæ­ves til men­neske­ret­tig­he­der, udvan­der man sam­ti­dig selve men­neske­ret­tig­heds­be­gre­bet og risi­ke­rer der­med, at de tra­ditio­nelle og vig­ti­gere fri­heds­ret­tig­he­der kom­mer til at stå i skyg­gen heraf. Det så vi bl.a. her­hjemme, da Insti­tut for Men­neske­ret­tig­he­der i for­bin­delse med offent­lig­gø­rel­sen af rege­rings­grund­la­get offent­lig­gjort i okto­ber 2011 var ude og rose rege­rin­gen for at ville ”gennem­føre en reform af kon­tant­hjæl­pen, som afskaf­fer de sær­ligt lave ydel­ser i kon­tant­hjælps­sys­te­met – kon­tant­hjælps­loft, time­reg­ler og starthjælp”.

Illust­re­rende for denne tanke­gan­gen er også det norske Men­neske­retts­ut­val­get, som ønsker å inn­skrive såkalte 2. gene­ra­sjons men­neske­ret­tig­he­ter (økono­miske, sosiale og kul­tu­relle ret­tig­he­ter) inn i Grunn­lo­ven og såle­des grunn­lovs­feste bla. rett til til­freds­stil­lende leve­stan­dard og helse og rett til et sunt miljø.

Mer alvor­lig enn utvan­nin­gen av men­neske­ret­tig­hets­be­gre­pet er for­skyv­nin­gen i den inter­na­sjo­nale makt­ba­lan­sen, som inn­e­bæ­rer en sterkt dalende inn­fly­telse til Ves­ten, og da sær­lig Europa, samt en sterkt sti­gende inn­fly­telse til BRIK-landene, sær­lig Kina. Selv når man tar med Ves­tens kolo­niale for­tid, støtte til dika­tu­rer i Midt­østen og ofte hyk­lerske og dob­belt­mo­ralske uten­riks­po­li­tikk med i bereg­nin­gen, er det Ves­ten som har vært pådri­ver for grunn­leg­gende fri­hets­ret­tig­he­ter og demo­krati internasjonalt.

Det har afspej­let sig i de for­rige årti­ers ver­dens­or­den hvor mar­keds­øko­nomi, demo­krati og men­neske­ret­tig­he­der var den givne styre­form, som udvik­lings­lande og nye uaf­hæn­gige sta­ter søgte at imple­men­tere. De såkaldte demo­kra­ti­se­rings­bøl­ger i Sydeuropa, Latin-Amerika, Afrika og senest i Central- og Østeuropa viser, at Europa og Ves­ten var det natur­lige fiks­punkt, og at pro­ji­ce­rin­gen af vær­dier som demo­krati og men­neske­ret­tig­he­der havde en stærk afsmit­tende effekt. Men et for­gæl­det Europa på tig­ger­fød­der har slet ikke samme til­træk­nings­kraft eller påvirk­nings­evne som tidligere.

Man ser det i Afrika, hvor flere og flere sta­ter ori­en­te­rer sig mod Kina, der i mod­sæt­ning til EU ikke kræver respekt for men­neske­ret­tig­he­der i retur for inves­te­rin­ger og bistand. Vi ser det også i Cen­tral­asien, hvor Rus­land og Kina kon­so­li­de­rer deres inter­esse­sfæ­rer på bekost­ning af Europa og USA og fri­hed og demo­krati. Den ame­ri­kanske NGO Free­dom House har fem år i træk kun­net rap­por­tere, at per­son­lig og poli­tisk fri­hed glo­balt set har lidt til­bage­skridt. Helt tyde­ligt bli­ver det i FN-regi. Tænke­tan­ken Euro­pean Coun­cil on For­eign rela­tions har i en række repor­ter siden 2008 doku­men­tet, hvor­dan EU grad­vist har mis­tet ind­fly­delse i FNs Gene­ral­for­sam­ling og Men­neske­ret­tig­heds­rå­det, hvor man ikke i samme omfang som før er i stand til at få lande fra andre dele af ver­den til at stemme med sig. Omvendt er Kina og Rus­lands ind­fly­delse steget.

En inter­na­tio­nal nyskab­ning, som mange men­neske­ret­tig­heds­ak­ti­vis­ter har sat lid til, er det såkaldte Uni­ver­sal Perio­dic Review (UPR), hvor alle FNs med­lems­sta­ter får gennem­gået deres men­neske­ret­tig­heds­ef­ter­le­velse. Men også her ses kløf­ten mel­lem Ves­ten og andre sta­ter – her­under BRIK-landene – og rela­ti­vi­se­rin­gen af menneskerettighederne.

Men mens vest­lige land ofte har benyt­tet UPR-prosessen til å legge vekt på bor­ger­lige og poli­tiske fri­hets­ret­tig­he­ter som ytrings­fri­het, for­bud mot tor­tur og ret­ten til per­son­lig fri­het, har ikke-vestlige land hatt et helt annet fokus. En gjen­nom­gang av en rekke lands inter­ven­sjo­ner i for­bin­delse med UPR siden 2008 avslø­rer føl­ge­lig at BRIK-landene i stor grad bru­ker økono­miske, sosiale og kul­tu­relle ret­tig­he­ter til å rose noen av ver­dens mest under­tryk­kende regi­mer, mens Kina og Russ­land hoved­sa­ke­lig bru­ker dem til å kri­ti­sere vest­lige land for å “mis­bruke ytrings­fri­he­ten”, fort­set­ter Mchan­gama, som mener at kom­bi­na­sjo­nen av men­neske­ret­tig­he­te­nes utvan­ning og for­skyv­nin­gen av den inter­na­sjo­nale makt­ba­lan­sen har skapt en gif­tig cocktail:

Lande som Kina og Rus­land vil nem­lig kunne rejse fler­tal til at domi­nere dags­or­de­nen og ind­hol­det af de men­neske­ret­tig­he­der, som fyl­der sta­digt mere. Den ind­fly­delse vil man bruge til at trække tæn­derne ud på klas­siske fri­heds­ret­tig­he­der til for­del for vage ret­tig­heds­ty­per, som ikke kan bru­ges til at kri­ti­sere regi­mer for under­tryk­kelse af deres befolkninger.

I det omfang Kina og Rus­land bli­ver mere direkte ind­blan­det i at gen­rejse Europa økono­misk, vil poli­tisk og indi­vi­duel fri­hed i endnu højere grad blive sat under pres. I så fald skal man ikke blive for­und­ret, hvis euro­pæiske lande ikke blot afstår fra at kri­ti­sere Kina og Rus­land men også begyn­der at slå ned på kri­tik af Kina og Rus­land i deres egne befolk­nin­ger. Desu­den vil det blive døds­stø­det til Euro­pas ambitio­ner om at sprede demo­krati og men­neske­ret­tig­he­der via inter­na­tio­nale orga­ni­sa­tio­ner, da økono­misk hjælp fra lande fra BRIK lan­dene vil være gra­tis i poli­tisk forstand.

Hvis Ves­ten der­for vil have kva­li­ta­tive sna­rere end kvan­ti­ta­tive for­bed­rin­ger af men­neske­ret­tig­he­derne, må man besinde sig og reori­en­tere fokus mod de ret­tig­he­der, som folk bli­ver anholdt eller dræbt for at udnytte lige nu i Syrien, Rus­land og Bah­rain. Ikke for ret­ten til et rent klima eller kon­tant­hjælp. I sidste ende afhæn­ger Ves­tens men­neske­ret­lige gennems­lags­kraft dog af, at man kom­mer på økono­misk fode igen. Og det uden at give køb på de mest grund­læggende principper.

 

Men­neske­ret­tig­he­der i krise




Om du ikke følger Document på sosiale media kan du følge oss på e-post.

Donere engangsbeløp?Kan du forplikte deg til fast betaling?

Penger kan også doneres til kontonummer 15030249981. Du kan også støtte oss ved å kjøpe bøker eller varer.

Leserkommentarer på Document er gjenstand for moderering, som ikke skjer kontinuerlig og under enhver omstendighet ikke om natten. Vi ønsker en respektfull tone uten personangrep, sleivete språk eller flammende retorikk. Vis særlig nøkternhet når temaet er følsomt. Begrenset redigering av skjemmende detaljer kan finne sted. Skriv til debatt@document.no dersom du ikke forstår hvorfor en kommentar uteblir. Se her for nybegynnerhjelp.