NRKs Sigurd Falkenberg Mikkelsen sto igår i et hav av begeistrede kvinner og barn på Martyrplassen i Tripoli. Det var deres dag.
Falkenberg Mikkelsen overlot til seerne å reflektere over hvorfor de måtte ha en egen dag. Svaret var kanskje å finne i at samtlige kvinner som flokket seg rundt NRKs reporter var tildekket på en eller annen måte.
Blide var de, det var det ingen tvil om. Men kanskje antyder disse trekkene - kjønnssegregering og tildekking - problemer for revolusjonen?
Hanna Ziadeh, Midtøstenforsker ved Institut for Menneskerettigheder i Danmark, skriver i Weekendavisen om motsetningene innen revolusjonen:
Til trods for det libyske Overgangsråds forsikringer om, at Benghazi har den politiske kontrol over de forskellige bevæbnede oprørsgrupper i øst som i vest, bliver forsikringer om et kommende civilt demokrati i Libyen, fremført på de bonede gulve af liberale, velklædte vestligt-uddannede libyere i Doha og Paris, modsagt af de radikale islamister, som nu sidder på ledende militære poster i Tripoli, Benghazi og Derna.
Der er flere hårde kendsgerninger, som afslører afstanden mellem den konfliktfyldte virkelighed, der allerede præger Libyen nu, og det mere optimistiske billede, som Overgangsrådet gerne vil projicere til især den vestlige verden.
DEN første kendsgerning: Seks måneder efter, at oprøret mod Gaddafi blev udløst den 17. februar i Benghazi, har Overgangsrådet ikke formået at samle de bevæbnede oprørere på de forskellige fronter under én fælles operativ kommando. Betydningen af islamisternes likvidering af oprørernes formelle militære leder, Gaddafis afhoppede indenrigsminister Abdul Fatah Younes den 28. juli, viste sig først den 20. august, da en helt anden type militær leder stod frem foran Gaddafis gamle palads i Bab al-Aziziya og erklærede, at Tripoli nu er under oprørernes kontrol.
Tripolis nye militære guvernør hedder Abdel Hakim Belhaj, alias Abu Abdallah al-Sadek, en veteran fra den hellige krig i Afghanistan mod de sovjetiske styrker. I 2004 blev Belhaj fanget af CIA, som udleverede ham til Gaddafis fængsler, hvorfra han sidste år blev løsladt af Sayf al-Islam Gaddafi. Det skete, efter at hans al-Qaeda-lignende organisation, Den Kæmpende Islamiske Gruppe ( CIC), indgik et kompromis med Gaddafis søn om at ophøre med at føre væbnet kamp mod styret. Belhaj har nu 800 bevæbnede, ligesindede jihadister under sin kommando og bestyrer Libyens hovedstad.
«Belhajs dramatiske indtræden på den politiske scene har hos en del arabiske og vestlige iagttagere rejst bekymringen om, hvorvidt »en fundamentalistisk fare er til stede dybt inde i den libyske revolution,« en fare, som medierne har overset længe, men »som burde blive taget alvorligt nu,« som den respekterede arabiske kommentator Mshari Al-Zaydi den 28. august skrev i den ledende arabiske liberale, men saudi-ejede avis Asharq al-Awsat.
Den franske ledende venstrefløjsavis Libération, der har meget lidt sympati for præsident Sarkozy og hans libyske eventyr, gik et skridt videre og advarede den 26. august mod al-Qaedas indtog i Libyen. Libération mener ikke, det er tilfældigt, at det er Belhaj og andre kampfæller fra Den Kæmpende Islamiske Gruppe, der i dag »besætter de ledende militære poster: Belhaj i Tripoli, Ismaël as-Salabi i Benghazi, Abdelhakim al-Assadi i Derna.« Det afspejler de reelle magtforhold i oprørernes rækker.
En annen fare er at ikke alle klaner har gått over til opprørerne. To store klaner står fortsatt utenfor og kan komme til å vende seg mot revolusjonen.
Libya er ellers helt på bunnen, hva gjelder en stat og et sivilt samfunn.
Det libyske skønmaleri
Weekendavisen 2. september 2011
Kommentar. Radikale islamister sidder nu på ledende militære poster i de vigtigste libyske byer Tripoli, Benghazi og Derna, fordi islamisterne er den stærkeste, bedst bevæbnede og bedst trænede gruppe blandt de libyske oprørere. Er der noget, vi har overset?
Hanna Ziadeh er Mellemøstforsker ved Institut for Menneskerettigheder.
