Politikens sjefsredaktør Tøger Seidenfaden har greid å få en nesten samlet mediebransje og politikerstand mot seg pga forliket med Saudi-Arabia og profeten Muhammeds etterkommere. Det gjør han fordi han vender ryggen til dansk offentlighet. Dialog gjelder kun én vei. Når det gjelder danske journalister og politikere er dialog en by i Russland, skriver journalist og kommunikasjonsrådgiver Kaj Høivang.
Hvordan føles det å være journalist på Politiken? Har Seidenfaden spurt dem om forliket?
Politikens redaktionelle medarbejdere må føle sig splittede, med mindre de synes, at der ikke er andre, som kender sandheden og alle de rigtige svar end Tøger Seidenfaden. Hvis de ikke nærer blot en smule tvivl om, Seidenfaden nu også er nået så tæt på Gud, som han selv synes, så bør de ikke være journalister.
De må gøre ondt at se selv deres eget fagforbund, alle politikere og alle deres fremtidige arbejdsgivere uden undtagelse (for selv Tøger Seidenfaden stopper jo en dag og så skal man have et job et andet sted) tage så dyb afstand.
Der må sidde nogen på Politikens redaktion, som hylder de samme journalistiske principper som resten af pressen, som alle journalistkolleger på alle andre medier, og som godt kan gennemskue, at Politikens undskyldning naturligvis er et fatalt brud på disse principper.
Nogen derinde på Rådhuspladsen må kunne se, at Seidenfaden er drevet af politiske hensyn, og at han i sin kamp ofrer de journalistiske. Det klinger jo unægtelig noget dobbeltmoralsk, når Tøger Seidenfaden gør sig selv til dialogens mand som årsag til undskyldningen, men hvor dialog er en by i Rusland, når det kommer til dialog med de mange, mange stemmer, som ikke begriber Politikens handling og fordømmer denne handling. Med dem ønsker Seidenfaden ingen dialog, ingen indrømmelse, ingen forståelse, intet. De får blot at vide, at deres kritik er forfejlet. Så meget for at gøre sig selv til dialogens bannerfører.
Alle andre tager fejl. Den slags kaldes normalt storhedsvanvid. Han agerer som om, intet længere kan ramme ham, og ingen står over ham. Jeg vil gætte på, at han har bestyrelsen i JP/Politikens Hus, hvor han vil have dem, og hvor de ikke så meget som overvejer, om han fortsat er den bedste mand for Politiken.
Reelt set vil kun et oprør fra neden kunne bringe Politiken-vanviddet til ophør. Nogle har sagt fra, fordi avisen ikke længere er journalistisk uafhængig og objektiv. Hvornår når den resterende del af medarbejderne grænsen for deres journalistiske integritet? Hvornår vil de tage deres journalistiske virke tilbage og holde op med at ofre deres eget gode navn og rygte for en legitimering af dette politiske projekt?
Eller er de tiet til tavshed i en tid, hvor journalistjobs ikke ligefrem hænger på træerne?