Det heter om forliket Politiken har inngått at det skal fremme dialog, men dialog om hva? Den ene part vil innskrenke ytringsfriheten. Er det da noe å forhandle om, spør Ralf Pittelkow.
Kernen i Muhammed-konflikten var, at islamiske kræfter ville gennemtvinge en fundamental ændring: Hidtil havde islamiske regler kun været gældende for muslimer og muslimske lande. Men nu skulle Vestens ikke-muslimer tilpasse sig de islamiske regler for ytringsfriheden.
Disse regler indebærer, at man ikke må ytre sig kritisk om islam. En barber i Saudi-Arabien blev for nylig idømt dødsstraf for at have sagt noget grimt om profeten Muhammed.
Efter Muhammed-konflikten har de muslimske lande til fulde demonstreret, at de mener deres krav alvorligt. Især gennem FN har de presset voldsomt på for at få vestlige lande til at indføre lovgivning, der vil gøre det svært eller umuligt at kritisere islam. Nogle vestlige lande giver efter.
..
Seidenfaden og Ellemann taler om “dialog”. Men det forbliver aldeles tåget, hvad dialogen skal dreje sig om, og hvilket formål den skal tjene. Hvilke indrømmelser til friheden håber man at få det totalitære Saudi-Arabien med på? Under Muhammed-konflikten mente de to også, at hvis man erkendte, at tegningerne var upassende, ville det bidrage til fælles forståelse.Men de islamiske kræfter, der ville den vestlige ytringsfrihed til livs, gik ikke efter en forståelse. De gik efter at vinde. De ville have ændret de vestlige rammer for ytringsfriheden, og de eftergivende reaktioner fra store dele af Vesten har kun opmuntret dem til yderligere krav i FN.
Får de held med disse krav, kan man for deres skyld godt kalde det “dialog” og “forståelse”, hvis det kan gøre nogen i Vesten glade. Bare islams regler udbredes.
“Sig til dem, der er vantro, at hvis de holder inde, vil de få tilgivelse for det, der allerede er sket.” (Koranen, 8, 38)