Kjære Ali

Av Jeppe Juhl

Goldstone rapporten om de påståede israelske krigsforbrydelser i Gaza dækker ifølge kronikøren over det altafgørende og ubestridelige faktum, at kernen til ulyksalighederne i Mellemøsten, først og fremmest skyldes et indædt og nedarvet jødehad i den muslimske verden, som den vestlige verden ikke tør addressere ligeud

At en naiv sydafrikansk jødisk jurist er blevet misbrugt som gallionsfigur til endnu en gang at dæmonisere Israel i FN-regi burde ikke komme som en overraskelse for selv de mindst indsigtsfulde. Goldstone Rapporten om krigen i Gaza er en politisk perversitet, jeg ikke gider gøre mere ud af. Men den dækker over det sørgelige – og desværre empirisk ubestridelige faktum – at der i store dele af verden stadig hersker en udbredt antisemitisme. I vendinger, der gør Orwells ’newspeak’ grundig til skamme, forsøger de åbent antisemitiske muslimske lande og deres tredieverdens medløbere på alle mulige ulidelige letgennemskuelige måder at gøre nat til dag. I mine øjne er der, når man renser for alle mellemregningerne, kun en eneste vej frem; og det er at addressere ondets rod. Den gennemgribende og dybtliggende antisemitisme i den muslimske verden. Jeg har derfor skrevet dette åbne brev til taxachaufføren Ali, som satte mig af midt på motorvejen, da han ved at overhøre en samtale jeg førte i min mobiltelefon, erfarede at han kørte med en .... jøde.

Kære Ali:
Du kender ikke mig. Jeg kender ikke dig. Èn ting ved jeg dog med sørgelig sikkerhed. Chancen for at du nærer et personligt, dybt og inderligt had til mig er en statistisk kendsgerning. Det er chancen for at du eller dine brødre ville invalidere mig, hvis vi stødte på hinanden på Nørrebrogade, også. Og hvad værre er: du ville være stolt af din gerning. Dine venner, din familie og hele din omgangskreds vil bakke op omkring dig, når du står foran dommeren i Byretten for at modtage din milde dom. De vil hylde dig som en helt, når dommeren siger: ”Thi kende for ret ...”, og din status i det åbne og behagelige danske fængsel vil være stærk.

Ser du Ali. Jeg er nemlig jøde. Jeg har ikke slangekrøller, jeg går ikke med kalot og jeg har kun været i synagogen seks gange siden min bar mitzwah for 36 år siden. Ja, jeg er ikke engang medlem af det Mosaiske Troessamfund, men det er i øvrigt fuldstændig underordnet, du vil hade mig alligevel. Selvom jeg tror ligeså lidt på Tandfeen, Zeus eller Xualiltihocp, som jeg tror på Jahwe. Selvom tanken om at den uhistoriske jøde, Moses, fik udleveret stentavler på Mount Zinai efter en udvandring fra Egypten, hvor jøderne iøvrigt aldrig befandt sig, er ligeså latterlig og absurd komisk for mig, som at Jesus gik på vandet og opstod fra de døde, eller at den pædofile Muhammed steg til himmels på en bevinget hvid hest, ja så vil du stadig hade mig. Fordi jeg er jøde.

Men jøde, det er jeg. Det kan ingen tage fra mig. Og jeg er faktisk stolt af min jødiske rødder og af alle de fantastiske ting, som jøder har bidraget med igennem menneskehedens udvikling. Utrolig stolt. Tit og ofte grænsende til det småpinlige for ikke at sige latterlige. Så er jeg i øvrigt dansker. Jeg skriver udtrykkeligt ikke: ’íøvrigt også dansker’. Der er ingen demarkationslinje for mig. Ingen religiøse, etniske, kulturelle eller følelsesmæssige barrierer mellem min jødiske baggrund og det enkle faktum, at jeg er pæredansk. Og jeg er faktisk stolt af min danske baggrund. Utrolig stolt. Tit og ofte grænsende til det småpinlige for ikke at sige latterlige.

Min families historie er en historie om ufattelige lidelser: Om pogromer, forfølgelse og mangel på basale rettigheder i et antisemitisk Østeuropa. Det er en historie om systematisk hån, spot og latterligørelse, om desperat flugt, om koncentrationslejre og om overlevelse. Historien ender smukt. Med total assimilation i et af verdens bedste lande. Smukke dejlige Dannevang.

Mine bedsteforældre kom hertil for at skabe sig et bedre liv, og det lykkedes dem til fulde ved hjælp af hårdt arbejde og kærlighed til det land, der tog imod dem. Der var intet had til Danmark. Kun den dybeste respekt og en enorm taknemmelighed, måske bedst symboliseret ved at citere slutreplikken fra den jødiske gudstjeneste i Synagogen i Krystalgade: *Gud bevare Dronningen og vores fædreland Danmark...’

Ja, Ali. Jeg er jøde. Dansk jøde. Jeg har en stærk jødisk identitet og jeg er stor tilhænger af staten Israel med alle de rationelle nuanceringer et tænkende væsen bør lægge til grund for sine meninger. Du kan naturligvis ikke lide Israel, hvilket jeg slet ikke kan bebrejde dig, det vender jeg tilbage til om lidt. Men der er én anden og meget mere vigtig og uendelig stor forskel på dig og mig - udover vores syn på Israel og vores forskellige udgangspunkter: Jeg hader ikke dig. Tværtimod ønsker jeg dig, din familie og dine kommende børn samt hele dit folk et langt, lykkeligt og indholdsrigt liv i fred og fordragelighed. Hvorfor i alverden skulle jeg ønske det anderledes?

Grunden til jeg skriver til dig Ali er dybt personlig. Jeg har nemlig stort set opgivet ideen om dialog. Dialog kræver to parter. Og vel at mærke parter, der vil lytte. Dialog kræver vilje. Dialog kræver empati og evne til at høre på det, der gør ondt. Jeg må blankt indrømme, at jeg tror denne øvelse er fuldstændig spild af tid, men nu lader jeg de sidste rester af min tvivl komme dig og dine ligesindede til gode.

Jeg vil nu bede dig – og Frank Aaen og Torben Lund og Mogens Lykketoft og alle dine andre danske venner – om at følge mig i et sælsomt psykologisk eksperiment. Eksperimentet kræver først, at vi alle fuldstændig renser vores indre for forudfattede meninger. Vi vasker i fællesskab ’tavlen ren’. Helt ren!

Glem bombardementerne i Gaza for et lille øjeblik. Ja, jeg ved det er svært, men det er en forudsætning for dette eksperiment. Glem de ulovlige israelske bosættelser, og de direkte ubegavede holdninger til krig og proportionalitet. Glem hvordan de allierede hældte bomber ud over Dresden og Hamborgs civile befolkninger under anden verdenskrig. Glem Hiroshima og Nagasaki. Glem den moralske relativisme der gennemsyrer et handlingslammet og ligegyldigt Europa. Ignorér fuldstændig det meningsløse FN. Glem at verdens mægtigste stat med den ene mundvig motiverer overfaldskrige i demokratiets navn, mens de med den samarbejder med de værste islamister af dem alle: wahabitterne i Saudi Arabien, der bruger milliarder på at forgifte den muslimske ungdom i perverse madrasser rundt omkring i verden. Lad 60 års kolossal historieløshed, objektive og faktuelle fordrejninger om baggrunde og årsager til den ulykkelige konflikt i Mellemøsten for et lille øjeblik ligge stille. Lad os alle ignorere det indlysende faktum, at det er en farlig absurditet at projicere vestlige moralbegreber og rationelle indgangsvinkler over på bevægelser, der opererer i en irrationel verden, hvor livet hinsides er vigtigere end livet i nuet. Lad os alle glemme, hvad vi tror at vide om konflikten.

Jeg gør det lige nu: Jeg stryger fra mit sind, at jeg tror at vide, at du og dine brødre er opflasket med en systematisk løgn og et had af så store dimensioner, at alt håb om fred i de næste mange generationer er ude. At løgnen bliver sand, bare den bliver gentaget igen og igen. At onde mænd, der prædiker mord, mørke og middelalder udnytter dig og dine unge brødre. At I næsten ikke har en chance for at komme ud af denne perverse spiral. At håbløshed, undertrykkelse og fattigdom logisk tvinger jer i armene på disse mørkemænd. At jeres religion ikke har haft og aldrig kan få den oplysningstid, der er kimen til det frie liv. At demokrati ikke er den umiddelbare løsning for en falleret civilisation. Jeg tvinger lige nu og her mig selv til at klinisk at rense mit sind for den for mig så åbenbare kendsgerning, at du og dine brødre i Gaza og i hele den arabiske verden er de ulykkelige ofre for kyniske despoter, der med rette frygter islamismen mere end vi gør i Vesten. Jeg fortrænger, at du og dine brødre er blevet udnyttet som politiske brikker i et langvarigt perverst og opportunistisk politisk spil, der bunder sig i religiøst betonet og nedarvet antisemitisme. Jeg glemmer min frygt for, at Iran får atomvåben, fortrænger et rædselsscenario, der dybt logisk kun kan medføre et præventivt og katastrofalt indgreb fra Israel. Jeg ignorerer det raseri, der opstår i mit indre, når den moralske ækvivalens mellem hvad man kræver af Israel står i så grel modsætning til, hvad man kræver af alle andre. Jeg sletter lige nu og her min faste overbevisning om, at Israels kamp er Vestens kamp. Jeg fortrænger af al magt mit negative syn på de ulovlige bosættelser og min foragt for de religiøst motiverede mekanismer, der gør det største problem af alle: delingen af Jerusalem til en utopi. Jeg glemmer dit had. Jeg lukker ørene for Hamasudsagnet: ’Vi muslimer elsker døden lige så meget, som jøderne elsker livet’. Jeg renser mit sind.

Det er renset nu. Er dit?

Nu graver vi så begge dybt. Helt ned i det, der på en eller anden besynderlig måde definerer os som mennesker, og stiller os hver især det helt enkle spørgsmål. Vil jeg have fred?

Når du så er nået frem til dit svar, så spørger jeg dig. Vil Hamas og Hizbollah?

Kærlig hilsen
Jeppe Juhl

Journalist Jeppe Juhl vandt Cavlingprisen i 1989. Læserbrev i Berlingske Tidende 28/)-2009.