Av Kasper Støvring
I en udmærket kronik i Berlingske Tidende den 20. januar med titlen “Demokrati er for alle – men ikke lige let” kritiserer filosoffen Kai Sørlander mig for at mene, at demokratiet ikke er universelt, men tværtimod bundet til den vestlige kultur.
De centrale spørgsmål er: Er demokratiet universelt? Nej, mener jeg. Kan det universaliseres? Måske. Men hvis det kan: Bør det så universaliseres. I en vis forstand, nej.
Er demokratiet universelt?
Er demokratiet universelt i den forstand, at demokratiet er udbredt på verdensplan? Nej, selvfølgelig ikke. Kun de færreste lande er demokratier, og der bliver færre af dem ifølge den seneste opgørelse fra Freedom House.
Men er demokratiet universelt i den afsvækkede forstand, at de demokratiske idealer, som Sørlander taler om, er universelle? Måske. Jeg vil ikke afvise, at man kan erodere ned til en minimaldefinition af et fællesmenneskeligt anlæg for noget, vi kan kalde demokrati. Alene det forhold, at vi alle er mennesker uanset kulturel baggrund, og dermed deler en og samme menneskenatur, giver eksistensen af nogle universalier.
Men det er ikke det samme som at sige, at idealer om menneskerettigheder og demokratisk ligeværdighed er universelle. For hermed mener vi åbenlyst noget mere end blot et minimalt, tyndt ideal om demokrati. De er netop maksimale, tykke idealer, der har deres oprindelse i Vesten og efter min mening også er bundet til den vestlige kultur. Når Sørlander taler om demokrati, mener han tilsvarende liberalt demokrati.
Hvad er demokrati?
Vi bliver altså nødt til at præcisere, hvad vi mener, når vi siger “demokrati”. Vi mener jo ikke bare demokrati i den banale forstand, at folk afgiver deres stemmer ved et valg. I den forstand er demokratiet universelt, for det findes jo overalt på kloden. Og vi kan bemærke, at dem, der således kommer til magten, ofte er anti-vestlige regimer eller hylder ikke-vestlige værdier.
Nej, når vi her i Vesten taler om demokrati, mener vi liberalt demokrati baseret på individuelle frihedsrettigheder. Sørlander skriver, at demokratiet respekterer alles lige ret til at stemme, ja, at alle demokratisk set har lige værd. Men allerede her er han selv hjemfalden til en “kulturalisme”, for herhjemme er grænsen for stemmeret 18 år. Men det er, ligesom andre begrænsninger, en vilkårlig grænse og altså kulturelt bestemt.
Det liberale demokrati er ikke universelt, for det forudsætter en særlig kultur, og den vestlige kultur er unik, ikke universel. Vestlig kultur er kombinationen af individualisme, sekularisme, repræsentative organer, retsstat, pluralisme, fornuft, ligestilling osv.
Nu er Sørlander jo en ivrig forsvarer af rationalisme, og man kan sige, at alene det, at mennesker er rationelle væsener, giver også nogle universalier. Men hvad det har med demokrati at gøre, kan jeg ikke se. Det er tænkeligt, at demokratiet er den mest rationelle styreform. Men mennesker lever ikke af argumenter alene; de lever også af tradition. Endda mest af tradition, vil jeg hævde.
Idealer er altid kulturelt udformede
Min pointe er, at selv om vi kan finde minimale universelle idealer om demokrati, så vil disse idealer altid blive kulturelt udformede og dermed realiseres som noget ganske forskelligt fra det, vi i første omgang talte om. Kald gerne denne antagelse min universalisme.
Når vi forlader de abstrakte spekulationer, vi gør os ved skrivebordet, og går ud i verden, så møder vi en enorm mangfoldighed af konkret kulturel art. Jeg vil gerne gå med til, at antagelser som “sundhed er bedre end sygdom”, “retfærdighed er bedre end uretfærdighed” og “frihed er bedre end slaveri” er universelle.
Men indenfor disse ekstremer findes der en meget stor kulturel variation, hvor ikke-vestlige kulturer vil realisere en livsform, der ifølge vores vestlige idealer ligger nærmere f.eks. slaveri-dimensionen end frihedsdimensionen. Husk på, at de værdier, der holdes for vigtigst i Vesten, f.eks. individualisme og sekularisme, er de mindst vigtige på verdensplan.
Kan demokratiet universaliseres?
Kan det liberale demokrati universaliseres? Sandsynligvis ikke, men i teorien ja. Eller, med Sørlanders ord: i princippet ja. Men igen er dette et meget svagt udsagn. Historien har altid været svanger med den slags profetier, uden at historien selv har bekræftet dem.
Men man skal som bekendt aldrig sige aldrig. Jeg er ikke determinist, som Sørlander skriver, for jeg anser historien for en åben og uforudsigelig proces og kultur for et menneskeligt fænomen, ikke en naturlov. Af samme grund er kultur foranderlig (om end meget vanskelig at ændre).
Men så kan universaliseringsprocessen jo også gå flere veje; ikke blot kan det liberale demokrati, Vestens kultur, universaliseres. De islamiske menneskerettigheder og islamisk kultur kan også i teorien universaliseres, så at man kan forestille sig, at Vesten med tiden bliver islamiseret, ikke omvendt.
Men det er vist ikke det, universalisterne har i tankerne. Hvad nu hvis ikke rationalitet, men religion er den stærkeste drivkraft? Hvad nu hvis islam i længden tilbyder mere overbevisende svar på de menneskelige vilkår, hvis det er mere meningsfuldt at leve i en religiøs end i en sekulær kultur?
Er det liberale demokrati ved at blive universaliseret?
Er det liberale demokratiet så på vej til at blive universaliseret? Nej, det kan man ikke på nogen meningsfuld måde hævde.
Måske er det vestlige demokrati universaliseret om, skal vi sige, 300 år? Den slags er personer som Francis Fukuyama begyndt at sige. Hans fortrinlige, men problematiske bog Historiens afslutning fra 1992 er et af de bedste udtryk for den fremskridtsoptimistiske tro på, at historien med nødvendighed skrider frem mod større frigørelse, så at hele verden til sidst vil bestå af liberale demokratier.
Men da det ikke rigtigt synes at gå den vej, har han modereret sine optimistiske post-89 betragtninger en anelse og fokuseret på udfordringerne. Ikke mindst udgør den islamiske og kinesiske revitalisering en udfordring.
Det er som bekendt svært at spå – især om fremtiden. Og hvad betyder 300 år? Thi – in the long run we are all dead.
Bør demokratiet universaliseres?
Bør det liberale demokrati universaliseres? Jeg tenderer til i en vis forstand at svare nej. Mit svar afføder en form for realisme, for det kommer selvfølgelig an på, hvordan demokratiet søges universaliseret.
Mine pointer er især, at universalismen både er umoralsk og farlig. Umoralsk, fordi den kan lede til en ny form for imperialisme, hvor vi søger at påtvinge andre kulturer vores værdier, der ikke nødvendigvis er bedre for andre.
Vi lever i en ufuldkommen verden, og selv den vestlige kultur har sine bagsider. Andre foragter jo også de negative træk ved Vesten, som de ser som forfald, æreløshed og gudløshed. Man foretrækker sit eget, og selv om mange indvandrer til Vesten, er det snarere for at nyde vores materielle goder end vores egalitære frihedskultur.
Endelig er universalismen farlig, fordi den kan lede til Vestens nederlag. Jo mere vi farer frem, jo mere vil andre kulturer revitalisere og definere sig som anti-vestlige. Det kan vise sig skæbnesvangert i en tid, hvor Vestens magt tydeligvis er dalende.
Hvad gør vi så? Vi må tilstræbe en magtbalance, søge at opnå kulturel sameksistens på verdensplan, og så bør vi engagere os i verden, når det er i vores egen interesse.
Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.
Artikkelen Er demokrati for alle? ble første gang publisert i Jyllands-Posten 22. januar 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.