En somalier kommer til byen

Av MIKAEL JALVING

Man kan da heller ikke stole på nogen længere.
Ikke engang den australske popgruppe Men at Work, som var store engang. Nu viser det sig, at fløjteriffet på deres populære firserhit Down Under er plagieret fra en australsk folkesang fra 1932. Men ikke nok med det. Rettighedshaveren kræver 60 pct. af, hvad nummeret hidtil har indspillet af gysser lige siden, og det er ikke småting.
Nogle stjæler eller låner, andre kræver erstatning, anderledes kan det vel ikke være, men hvor dum har man egentlig lov til at være?

Jeg tænker naturligvis på Odense Kommune, der ligesom landets øvrige kommuner og regioner vokser og vokser i administrativt mandskab. Al den snak om kommunesammenlægning, rationalisering og borgerlig regering, det er bare snak. I virkeligheden er det administrative personale på få år vokset med knap 9.000 personer svarende til en stigning på 14 pct. Intet eller ingen kan tilsyneladende kurere den offentlige sektor for elefantitis.

Alligevel og på trods af denne voldsomme udvidelse kan en kommune som Odense ikke sørge for det allermest elementære som f.eks. at holde et vågent øje med byens somaliere.

Helt specifikt en vis Mohamed Sheikh Hassan Aadan, også kaldet abu-Dhalha, hvis spektakulære Danmarksturné blev grundigt beskrevet i Politiken søndag.
Den nu 42-årige Mohamed Aadan kom til landet som flygtning fra Somalia i 1993 og boede først i Aalborg, siden Odense og København. I 2007 flytter han til Kolding, hvor han begynder at samle en lille kreds af efterabere blandt unge somaliske mænd, der keder sig noget så gudsjammerligt i lille, fredelige Danmark.

Efteraberne bliver radikaliseret, som det så pænt hedder, dvs. islamiseret. Ikke i Somalia, men i den lokale “kulturforening” for somaliere, altså for kommunens og borgernes penge. Heldigvis indløber der klager over den religiøse mand og hans virke fra mere moderate somaliere; så mange, at direktøren for byens social- og beskæftigelsesforvaltning en dag skriver et brev til foreningen. Brevet advarer mod udviklingen og kundgør, at kommunens årlige tilskud på ikke mindre end 127.000 kr. bortfalder, “såfremt foreningen overvejende udøver aktiviteter af religiøs karakter.”

Nu kan man synes, at det er en svag formulering; det synes jeg. Hvad betyder “overvejende”? Men det er da en begyndelse, et forsøg på at agere i virkeligheden og vise dise slyngler, at de er under opsyn.

Foreningens bestyrelse afviser kritikken 100 pct. Og Mohamed Aadan, ja, han fortsætter med at prædike som imam, indtil kommunen indkalder til et møde, hvor socialdirektøren gentager truslen om at fratage foreningen økonomisk støtte, hvorpå der opstår konflikt i foreningens bestyrelse, som til sidst ender med at smide Mohamed Aadan på porten. Så let kan det gøres: Ut af min kiosk!

Men, ak, hvad sker der så? Jo, den fromme mand fra Kolding flytter naturligvis til Odense og bliver i stedet medlem af den somaliske forening Idara Minhaj-ul-Quran på Ørstedsgade 12. Her virker han den dag i dag efter devisen: Vil de ikke have mig i Kolding, så prøver jeg bare lykken i Odense.

Hvad Mohamed siger på arabisk ved fredagsbønnen i moskeen på Ørbækvej, véd jeg jo ikke. Nu er det også sådan, at vi har ytringsfrihed her i landet, og manden må sige offentligt, hvad han vil, inden for lovens rammer, naturligvis.

Hvad jeg ikke kan forstå, er, at de to kommuner tilsyneladende ikke taler sammen om denne somalier, som alle kilder, Politiken har talt med, kalder radikal og til fare for sine omgivelser, og som jævnligt frekventerer den rabiate Bellevue-moské i Gøteborg, hvorfra der bl.a. samles ind til den afrikanske terrororganisation Al-Shabaab.

Hvor langt er der fra Kolding til Odense? Min triptæller siger 67 km, men jeg ved også, at der findes telefoner i både Kolding og Odense, så det er sådan set bare at løfte knoglen, slå på tråden eller give de kære mennesker på Odense Rådhus et kald.
Taler I ikke sammen ude i kommunerne, er der ingen koordination af disse elementære ting?

Jeg er sikker på, at kommunens mange nye kommunikationsfolk endda har mobiltelefoner. Bruger I dem ikke?

Hvad tænkes der mon ude i kommunerne, når man kan høre en 25-årig somalier, som har boet her i halvdelen af sit liv, udtale om de mest radikale af sine unge landsmænd:
“De har taget ideologien om væbnet kamp med sig til Danmark, da de kom i 1990’erne, og de har et snævert syn på islam. Og når de radikale får fat i de her knapt så uddannede unge, så er der fangst.”

Eller når en anden herboende somalier siger om moskeernes betydning i Danmark, ikke mindst den på Ndr. Fasanvej i København:

“Her bliver de unge hjernevasket i Koranens navn. Børnene bliver taget som gidsler og indoktrineret til at tro, at hvis de sprænger sig selv i luften og tager nogle vantro med, så er det en genvej til himlen.”

Dag for dag får offentligheden stadig mere information om råddenskaben i det somaliske miljø i Danmark, og heldigvis træder flere og flere somaliere selv frem og beretter om den trods trusler. Det er godt.

Det er den kommunale logik derimod ikke. Efterhånden er det blevet kommunal logik, at det øjeblik, man i én kommune er sluppet af med en ballademager, så er man tilfreds og ligeglad med, at ballademageren bare flytter videre til en anden.

Hvor fanden blev solidariteten af?

Opprinnelig på Jyllands-Postens blogg 08.02.10

Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse.