- Ti års avspenning har ikke brakt resultater fordi den er ensidig

Nina Hjerpset-Østlie

- Muslimer blir fornærmet når sannheten sies, for fornærmelsen i form av f.eks. en Muhammed-tegning er ikke noe annet enn en fremstilling av virkeligheten med kunstneriske midler, sier forfatter og journalist Henryk Broder i et intervju med Jyllands-Postens Anders Raahauge.

Broder skrev boken “Hurra! Vi kapitulerer” med utgangspunkt i den danske Muhammed-krisen, og skrev nylig den hardtslående kronikken Vesten kveles av frykt i Der Spigel om drapsforsøket på tegneren Kurt Westergaard.

Attentatet mot Westergaard har fått bred omtale i tysker medier, og har ført til en prinsippiell debatt om ytringsfriheten og dens omkostninger, skriver Raahauge. Broder uttrykker overraskelse over de mange positive reaksjonene han har fått på sine siste artikler om temaet, og mener det kan tyde på at stemningen er i ferd med å snu:

Men store aviser som f. eks. Frankfurter Allgemeine og Süddeutsche Zeitung har dog kørt en storvask, hvor f. eks. min blog “Achse des Guten” blev stemplet som “islamhadernes” holdeplads. Så kampen står stadig åben.« Süddeutsche Zeitungs kulturredaktør, Adrian Kreye, skrev, at et forsvar for Rushdie stadig var på sin plads, men at det er anderledes med Kurt Westergaard, for han har kun lavet en »plump« tegning – en argumentation, som dog også har indbragt Kreye verbale tæv fra andre medier.

»Den artikel var slem. Kreye skrev som en rigtig appeaser.

Som en mand, der allerede i dag forsøger at udskrive en veksel for i overmorgen. Han har ikke modet til at skrive det, som han inderst inde har lyst til: Det er hans egen skyld, den dumme Westergaard – hvorfor laver han også sådanne tegninger! Det er uhyrligt at fordreje debatten til en sag om “kvalitet” og hævde, at tegningerne ikke var særligt vellykkede osv. Var kvalitet et kriterium, skulle 90 pct. af de tyske aviser indstille deres udgivelse.

Det er stadigvæk tysk mainstream at køre ad den tangent, men jeg tror, at de redaktører er i færd med at isolere sig fra læserne. Men i det store og hele skal man rose den tyske presse for dens dækning den seneste uge. Også reaktionerne på den schweiziske minaret-afgørelse var forbavsende positive i Tyskland.

- Men viser ikke dette attentat at tiden er kommet til avspenning? Må vi, som mange sier, fornærme og atter fornærme?, spør Raahauge.

For det første forelå det ingen fornærmelse, mener Broder, og legger til:

For det andet bliver muslimer fornærmede, når sandheden siges – nemlig at en del af islam har en tilbøjelighed til at gribe til vold. Det er som den gamle vits: Hvis du hævder, at jeg er uhøflig, slår jeg tænderne ud på dig.

Rowan Atkinson, den store engelske komiker (Mr. Bean, red.), har sagt: Retten til at fornærme er større end retten til ikke at blive fornærmet.

Broder mener det er muslimene som innført det han kaller “fornærmelses-dimensjonen” i debatten. – Så hva med meg?, spør Broder:

Jeg bliver krænket, når man hænger homoseksuelle i Iran. Hvad skal jeg stille op? Storme den iranske ambassade? Nej, man skal fornærme videre, for i dette tilfælde er fornærmelsen ikke andet end fremstilling af virkeligheden med kunstneriske midler.«

Du skriver i din seneste Spiegelartikel, at 10 års afspænding ikke har bragt resultater, fordi den er ensidig.

»Den er helt ensidig, Vi nedtrapper, modparten optrapper.«

Fordi frygten gør sin virkning?

»Ja. Som der hører to til et kærlighedsforhold, hører der også to parter til en nedtrapning.

Men fordi alle oppfordringene om nedtrapping er styrt av angst, ser man ikke at jo mer man aveskalerer, jo mer oppmuntres motparten, sier Broder.

I hele Europa taler man om fremmedfrygt. Hvordan kan det være, at vi ikke har en eneste anden gruppe i Europa, der føler sig uafbrudt fornærmet? Ikke kineserne, ikke mexicanerne, ikke polakkerne, ikke russerne. Det drejer sig om, at der er én eneste gruppe, der ikke vil anerkende spillereglerne. Påpeger man det, er man straks stemplet som islamhader. Men det er dem, der stempler, der er racister, for de vil ikke have, at man tager deres ædle, vilde vrede fra dem.

Jeg er forbavset over, hvor megen støtte-post jeg får fra tyske muslimer. De takker mig for mit arbejde. Jeg er da også fuldkommen overbevist om, at de fleste muslimer fordømmer vold. Desværre er de ikke i stand til at holde det ikke-fredelige mindretal i snor. Deri ligger problemet.

Anders Raahauges intervju med Henryk Broder sto på trykk i Jyllands-Posten 07. januar 2010 og finnes ikke på nett.

Leserkommentarer på Document er gjenstand for moderering, som ikke skjer kontinuerlig og under enhver omstendighet ikke om natten. Vi ønsker en respektfull tone uten personangrep, sleivete språk eller flammende retorikk. Vis særlig nøkternhet når temaet er følsomt. Begrenset redigering av skjemmende detaljer kan finne sted. Skriv til kontakt@document.no dersom du ikke forstår hvorfor en kommentar uteblir.

  • thorr

    “Integrering” – en utopi.

    http://jp.dk/indland/article1940424.ece

    “Der findes unge muslimer i Danmark, som siger, at de med vold vil forsvare islam mod de vantro, og at sharialovgivning skal erstatte demokratiet, hvis muslimer er i flertal i samfundet.

    Ifølge en interviewundersøgelse fra Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser på Aarhus Universitet er de samme unge mennesker samtidig formelt set velintegrerede i samfundet.

    De har en uddannelse, de har et job, de taler dansk derhjemme, de har haft danske kærester, og de ser TV-Avisen og ”Paradise Hotel”.”

  • Berg

    Hei Nina!

    Visste du at du, Anfindsen og Rustad var blitt et postkolonialt forskningsobjekt for sosialantropologer og kjønnsforskere?

    Om ikke, sjekk dette: http://www.forskning.no/artikler/2009/desember/238611

    Et lite utdrag:

    For mange?

    Kristensen har studert både forskningstekster, aviser, ukeblader og innvandringsskeptiske nettsteder som honestthinking.no og document.no. Hun finner en markant forskjell i hvordan det skrives og snakkes om barnetall i henholdsvis majoritet og minoriteter.

    Antropologen oppsummerer funnene i siste nummer av Tidsskrift for kjønnsforskning.

    – Mange innvandrergrupper får gjennomsnittlig flere barn enn det norske gjennomsnittet på 1,9. Men dette bidraget til befolkningsveksten blir enten usynliggjort eller beskrevet som et problem, sier forskeren.

    På de innvandringsskeptiske nettstedene framstilles innvandrernes, og da særlig muslimenes, fødselstall som en stor trussel, som på sikt vil gjøre etniske nordmenn til en minoritet i Norge.

    – Disse aktørene er nokså ekstreme og på noen måter marginaliserte. Men samtidig er nok skremmebildet de tegner opp noe mange kan si seg enige i, sier Kristensen. (…)

    Hun støtter seg på en rekke forskere som har påpekt koblingen mellom reproduksjon og nasjonal identitet.

    – Dette handler dessuten om hvordan vi konstruerer en forskjell mellom «oss» og «dem» og hvordan forskjellsfortellingen bidrar til å styrke majoritetens hegemoni, sier Kristensen.

    – Også postkolonial teori, der det hevdes at Vesten forstår Østen som et negativt speilbilde av seg selv, kan belyse den paradoksale håndteringen av fruktbarhetsspørsmålet, ifølge Kristensen.

  • JaegerJ

    Forskningsartikkelen Berg lenker til er illustrerende:

    Det går klare grenser for hva som er akseptabelt å mene. Hvis man for eksempel er av den oppfatning at en forutsetning for et bærekraftig og stabilt samfunn er at den kulturbærende majoritetsbefolkningen har positive fødselstall, så beveger man seg med ett på farlig grunn. Hvis man videre utrykker bekymring for at Norges befolkningsvekst utelukkende skyldes innvandring, så farer man med tvilsomme motiver. Hvis man tror at vellykket integrering avhenger av et stabilt og selvsikkert mottakersamfunn med kapasitet til å ta imot innflyttere, så blir man møtt med skeptiske blikk.

    Etter min mening er det først og fremst her kampen står. Målbærere for slike oppfatninger må kjempe for offentlighetens anerkjennelse. Ikke før den kampen er vunnet, finnes det håp om å komme seg ut av den retoriske skyttergravskrigen som vi for øyeblikket befinner oss i.

  • Dan

    Hm!
    Ja, det blir vel muligens en annen type informasjon fra “deilige” Danmark fremover nå?

    http://snaphanen.dk/2010/01/11/med-weekendavisen-som-f%C3%B8dselshj%C3%A6lper/

    Københavns Politi får nu ny kommunikationschef. Han hedder Jens Harder Højbjerg, er konvertit til fredens religion, gift med Rushy Rashid – og var i 2003 emnet for en meget giftig kronik, der blevet skrevet af broderen Per. Jeg kan desværre ikke finde den på nettet….men hovedpointen var, at Jens var blevet integereret i det pakistanske miljø i København.

    Mvh

    Dan

  • Argus

    @Dan’
    Dette ligger på Uriasposten. Linkene fungerer ikke !

    “Jens Harder Højbjerg og Per Harder Højbjerg i diskussionJens Harder Højbjergs ægteskab med dansk-pakistanske Rushy Rashis er ikke en lykkelig historie, ifølge førstnævntes bror. Dags Dato på TV2 har sat dem i stue samme. Det afsluttende Kirkegaard-citat er et uhyggeligt dårligt valg.

    Oploadet Kl. 10:49 af — Direkte link — Skriv!
    Arkiveret under: General”