Av MIKAEL JALVING
Det mest overraskende ved de to klimalømler, der torsdag aften uindbudt forsøgte at crashe dronningens gæstebud med prominente statsledere og fremtrædende tyranner i anledning af COP15, var, hvor velklædte de to lømler tog sig ud på skærmen.
Bag deres skriggule banner med et eller andet plat budskab fra Greenpeace sås en mand i ulastelig smoking og en yngre, blond kvinde iført en elegant lang, rød kjole. Ikke engang Mads Blærerøv Christensen kan have noget at udsætte på deres ydre fremtoning; de var på alle måder klædt på til anledningen, og jeg vil da ikke hemmeligholde, at jeg for første gang nogensinde overvejede at have sex med en aktivist, da jeg betragtede kvinden i den røde kjole. Tænk sig, kan de også se sådan ud?
Episoden er sigende.
De lømler, som politiet har haft travlt med og talent til at kontrollere under topmødet, er luksusdyr ligesom alle vi andre. De går klædt i modetøj, spraglet, hættetrøjer, vindjakker, sådan white trash-agtigt på den fede måde; deres mode er blot en anden end f.eks. min, dvs. de sørger for at passe ind i deres segment, gør brug af deres sociale kapital og mangler hverken tid eller penge.
Da de fleste af dem formentlig er på offentlig forsorg, kan de lege professionelle revolutionære, mens vi andre går på arbejde, så vi kan betale vores skat, der bl.a. går til disse luksuslømlers underhold. Alt i alt en snedig omfordeling af penge og tid til udelt fordel for lømlerne.
Det er derfor, disse luksuslømler har tid og råd til at rejse Europa tyndt efter den næste store begivenhed, hvor de kan propagandere for deres sag, som altid er noget med, at de Gode skal have retfærdighed, mens de Onde skal smage den.
Retfærdigheden skal ske fyldest NU, sådan lød det ligeledes under G8-topmødet i Genova og under EU’s topmøde i Gøteborg i 2001; ved den første lejlighed blev 500 betjente og aktivister alvorligt såret og en aktivist skudt, i Gøteborg røg 53 betjente og 90 aktivister på hospitalet efter voldelige sammenstød. I København fik nogle hundreder aktivister kolde balder. Det er den eneste forskel på dengang og nu. Klima, finanskrise, arbejdsløshed, ulandsgæld, Ungdomshus, Christiania, asylpolitik, nynazister, you name it, det kommer ud på ét, det er alt sammen den samme kamp.
Climate Justice Action, hedder en af grupperne. Præfikset, i dette tilfælde Climate, kan skiftes ud efter behov og erstattes af et andet. Men Justice Action består. Det gælder altid Retfærdigheden og konkret Handling, så længe der er nogen at yde “konfrontativ civil ulydighed” imod. Her har lømlerne set rigtigt: Konfrontativ civil kommunisme ville ikke klinge lige så godt.
På grund af det danske politis effektivitet, var luksuslømlerne, hvis folkelige mandat er ligeså tyndt som toiletpapir købt i Netto, næsten tvunget til at skrue op for retorikken.
Således fik en talskvinde udtalt, at politiets adfærd ude på Amager mindede om politiet i Teherans gader. Se, den er sjov. Amager er ligesom Teheran. Teheran: Hvor demonstranter risikerer deres og deres familiers liv ved at demonstrere mod landets tyran, præsident Ahmadinejad.
I virkeligheden var den eneste lighed mellem Teheran og Amager, at den iranske præsident i samme sekund blev modtaget med kyshånd på talerstolen i Bella Center og af Danmarks Radio forinden blev servilt interviewet af nyhedsvært Kim Bildsøe Lassen, som bl.a. ville vide, hvor præsidenten dog finder sin inspiration og energi?
Man tror, det er løgn, men det er det ikke. Danmarks Radio kan dagligt overgå sig selv i nye dumheder.
Bortset fra det, er sammenligningen mellem Per Larsens wienerbrødsspisende tropper og det iranske statspoliti ganske interessant. Når den analogi virkelig er det første, der falder vor talskvinde Kamilla Kofoed ind, afslører det, hvor lidt hun egentlig kender til uretfærdighed, for slet ikke at sige ulykke og lidelse, og hvor forkælet hun er i al sin pseudoaktivisme. Hør godt efter, sådan taler en luksuslømmel:
“Politiet har lige angrebet vores højtalervogn og anholdt vores talsperson og konferencier. Vi håber verdenssamfundet kigger med. Det er et historisk topmøde, og en historisk protest (…) Vi har forsøgt dialogen. Vi har spillet med helt åbne kort og garanteret en fredelig protest og demonstration. Alligevel bliver vi udsat for en behandling, som ligeså godt kunne udspille sig i Teherans gader. Vi er i chok.”
Climate Justice Action er i chok. Javel, ja. Så er de lette at chokere, og man kommer lige så let til at tænke på, det er godt, de små stakler snart skal hjem til mor og far og fejre jul og have varmen igen foran pejsen.
Første gang i Jyllands-Postens blog den 18. desember 2009.
Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse.
Mikael Jalving:
Historiker, kommunikationsrådgiver og foredragsholder.
Udgivelser:
Bl.a. Magt og ret. Et opgør med Godheden (Gyldendal 2007). Næste: Mig og Muhammed: Fitna 2.
red. anm: kvinnenn i den røde kjolen er som mange lesere vet den norske Greenpeace-aktivisten Nora Christiansen, som fikk sjokk over den lange varetekten og fordi hun ikke kom hjem til jul.