Ideologerne og farisæerne er blevet opdraget af befolkningen. De må – for at blive i terminologen – sige ja til eksistensen og nej til ideologien.
Eller endnu tydeligere: sige ja til Kierkegaard og nej til Marx.
Systemskiftet er således i sidste ende et opdragelsesprojekt. Den menige befolknings opdragelse af ideologiske, for så vidt umodne, politikere, for hvem intet er ligegyldigere end hverdagen, virkeligheden, eksistensen. I Systemet Politiken råder fraserne. Her gælder det ikke om at være, men om at synes. Kan man sætte de rigtige etiketter på sig selv og de forkerte på sin modpart, har man ret. Det har været systemet i Danmark siden 1905. Men befolkningen har via en dyrekøbt erfaring gennem de seneste årtier lært, at hverdagen, virkeligheden, eksistensen er det afgørende.
….
Nej, den europæiske overklasse, Olof Palmes og Svend Aukens meningsfæller, mediernes og ideologernes Europa, nægter at se den daglige virkelighed i øjnene, som den menige danske befolkning har taget til sig og skabt et systemskifte på. Igen og igen er jeg igennem de seneste årtier blevet slået af forskellen på det officielle og det menige Danmark.
Om overklassen kunne jeg fristes til at sige, at det er Roms forfaldstid om igen – med en depraveret, amoralsk, effektjagende overklasse, der som sådan forråder den virkelighed og kultur, som det menige folk lever på. Derfor den monomane propaganda mod ’racisme’, derfor det overnationale eller antinationale EU, som mest af alt søger at lukke munden på befolkningerne og forhindre dem i at udtale deres mening om EU og Lissabontraktat igennem folkeafstemning.
Danmark er en lykkelig undtagelse. Danskerne har gennemført det systemskifte, som de europæiske befolkninger drømmer om. Men jeg tror, at overklassen ender med at tabe. Jeg synes, at der er mange, mange vidnesbyrd om, at europæerne er ved at gå i danskernes fodspor. Det seneste valg til Europaparlamentet forekommer mig at være en strømpil på samme bevægelse, som det danske systemskifte udtrykker.